Dentalt
»Der er et begyndende hul i en af dine kindtænder...,« sagde tandlægen og jeg holdt vejret, »men det er ikke noget jeg vil lave nu,« fortsatte han og jeg pustede ud.
Ikke fordi jeg er en tøsedreng men fordi tandlægearbejde kun i begrænset omfang er omfattet af den offentlige sygesikring.
»Imidlertid er der gået en lille flis af din ene fortand,« fortsatte den ubarmhjertige mand så, »og det synes jeg lige vi skal lave.« Det undrede mig lidt, normalt kan man mærke det med tungen, hvis en tand er blevet flosset men jeg havde ikke bemærket noget.
»Du kommer ikke til at kunne mærke noget,« sagde tandlægen og således beroliget lukkede jeg øjnene.
Han havde da også ret, lige her og nu gjorde det ikke ondt. Smerten kom først dagen efter, da jeg modtog regningen med posten. Min andel af den lille bitte flis androg 550 kroner. En ansat på mindsteløn skal arbejde i to hele dage før han kan holde til den behandling uden at ende i fogedretten eller Ribers kartotek.
Hvordan kan det egentlig være, at tandlæger ikke skal skilte med priser eller oplyse patienten om omkostningerne ved at få lavet en given behandling?
Man ligger der på ryggen med munden på vid gab og tredjegradsforhørs-lampen lige i synet og får stanget en behandling ud, som man ikke kan afslå. Eller det kan man måske godt men i kraft af den hvidkitlede autoritet og patientrollen når man ligger der på briksen kræver det sin mand m/k at sige nej.
Både patient og kunde
Det er en ulyksalig blanding af at være patient og kunde, der er en del af årsagen til miséren ligesom det er en væsentlig del af problemet med bankernes beregning af renter overfor den enkelte.
For nok er man kunde i pengeinstituttet men de fleste af os er også notoriske patienter, fordi leveomkostningerne af en eller anden grund altid er på forkant af indtægten.
Vi har brug for bankens velvilje og vi har behov for tandlægens behandling men sidstnævnte bestemmer suverænt, hvad der er behandlingskrævende og hvornår. Og jeg har endnu aldrig mødt en tandlæge, der forud for en behandling informerede mig om prisen ved at gennemføre den. Og man bliver præsenteret for det, der burde være tandlægens forslag til behandling, som om det var en forkyndelse af en inappellabel dom, og ydermere ligger man i en total underkastet stilling, når man får det tilbud man kun meget vanskeligt kan afslå.
Hvor lille en skade kan tandlægen egentlig tillade sig at vurdere som behandlingskrævende og hvorfor har han ikke pligt til at informere kundepatienten om omkostningen?
Klamphugger
En af mine bekendte skiftede engang tandlæge med nogle års mellemrum, ikke på grund af utilfredshed men simpelthen fordi han skulle flytte. Den nye tandlæge konstaterede, at der ingen huller var men at den forrige tandlæge havde været en klamphugger, hvisårsag en række af de gamle fyldninger skulle laves om.
Da min bekendt igen flyttede og fik ny tandlæge fik han samme besked: Nul huller men en masse dårligt arbejde udført af din tidligere tandlæge...
, eller kunne man få en lille bitte mistanke om, at det er spild af tid at bede patienten åbne munden, hvis det ikke skaber beskæftigelse for tandlægens bor?
