Kronik

Hænder på

Ægte kristen (kirke-)kunst behøver ikke »forestille« Jesus, som Ebbe Kløvedal Reich mener. I stedet kan kunsten vise os lyset, bønnen og det hellige som sanseligt udtryk
18. juli 2001

Tro & Filosofi
Er billeder af Jesus en nødvendighed for at kristendommen kan bevares og styrkes i Danmark? Ebbe Kløvedal Reich har udgivet en bog om Jesus-billeder, som har provokeret til overvejelser om adskillelsen mellem moderne abstrakt kunst og kristendom.
Jeg deler absolut ikke Kløvedal Reichs bekymring over de manglende Jesus-billeder i den moderne kunst, og ser det ikke som et udtryk for en generel afkristning af danskerne. Men der er sket en ændring i den kristne kunst – en ændring der måske kan ses som et følge af et skift i, hvilke dele af kristendommen der fokuseres på. I debatten om hvilken kunst der er kristen, og hvilken kunst der kan fungere som kirkekunst, kan man med fordel skelne imellem religiøs og ikke-religiøs kunst, i stedet for at fastholde kravet om figuration i kristen kunst. Der findes nemlig fantastiske eksempler på moderne kristen kunst der hverken er kristologisk eller figurativ.
Det er derfor vigtigt at se på kriterier for moderne, kristen kunst. Et af de allervigtigste er at kunsten skal forholde sig til den virkelighed vi lever i her og nu. Det religiøse budskab skal formidles på en ny måde for hver tidsepoke, og altid i samtidens sprog. Da store dele af kunsten i dette århundrede har søgt at udtrykke sig ved hjælp af andet end konventionelle symboler, gælder dette også for den kunst og de kunstnere der beskæftiger sig med den religiøse, kristne arv.
Derfor ændres den kunst der beskæftiger sig med kristendommen. En autentisk forholden sig til menneskets hverdag og liv, er en hel nødvendig kvalitet for al kunst. Nærhed og sanselighed og personlige oplevelser er vigtige udgangspunkter, både i produktionen og i oplevelsen af kunst.
Som repræsentant for den figurative kristne kunst, fremhæves Arne Haugen Sørensen ofte. Bl.a. af Ebbe Kløvedal Reich, men også Leo Tandrup og Peder Svejgaard Pedersen har været fremme som markante fortalere for Haugen Sørensens kunst.
Og jo, jeg synes også at Haugen Sørensens kirkeudsmykninger fungerer godt. De virker ægte på mig, og man er jo ikke i tvivl om hvad de handler om. Der er masser af muligheder for det moderne menneske til at spejle sig deri. Men det kan måske også blive lidt kedeligt i længden? I hvert fald er det diskutabelt, når Haugen Sørensen fremhæves som et forbillede for kristen kunst.
Der laves faktisk en del rigtig god, kristen kunst der ikke er hverken figurativ eller kristologisk. Hvad med Havsteen Mikkelsens koloristiske og lyssymbolske tolkning af julenat i Todbjerg kirke? Altertavlen er kristologisk, men det er i den koloristiske tolkning at styrken er. Der er en stærk symbolik i lyset over for mørket. Farver og lys bruges til at vise det hellige, det anderledes, og samtidig knytter det meget konkret til menneskelige, sanselige oplevelser af lys og mørke. En altertavle der viser dualiteten i menneskelivet – fysisk såvel som følelsesmæssigt – samtidig med at den knytter det hele sammen med Jesus.
Eller hvad med Per Kirkebys totaludsmykning af Frejlev kirke? En fantastisk udsmykning der ikke har fokus på det kristologiske aspekt i kristendommen, men i et abstrakt formsprog forener den ornamentale gentagelse med genkendelige, figurative elementer som stenen, træet og blodet og korsets fod.
De figurative elementer sættes ind i den ornamentale udsmykning, og bliver således blot en del af et mere dekorativt mønster. En ornamental dekoration, der vel at mærke indeholder massevis af ’spor’, der uden problemer kan tolkes kristent. Uden at de figurative elementer er en bastant fremhævning af et enkelt dogme i kristendommen.

