Analyse
I Information den 21.-22. juli omtales en ny bog der præsenteres som en mulig politisk bibel eller som vor tids kommunistiske manifest. Det drejer sig om Michael Hardts og Antonio Negris bog Empire, udgivet på Harvard University Press, 2000. Journalist Bjarke Møller har interviewet den ene af forfatterne, Michael Hardt. Hardt giver udtryk for bekymring over, at et liberalistisk foretagende som magasinet Time, »der under den kolde krig inkarnerede den dominerende ideologi i USA, nu også roser vores bog«.
Det er nu ikke så svært at forstå, at bogen bliver positivt modtaget, både hos postmarxisterne på universiteterne, og hos liberalistiske medier.
Empire gør nemlig imperialismen den aller-største tjeneste, man kan gøre imperialismen, nemlig med et snuptag et gøre imperialismen ikke-eksisterende, og ovenikøbet ud fra et såkaldt kommunistisk udgangspunkt.
Væk er, ifølge Empire, de dominerende imperialistiske magter: USA- og EU-imperialismen (den euro-amerikanske imperialisme). I stedet er, ifølge forfatterne, trådt et imperium med flydende og fleksible grænser. Der er intet centrum for magten.
Forfatterne lægger sig dermed på linje med den analyse, som er den dominerende blandt antiglobalisterne: En verden domineret af transnationale selskaber og deres instrumenter, IMF og Verdensbanken, G-8 etc.. uden tilhørsforhold til nationalstaten.
Globalisering har hos denne politiske tendens erstattet imperialisme-begrebet. Det magt-, klasse- og undertrykkelsesindhold som imperialisme-begrebet inkarnerer, er vupti udraderet til fordel for eufemismen globalisering.
Ét langt oprør
Denne tendens og analyse har fremkaldt mange kritiske modsvar fra den internationale marxistiske venstrefløj, bl.a. fra den kendte nordamerikanske sociolog James Petras, hvis nye bog på dansk: Barbari eller befrielse i det nye årtusinde (forlag Solidaritet, 2001), er ét langt oprør mod globaliseringsanalysen.
Det grundlæggende hos Petras er, at imperialisme stadig er imperialisme, dvs. den ene nationalstats herskende klasses dominans, kontrol, ejerskab og udbytning af en anden nation og dens folk og resurser.
Dette forhold er der ikke ændret ved. Men naturligvis har verden ifølge Petras forandret sig, bla. har imperialismen i dag ekspanderet til næsten hvert et hjørne af verden (eks-Sovjetunionen, Kina), og er trængt ind i og har koloniseret vores tanker og følelser, bl.a. via de multinationales monopolisering af medierne.
Myten om en globaliseret verden med gensidigt afhængige økonomier og transnationationale selskaber uden nationalt centrum tilbageviser Petras, bl.a. med henvisning til en række forskningsresultater:
Ejerforhold
En undersøgelse af de 500 førende selskaber i verden viser (Financial Times særtillæg, den 27. jan. 99), at 244 af disse, eller 48 procent, ejes af USA, og 173 eller 35 procent, er europæisk ejede. Blandt verdens 15 største finansierings- og investeringssammenslutninger er hele 10 USA-ejede.
Samtidig påviser Petras, at hvad angår forskning, investeringer og udvikling, bliver de fleste beslutninger taget i de multinationale selskabers nationale hovedkvarterer. Og han konkluderer: »Mens de multinationale selskaber producerer i mange forskellige regioner og lande, ligger den centraliserede kontrol og profit inden for nationalstaterne«.
Hvis man ser på den økonomiske krise 1997-1999, er det slående at Asien, Latinamerika og Afrika led alvorlige tilbageslag, med faldende levestandard og stigende arbejdsløshed, hvorimod USAs og EUs multinationale selskaber ekspanderede. Det, der var en økonomisk krise i den såkaldte tredje verden, var et økonomisk boom i USA og EU.
Desværre. Imperialismen lever stadig.
Kun en målrettet antiimperialistisk kamp kan ændre verden i retfærdig socialistisk retning.
