Kronik

Globalisering eller internationalisering

Mange politikere og medier synes ikke særligt interesserede i at klargøre begreberne og alternativerne i den diffuse globaliserings-debat. Økonomen Herman Daly har givet sit eget bud
26. juli 2001

Økonomi & Politik
Globalisering er et mondænt begreb i den aktuelle debat. Desværre er det ikke et af de mest klare og veldefinerede begreber. Henvisning til globaliseringen som en uafvendelig skæbne bruges med flid som blokering for en politisk debat om alternativer til den nuværende udvikling. Især når det drejer sig om den økonomiske globalisering. Hvis nogle debattører vover at indtage en kritisk holdning til globaliseringen af økonomien, ynder medierne at betegne dem som fremtidsangste isolationister, nationalister eller det, der er værre.
I den internationale litteratur er der et stigende antal publikationer med kritiske analyser af den skæve globalisering. Herhjemme har det været småt med sådanne sammenhængende analyser (se dog enkelte eksempler i referencelisten til slut).
Den amerikanske økonomiprofessor, Herman E. Daly, er en af de økonomer, som har givet et konstruktivt bidrag til at klargøre begreberne i globaliseringsdebatten. Ved en konference i anledning af det amerikanske Aspen Instituts 50-års jubilæum foreslog han at skelne klart mellem to begreber: globalisering og internationalisering.
Daly kan ikke betegnes som socialist, men det er påfaldende, at den aldrende labour-socialist og tidligere labourminister Tony Benn i et interview for nylig i Politiken (den 2. juni 2001) citeres for følgende udtalelse: »Det eneste svar på globalisering er internationalisme, ikke nationalisme«.

Dalys udgangspunkt er, at tyngdepunktet i den aktuelle globaliseringsdebat er placeret i de økonomiske områder, hvor der sker en global integration af tidligere nationale økonomier til én global økonomi med frihandel, samt fri bevægelighed for kapitalen og i stigende grad også for arbejdskraften. Ifølge Daly er denne form for globalisering en effektiv nedlæggelse af de nationale grænser af økonomiske grunde.
Det er en logisk følge af den globale økonomiske integration, at den indebærer national økonomisk disintegration. Det vil sige, at afgørende elementer i den nationale økonomi bliver revet ud for at blive integreret i den globaliserede økonomi.
Daly citerer i den forbindelse en udtalelse af den tidligere direktør for WTO, Renato Ruggioro, som han roser for hans ærlighed og klarhed. Ruggioros udtalelse lyder (i min oversættelse): »Vi skriver ikke mere regler for vekselvirkningen mellem separate, nationale økonomier. Vi skriver forfatningen for en integreret global økonomi«.

I kontrast hertil, henviser begrebet internationalisering til den stigende betydning af forhandlede relationer mellem nationer: International handel, internationale konventioner og alliancer, internationale protokoller (f.eks. Kyoto-protokollen) m.v. Her forbliver nationen den grundlæggende politiske og økonomiske enhed, selvom relationerne mellem nationer og mennesker i forskellige nationer har voksende betydning.
Daly henviser til en række forventelige konsekvenser af den økonomiske globalisering. Som det første punkt nævner han, at globaliseringen undergraver den enkelte nations mulighed for at indregne de sociale og miljømæssige omkostninger (eksternaliteter) i varepriserne.
Økonomisk integration under frihandelsbetingelser fremmer lavere standarder af hensyn til konkurrenceevnen (et kapløb mod bundniveauet). Og han ser ikke noget tegn til, at de internationale handelsorganisationer formår (eller ønsker) at gøre noget reelt ved denne udvikling. Samtidig fremmer udeladelsen af eksternaliteterne i varepriserne væksten i bruttonationalproduktet i overensstemmelse med alle regeringers ønske.
Desuden ændrer globaliseringen magtbalancen mellem kapital og lønarbejdere til fordel for kapitalen, fordi der globalt er større overskud af arbejdskraft end i de fleste industrilande, medens det modsatte gælder for mængden af risikovillig kapital. Daly tror i den forbindelse ikke på påstanden om, at globaliseringen vil give en mærkbar forbedring af lønnen uden for industrilandene.
Daly vurderer, at den nuværende form for frihandel sandsynligvis vil give et løft til verdens samlede økonomi, men at udbyttet vil være meget ulige fordelt. Og han har ikke hørt om nogen international organisation, som går ind for en reguleret fordeling af udbyttet til fordel for de svage nationer og grupper. Tværtimod fortsætter WTO sin indsats for at skaffe flere privilegier til den internationale kapital og de multinationale selskaber.

Støtten til den globale kommercielle konkurrence vil også blive benyttet som en undskyldning for større tolerance overfor for erhvervsmæssige fusioner og monopoler på de nationale markeder. Det savnes der ikke eksempler på i den aktuelle udvikling. Daly finder det ironisk, at dette sker under navn af deregulering og frie markeder.
Den økonomiske nobelpristager Ronald Coase fra den såkaldte Chicago-skole har udtrykt det på følgende måde: »Virksomhederne er øer af centraliseret planlægning i et ocean af markedsprincipper« (min oversættelse).
I Dalys vurdering bliver øerne med centraliseret planlægning større og større i forhold til oceanet af markedsprincipper, på grund af de stedse mere omfattende fusioner. Flere og flere ressourcer allokeres af de interne, centraliserede planlægningsafdelinger i virksomhederne, og færre og færre via det frie marked. Ifølge Daly er det urimeligt at kalde det en sejr for markedet. Det er en sejr for de multinationale virksomheder, på bekostning af de nationale regeringer. Blandt de 100 største økonomiske enheder, er allerede nu de 52 multinationale virksomheder, medens kun 48 er nationalstater.

Indkomstfordelingen inden for de store, planøkonomiske virksomheder bliver stedse mere skæv, og flere steder i USA er lønnen for den administrerende direktør 400 gange højere end for den gennemsnitlige lønarbejder. Hvilket ikke kan overraske, når den ledende økonomiske planlægger fastsætter sig egen løn.
Med frihandel og fri bevægelse af kapitalen stiger presset for snæver specialisering i de enkelte lande. Daly bruger det malende billede, at i Uruguay kommer valget til at stå mellem at blive fårehyrde eller cowboy, i overensstemmelse med det globale markeds komparative konkurrenceprincipper.
De, der ønsker at spille i et symfoniorkester eller blive pilot, gør bedst i at emigrere. Globaliseringsteorien antager, at emigration og indsnævring af de erhvervsmæssige valgmuligheder er omkostningsfrit for en nation. Daly mener, at det er en falsk antagelse. Som et af de værste eksempler på frihandlens fejltagelser, peger Daly på indskrænkningen i udveksling af ny viden. Her citerer han Thomas Jefferson: »Ny viden bør være fælles ejendom for menneskeheden« (min oversættelse). I stedet har WTO tilladt private virksomheder at monopolisere ny viden gennem aftalen om handelsrelateret intellektuel ejendomsret (TRIPS). Også når det gælder basale genetiske strukturer og livsvigtige medicinalprodukter.
Daly accepterer ikke argumentet om, at sådanne langvarige patenter er nødvendige for fremkomsten af ny produkter.
Han henviser bl.a. til, at mange af de grundlæggende opdagelser og opfindelser, er sket på universiteter og offentlige forskningsinstitutter betalt af skatteborgernes penge. Daly foreslår, at man skal indskrænke både de områder, hvor man kan få patent, og levetiden for patenterne. Og han slutter sit indlæg med et citat af den kendte økonom John Manyard Keynes:
»Jeg sympatiserer med dem, som vil minimere den økonomiske integration mellem nationer, snarere end med dem, der vil maksimere denne sammenblanding. Ideer, viden, kunst, gæstfrihed, rejser – det er de områder som naturligt bør være internationale. Men lad varer blive produceret lokalt overalt, hvor det er rimeligt og muligt; og som det vigtigste: Lad den finansierende kapital primært være national«.
Personligt finder jeg, at der er god grund til at lytte både til Keynes og Daly, som jeg fornylig beskrev i min bog Udviklingens ulidelige skævhed. Den nuværende form for globalisering er ikke en naturlov, og den bør erstattes af Dalys form for internationalisering.

*Herman E. Daly: »Globalisation and the Subversion of Bretton Woods«, præsenteret ved Aspen Instituttets 50-års jubilæumskonference: ’Globalization and the Human Condition’, 8. august 2000.

*Tidsskriftet SALT med temaet: »Globalisering, bevægelser og
ATTAC«, juni 2001.

*Niels I. Meyer er professor og har fornylig udgivet bogen »Udviklingens ulidelige skævhed – Manifest for en ny samfundsorden«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu