Kronik

Højre, venstre, værst?

Er der nogen grund til at tale om ’venstre’ og ’højre’ i dag? Ja, hvis man vil opretholde en politisk samtale. For eksempel er retsstat og velfærdsstat i vidt omfang hinandens modsætninger
14. juli 2001

Lørdagskronikken
Højreradikalisme’ er et begreb, som signalerer ondskab, fascisme og andre negative ting. Det stigmatiserer mere, end det forklarer. Jeg mener, at betegnelser for ideologier – socialisme, anarkisme, liberalisme, fascisme, konservatisme osv. – er betydeligt mere oplysende, fordi de er analytiske søgeredskaber, som dels er åbne for kompleksitet, dels fortæller mere om sindelaget og verdenssynet hos deres tilhængere.
At ’højre’ i manges ører står for ’forkert’, er egentlig ret underligt. At være til højre betød tidligere at have ’ret’. Enhver kan begrunde de mærkelige dobbeltbetydninger i tysk ’recht’, fransk ’droit(e)’ og engelsk ’right’. Og omvendt, hvilken biklang har det italienske ord for ’venstre’ – ’sinistra’ – ikke?
Det beror naturligvis på, at højre har været hegemonisk. Men der ligger måske også noget dybere bag. At være venstrehåndet er på en eller anden måde forkert, venstrekørsel er et undtagelsestilfælde, og at være gift til venstre hånd er ikke så fint.
Men nu opfattes venstre ofte som ’rigtigt’. Jeg tror, det kan skyldes to ting: Dels at nazismen er blevet koblet sammen med højre, dels at vi i hvert fald i 1970’erne og 1980’erne havde et venstrehegemoni i medier og politik.
Min anledning til at tage spørgsmålet op er en doktorafhandling, som jeg for nylig var førsteopponent på: Henrik Lundbaks Staten stærk og folket frit. Dansk Samling mellem fascisme og modstandskamp 1936-47. Her bruger Lundbak udtrykket ’højreradikalisme’ om Dansk Samlings politiske standpunkt.
Det forholdt jeg mig kritisk til ved forsvaret: Jeg mener, at Dansk Samling optog elementer fra såvel ’venstre’ som ’højre’. Partiet var på én gang nationalt, kristeligt, socialt og folkeligt.
Ganske vist kunne man her – som i så mange andre partier på den tid – finde en beundring for elementer af den tyske nationalsocialisme og den italienske fascisme. Men begrebet ’højreradikalisme’ anvendes ukritisk til at male fanden på væggen. Dets negative konnotationer er tydelige, eftersom det vel er utænkeligt, at nogen kunne finde på at bruge det til at beskrive sin egen holdning.

I Hans Bondes kronik i Information den 12. maj går samme problem igen; begrebet stigmatiserer og fører os på vildspor. Desuden mener jeg ikke, man kan sammenligne Arne Sørensens inspiration af nazismen og fascismen samt en del homologe ideer med Kaj Munks og Niels Bukhs stærkt nazistiske eller proto-nazistiske tænke- og handlemåde, som til tider var ren kollaborationspolitik.
Arne Sørensen og Dansk Samling lånte en del ideer fra fascismen, præcis ligesom der eksisterede en idémæssig vekselvirkning mellem italiensk fascisme og europæisk socialdemokrati. Modernisering, kollektivisme, klassesamarbejde og politisk hegemoni var vigtige mål. Der var mange ligheder – det betyder naturligvis ikke, at der ikke også fandtes vigtige skillelinjer, f.eks. den afgørende forskel i synet på det parlamentariske demokrati.
Det problem, jeg her vil diskutere, er, om disse ideologier og regimer – de nazistiske og fascistiske – udsprang af ’højre’? Først må vi imidlertid se på begrebernes historie.
Venstre og højre opstår efter den franske revolution ud fra den fysiske placering af folkets valgte repræsentanter. Til venstre sidder de, der i England senere kaldes the Party of Progress, til højre the Party of Order. De, der ønsker fremskridt baseret på fornuftens kraft står over for dem, der vil bevare status quo, traditioner og gamle privilegier – liberalisme over for autoritær gammelkonservatisme.
I løbet af 1800-tallet sker der dog vigtige forandringer. Højre begynder gradvis at acceptere forandringer, om end med måde. Det sker nødtvungent, især efter 1848, da den moderne socialisme bliver skabt. Arbejderklassen organiserer sig, den tror på fremskridtet. Liberalisme og socialisme – det nye venstre – fremmer politiske rettigheder, f.eks. stemmeret.
Noget forenklet kan man sige, at uenigheden mellem venstre og højre i 1800-tallet går på, hvor meget fremskridt man skal stræbe efter, hvor omfattende stemmeretten skal være, og om det er den fornuftbetonede tænkning eller de etablerede rutiner, der skal være vejledende i forandringsarbejdet.
1800-tallets store spørgsmål er det sociale, bedre levevilkår til arbejderklassen. Striden mellem venstre og højre handlede ikke om at sige ja eller nej til det – også højre indså nødvendigheden – men om, hvor hurtigt det skulle gå, og hvor vidtgående reformerne skulle være.
Et andet stridsemne var monarkiet, en klassisk højresag, som i dag har mistet sin betydning, fordi monarken har mistet sin magt – bortset fra i Nordkorea, hvor den levende monark har mindre magt end sin afdøde far. Et andet var kirken, hvis indflydelse højre ville bevare.
Mange hævder, at nationalisme er en anden skillelinje mellem venstre og højre. Så enkelt er det næppe. Efter Oplysningen bliver nationalismen en strategi for venstrefløjen til at opnå demokrati, afskaffelse af dynastiske flernationale monarkier – ’demos-nationalisme’ kunne man kalde det.

Imidlertid lancerer Marx og Engels med deres socialisme en radikal internationalisme. Det kommunistiske manifest fra 1848 kan paradoksalt nok ses som en hyldest til moderniteten, borgerklassen, teknikken og kapitalens grænseløshed.
Som svar på den internationalistiske socialisme begynder en konservativ ’etnos-nationalisme’ at vokse frem i slutningen af 1800-tallet. Et nyt reaktionært højre stiller ’nation’ og ’race’ over for socialismens ’klasse’ som grundlag for fællesskab’.
Vi ser pangermanismen, panslavismen, nationalistisk folkloristik og i Tyskland en mystisk antisemitisk ’völkischkeit’. Dette Volk er ikke et demos, et flertal af en stats borgere, men racemæssigt beslægtede medlemmer af samme blod, vokset frem af den samme muld.
I 1914 hopper desuden store dele af venstrefløjen med på den nationalistiske bølge. Det er i denne kontekst, at nazismen og fascismen vokser frem. I Italien og Frankrig begynder de revolutionære marxistiske syndikalister under ledelse af Georges Sorel at alliere sig med det nationalistiske højre. Man ser krigen og volden som et middel til at mobilisere arbejderne til at knuse det borgerlige samfund.
Det er her, Mussolinis italienske fascisme har sine direkte rødder. At den italienske fascisme senere forbinder sig med kirken, monarkiet og konservative kræfter betyder naturligvis ikke, at dens rødder i venstrefløjen forsvinder. Fascismen er ligesom nazismen en så unik ideologi, at den ikke entydigt lader sig placere på en venstre-højre skala.
I Tyskland har nationalsocialismen visse rødder i venstrefløjen; det vidner dens anti-borgerlige retorik og dens store respekt for det sociale spørgsmål om. Præcis som i Italien allierer Hitler sig senere med konservative kræfter, der til at begynde med opfatter ham som alt for radikal og socialistisk, og skaffer sig af med nazipartiets socialistiske kræfter i forbindelse med De Lange Knives Nat i 1934.
Hitler opbygger i Det Tredje Rige en velfærdsstat med en omfattende socialpolitik: Ferie, børnehaver, bedre boliger m.m. Men kun for arierne, de folkefremmede fordrives eller udryddes!
Efter Anden Verdenskrig hersker der stor konsensus om nødvendigheden af planøkonomi. Det bliver først et stridsspørgsmål som et resultat af Den Kolde Krig.
Er der da nogen historiske skillelinjer mellem venstre og højre? Ja, klasseinteresser er et vigtigt punkt. For arbejderklassen har højere levestandard, mere indflydelse, dvs. indskrænkning af markedets frie spil, været centrale spørgsmål; for middelklassen lovgivning, finanspolitik, uddannelse; for overklassen en stærk stat (hvis den kontrolleres af højre, ellers skal den være svag), bevarelse af privilegier og lave skatter, man er kort sagt imod det, arbejderklassen kæmper for.
Der bliver stadig stemt efter ’klasse’, men i formindsket omfang; derfor er venstre og højre ikke længere lige så entydige begreber som før.
Nationalismen omtales ofte som et højrefænomen. Det er for en stor del misvisende, hvilket jeg har været inde på. I den forbindelse kan man også nævne stalinismen med dens forestillinger om socialisme i ét land, ’Den Store Fædrelandskrig’ og kampen mod ’zionismen’, som i praksis var antisemitisme. I Den Tredje Verden var nationalismen i dens etnos-variant af central betydning i de nationale befrielseskrige. Læs bare følgende citat af Ho Chi Minh:
»Landsmænd i Syd og den sydlige del af det centrale Vietnam! Nord, Centrum og Syd er uadskillelige fra Vietnam! Vi har samme forfædre, vi tilhører samme familie, vi er alle brødre og søstre. Ingen skal skille børn af samme familie; på samme måde kan ingen dele Vietnam.«

Er der da nogen grund til at tale om ’venstre’ og ’højre’ i dag? Det synes jeg, der er; det er vigtigt, hvis man vil opretholde en politisk samtale. Den italienske filosof Norberto Bobbio, der betragter sig selv som en liberal socialist, mener, at venstre kæmper for ’lighed’ og højre for ’frihed’. Med lighed menes indkomstudjævning, f.eks. gennem progressive skatter og omfordeling; med frihed menes retten til at vælge og til at beholde en rimelig del af sine indtægter.
Dermed står det klart, at de to ting udelukker hinanden, man kan ikke både spise kagen og beholde den. Den politiske stillingtagen beror da ikke kun på egeninteresse, men også på, hvad man tager stilling for i en rationel diskussion. Heraf følger, at retsstaten og velfærdsstaten i vidt omfang står i modsætning til hinanden.
Et enkelt eksempel på dette venstre og højre kunne være de såkaldte 68’ere, som man plejer at klumpe sammen som ’venstre’. Men forskellen mellem dem, der ville have fri sex og let adgang til stoffer, og dem, der ønskede proletariatets diktatur, var dog himmelvid.
Venstre og højre i Bobbios betydning indgår i en socio-økonomisk dimension – et spørgsmål med to alternative svar, som klart udelukker hinanden. Der er også en tilsvarende filosofisk dimension: Forskellen mellem universalisme på den ene side og partikularisme og relativisme på den anden:
*Universalisterne hævder, at menneskerettighederne står over alle andre rettigheder, over statsgrænser og kulturer.
*Partikularisterne, hvortil vi kan regne postmodernister og andre relativister, hævder dels, at stater er suveræne, dels at hver kultur sætter sine egne normer, og at universalistiske normer er en ulv (USA eller Europa) i fåreklæder.

Man kan i dag være både til venstre og til højre, f.eks. en socialistisk nationalist (mange skandinaviske socialdemokrater) eller en liberal universalist (nyliberale er ’højre’ i Bobbios betydning, men ’venstre’ i en filosofisk betydning). Et godt eksempel er Tony Blairs ’New Labour’, som kombinerer klassiske venstrespørgsmål – omfordeling – med klassiske højre-ditto – strengere kriminalpolitik og støtte til den traditionelle kernefamilie.
For nylig ’afslørede’ dagbladet Politiken (senere udfoldet i Information, red.), at SF-medlemmet Henning Eichberg var en tysk ’højreekstremist’. For os, der har truffet Eichberg og læst, hvad han har skrevet, var det næppe en sensation. Den ’nationalrevolutionære’ Eichberg står til venstre i socio-økonomiske spørgsmål, men til højre, når det gælder den filosofiske dimension.
I en kommende kronik vil jeg drøfte den politiske samtid ud fra disse distinktioner.

*Göran Dahl er professor i sociologi ved Lunds Universitet og var fornylig førsteopponent på Henrik Lundbaks doktorafhandling, Staten stærk og folket frit. Dansk Samling mellem fascisme og modstandskamp 1936-47

*Næste lørdag bringer Information endnu en kronik af Göran Dahl om højre-/venstre-ideologierne i nutiden

*Oversat af Birgit Ibsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu