Læsetid: 5 min.

H. Kissinger, krigsforbryder

»Hvordan føles det at være krigsforbryder?« spurgte BBC-studieværten engang. Kissinger forlod lokalet
Debat
3. juli 2001

Kommentaren - Kynisme
En nat, da jeg lige var blevet færdig med at læse The Trial of Henry Kissinger, havde jeg en slags omvendt Martin Luther King-drøm om retfærdighed: På anklagebænken i Haag så jeg Henry Kissinger side om side med Slobodan Milosevic. Og jeg forestillede mig, at disse to erfarne og skruppelløse kynikere i pauserne sad ved samme bord og nippede til deres whisky, mens de udvekslede billige visdomsord.
Men hvorfor Kissinger – denne ynkelige skikkelse, som er indbegrebet af den vulgære, kyniske og oppor-tunistiske Realpolitik maskeret som ’fornuft’?
Selv efter at han havde trukket sig tilbage fra aktiv politik, var han der straks, hver gang der skete et tilbageslag for frihedsbestræbelserne et sted i verden.
Han hævede sin stemme til støtte for magthaverne, selv om det var den kommunistiske nomenklaturas sidste krampetrækninger: Efter Jaruzelskis statskup i 1981 gav han udtryk for »forståelse« for russernes geopolitiske interesser; straks efter det mislykkede kup mod Gorbatjov i 1991 understregede han nødvendigheden af en stærk, stabil russisk stat.
Ikke nok med det. Mens han var aktiv – først som national sikkerhedsrådgiver og senere som udenrigsminister under Nixon og Ford – var han altid parat til at bombe eller på anden måde knuse de fattige og hjælpeløse, f.eks. i Chile og Colombia, og han veg aldrig tilbage for at slå en ’strategisk’ handel af med de mægtige, om det så var Mao Zedong.
Den første association, ma0n får, når man hører hans navn, er Margaret Thatchers træffende karakteristik af den tidligere italienske ministerpræsident Giulio Andreotti, der anklages for forbindelser med mafiaen: Det er ikke bare det, at han er umoralsk. Efter at have set et tv-interview med ham, kan man ikke undgå at få det indtryk, at han næsten har ophøjet umoralsk kynisme til en slags perverteret etisk holdning – han er ikke umoralsk af egoistiske årsager, men af princip, som om der er noget dybt i hans natur, der eksploderer i ubehag, hver gang han fornemmer, at andre måske handler ud fra moralske hensyn.

Nådesløs analyse
Hitchens har skrevet to andre ikonoklastiske bøger – The Missionary Position, som nedbryder myten om Mother Teresa, og No One Left to Lie To, hans nådeløse analyse af realiteterne i Clintons præsidentperiode. Men The Trial of Henry Kissinger er hans mesterstykke.
Den er en aktuel kommentar til det ideologisk-politiske standpunkt, der karakteriseres ved tendensen til at benytte moralistisk-legalistiske argumenter i den politiske kamp: I dag tjener den ’apolitiske’ henvisning til menneskerettighederne som begrundelse for politiske, undertiden også militære interventioner.
Hvordan skal vi forholde os til det?
Den første – naive – reaktion kan ikke være andet end spontan begejstring: Er det ikke opmuntrende at se NATO-styrker intervenere – ikke for specifikke økonomisk-strategiske interesser, men udelukkende fordi et land brutalt krænker en etnisk gruppes elementære menneskerettigheder?
Den ikke mindre spontane reaktion på den yderste venstrefløj er naturligvis hånlig mistillid: For det første er den neutrale henvisning til menneskerettighederne tydeligvis en fiktion – i den nuværende magtkonstellation bliver begrebet menneskerettigheder brugt til gavn for Den Nye Verdensorden, som domineres af USA.

Cuba eller Nordkorea
Det spørgsmål, man altid må stille sig ved den slags interventioner, er: Efter hvilke kriterier er udvælgelsen sket? Hvorfor albanere i Serbien og ikke også palæstinensere i Israel, kurdere i Tyrkiet osv.? Hvorfor boykottes Cuba, mens det langt hårdere nordkoreanske regime får hjælp til at udvikle ’sikre’ atomkraftværker? Her bevæger vi os naturligvis ind i den lyssky sfære, som præges af den internationale kapital og dens strategiske interesser.
På den måde bliver en politisk kamp forvandlet til en moralsk kamp, hvor Det Gode står over for Det Onde. Kort sagt risikerer man ved at moralisere politikken, at moralen umærkeligt bliver politiseret, og at en politisk modstander bliver forvandlet til selve personificeringen af moralsk ondskab.
Men er dette standardsvar fra venstrefløjen godt nok? Det er jo i virkeligheden ikke andet end et opkog af den gamle marxistiske fordømmelse af en falsk ideologisk universalitet: »Universelle menneskerettigheder privilegerer i realiteten folk i Den Første Verdens højtudviklede lande.«
Problemet med det er, at venstrefløjen forspilder en enestående chance for at bruge menneskerettighederne på slagmarken.
Tænk på, hvad der skete med menneskerettighederne i slutningen af 1700-tallet: Til at begynde med var de naturligvis ’i realiteten’ til gavn for hvide mandlige ejendomsbesiddere, mens andre stiltiende var udelukket. Men selve deres universelle form satte gang i en uigenkaldelig udvidelsesproces. Først sagde kvinderne: »Hvorfor ikke også os?«, og så sagde de sorte (i Haiti) det samme, og så kom arbejderne...
Og det kan godt betale sig at følge samme strategi i dag. Augusto Pinochets uventede tilbageholdelse i Storbritannien var det første skridt i den retning. Uanset hvad det ender med, var de øjeblikkelige ideologiske konsekvenser umådelige: Da Pinochet ankom til London, blev han i Chile opfattet som en almægtig og urørlig grå eminence. Efter anholdelsen var den psykologiske barriere brudt ned; han var bare en skrøbelig gammel forbryder, der opfandt ydmygende undskyldninger for at undgå at blive fængslet. Men den virkelige bedrift ville have været at slå til mod centret – at forfølge denne logik til enden og arrestere en person, der virkelig betyder noget.

Den ideelle kandidat
Og her er Henry Kissinger nok den ideelle kandidat: Anklagen mod ham for krigsforbrydelser er ikke af ny dato, og den er godt underbygget. (Tænk på det berømte BBC-program, hvor studieværten direkte spurgte ham: »Hvordan føles det at være krigsforbryder?«, hvorefter Kissinger naturligvis forlod studiet.)
Dertil kommer, at han ikke længere er politisk aktiv, så USA kan ikke hævde, at hans arrestation på nogen måde vil forhindre statsapparatet i at fungere.
Hvis et (helst vesteuropæisk) land ville anholde Kissinger på samme måde som Pinochet, når han rejser rundt for at promovere sin seneste bog, ville det være en sand politisk handling.
En sådan gestus ville sætte det internationale menneskeretsmaskineri på prøve, og tvinge dets håndhævere til at præcisere deres holdning og træffe et valg: Enten gennemtvinger det amerikanske imperium hans frigivelse og afslører på den måde, hvor stort et fupnummer menneskerettighederne er, eller også...

Snedig naivitet
Somme tider er det mest snedigt at opføre sig helt naivt – eller for at parafrasere Gandhis geniale kommentar til britisk civilisation: Universelle menneskerettigheder? Det var da en god idé – måske skulle vi prøve det!«
Det ville så være budskabet til de magthavere, der påberåbte sig menneskerettighederne, da de arresterede Noriega, da de bombede Irak, da de indførte en økonomisk blokade mod Cuba, og da de besluttede at retsforfølge jugoslaviske krigsforbrydere ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag: Arrester Kissinger eller hold mund!

*Christopher Hitchens: The Trial of Henry Kissinger, New York og London, Verso Books, 2001.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her