Ornamentet er en slags uendelighedsfigur der indeholder de kristne symboler og samtidig i sig selv er et symbol på det der er så meget større end menneskelivet, nemlig det der fortsætter i det uendelige. Samtidig medvirker den ornamentale del af udsmykningen til, at hele kirkerummet peger på den mere kontemplative del af kristendommen.
Det ornamentale, der går igen over det meste af kirken, lader øjet vandre rundt under prædikenen. Udsmykningen i Frejlev kirke søger således ikke at fastholde sig selv som det vigtigste i gudstjenesten. Herved bliver der plads til den kontemplative del af en religiøsitet, bønnen om man vil, fremfor et mere dogmatisk fokus. Rummet simpelthen emmer af liv og nærvær. Det mere abstrakte kunstudtryk kan herved – i sin understregning af det kontemplative – fastholde kristendommen i en hverdagsnær tolkning. Det er således ikke her nødvendigt med Jesus- billeder for at kunne fastholde den kristne betydning.

Kirsten Dufour er dansk installationskunstner, med et bud på en moderne religiøs kunst, der også i høj grad peger derhen hvor den religiøse anskuelse møder det dagligt levede liv. Kirsten Dufour har lavet flere installationer hun kalder Quo vadis. Bl.a. i Sct. Mariæ kirke i 1995, og senest på KunstCentret Silkeborg Bad i efteråret 2000.
I Sct. Mariæ kirke udstillede Kirken Dufour 3.000 par røde sko fra væg til væg. Ud over henvisningen til den gamle apokryfe legende, kan titlen på udstillingen også ses som et spørgsmål til den enkelte betragter der møder kunstværket. Hvor går du hen? Skoene er en fastholdelse af menneskers gang på jorden, menneskers eksistens i nutiden. Vi vader alle rundt, og de slidte sko bærer samtidig en historie med sig. De har sat mange aftryk. Hvilke monstro? Hvor har du gået og hvor vil du gå herefter? Hvilke nye veje skal mon banes?
På KunstCentret Silkeborg Bad havde Dufours installation samme navn. Men her bestod den af et lille mørklagt rum med fem borde. Hvert bord havde en farvet pære over sig, to skamler til at sidde på, og to voksklumper som var det rum der er imellem hænder der beder. (To ens klumper ved hvert bord, idet der så var et sæt ’mandehænder’ og et sæt ’kvindehænder’). En konkretisering af noget ’ingenting’ – nemlig den luft vi former med vores hænder i en bestemt situation. Og samtidig en konkretisering af det handlende aspekt i menneskets tro.
Hvad er hænder egentlig? I den kristne kunst er den hånd der kommer ud af skyen et tegn på Guds nærvær og styrke, på velsignelse eller guddommelig nåde. Men her handlede det jo om menneskets hænder. Hænder viser vores handlinger i verden, hvad vi gør, det vi giver, og det vi modtager. Vi peger og vinker, siger stop og kom og goddag, truer, bønfalder og udtrykker glæde, sorg, fortvivlelse med hænderne. Hænder er en af de mest udtryksfulde dele af menneskekroppen. Under gudstjenesten bruger præsten hænderne til at velsigne menigheden med. Hænderne er vores redskab. De handler, skaber, virker, gør. Nærliggende er det at spørge om vi er Guds redskab, og i så fald hvordan lader vi det redskab arbejde?

De fem borde i Kirsten Dufors installation viste fem forskellige positioner for hænder i bøn, og gæsterne i udstillingen blev inviteret til at prøve de fem forskellige positioner. Det er selvsagt umuligt at beskrive fyldestgørende hvordan sådanne installationer opleves, men det ses at der findes god og tankevækkende, moderne kunst der er holdbart i lang tid. Om ikke rent fysisk, som en installation jo aldrig er, så i minderne og den eftertanke oplevelsen af værkerne har efterladt.
Det er i øvrigt tankevækkende at en del gæster ikke ønskede at sidde og prøve håndstillingerne, men hellere ville betragte ’kunsten’ på afstand. Et forsøg på tankemæssigt at forstå det der netop blev sanseliggjort i installationen. Herved mistes jo en stor del af oplevelsen, for installationer er jo kunst der først folder sig ud og giver mening, når vi som beskuer træder ind i den og bliver en del af den.

Men det bliver måske for farligt når den religiøse dimension således bliver gjort sanselig? Så kan man jo fristes til at tro, at ønsket om den figurative kristologiske kunst kan være udtryk for at vi helst skal kunne beskue kunsten på afstand, så vi ikke bliver alt for berørte? Vi vil måske hellere forstå kunsten – og religionen – med hovedet end opleve den med kroppen?
Meget forsigtigt kan spørgsmålet om, hvorfor der ikke er så mange moderne kunstnere der laver Jesus-billeder, måske besvares med at der i højere grad er en fokusering på den grundlæggende religiøse følelse, og dennes møde med dagligdagen. Herunder f.eks. de mere kontemplative aspekter, som bønnen jo også er. Dette har ikke nødvendigvis noget som helst med en afkristning af det danske folk at gøre, for nu at vende tilbage til Kløvedal Reichs overvejelser. Men måske kan denne udvikling have noget at gøre med bevægelsen mod et multikulturelt samfund, for det kan være nødvendigt at vælge hvad man vil fokusere på: At fastholde de kristnes forskellighed over for andre religioner, eller på de fællestræk der også er mellem religioner? Nemlig kampen for at basere sit liv, ikke på et materialistisk håb om at kunne få kontrol over verden, men på det nærvær der fremmer liv og glæde.
Så lad os få noget mere af den sanselige, udogmatiske kunst. Både inde i kirken og udenfor! Mere af den kunst der fastholder det der bringer liv og nærvær i vore gudsforhold.
Fastholdelse af dogmatiske positioner er nyttige i mange sammenhænge, men ikke når det kammer over i en intellektualisering af troen. Tro handler om hverdag, om bøn, om hvor jeg vælger at sætte mine fødder resten af dagen i dag – og i morgen med. Og hvad jeg vælger at bruge mine hænder til.
I den danske folkekirke er gudstjenesten blevet renset for al sanselighed, al æstetik, så der kun er ordet tilbage. Gudstjenesten er blevet intellektualiseret i en grad, så der ikke er plads til åndelighed. Og når kunsten påpeger de mere hverdagsnære aspekter af en religiøsitet – som Kirsten Dufours installationer – er det nok netop fordi der ikke er plads til den i kirken.
Og fra kirkelig side vil der straks blive indledt en intellektuel analyse af kunstens overensstemmelse med det centrale i kristne dogmer. Hvad med at lade der være plads til det der er centralt i et religiøst liv? Lad hele liturgien være garant for, at det er kristendom der er tale om, men luk portene op for den sanselige religiøsitet!
Det kan være meget godt at huske, at ligesom kristendommen udlægges forskelligt, og vi derfor har forskellige kristne kirkesamfund i Danmark, så er det også forskellige kunstudtryk der taler til hver af os!

Ofte overses det, at den egentlige, vigtige diskussion går på en skelnen mellem ikke-religiøs og religiøs kunst, i stedet for den evindelige diskussion om figurativ kontra abstrakt kunst. Kunst udtrykker sig radikalt anderledes end ord, og heldigvis for det! Ligesom den religiøse følelse er radikalt anderledes end dogmatiske læresætninger om Gud. Der er således ingen grund til bekymring over de manglende billeder af Jesus i den moderne kunst. Snarere er der grund til at glæde sig over at der findes kunstnere i dag, der tør forholde sig til den kristne religiøsitet i hverdagen, uden den afstand som en intellektualisering af troen altid er udtryk for. Mere af det! Mere af den gode kunst, der tør påpege vores religion som nærværende og sanselig i stedet for intellektuel.

*Helle Holst er cand. mag. i religionsvidenskab og kunsthistorie med speciale om moderne dansk kirkekunst, og arbejder som kunstformidler på bl.a. KunstCentret Silkeborg Bad.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu