Læsetid: 4 min.

Konflikt-løsning

Er det ikke en bedre idé, at politiet i Odense lærer ikke-voldelig konfliktløsning, end at sætte den, der anklager politiet, i fængsel?
Debat
13. juli 2001

Konflikt
Den aktuelle sag mod psykiateren Kjeld Fruensgaard startede med, at Fruensgaard i et læserbrev til Fyns Stiftstidende berettede om fem yngre patienter, der havde fortalt ham, at de efter færdselsforseelser var blevet taget med på politistationen og var blevet gennembanket af politibetjente med våde, opvredne håndklæder.
Politiet har – i stedet for at undersøge sagen – rejst injuriesag mod Fruensgaard. Det kan tolkes som, at man vil dysse sagen ned og forebygge, at andre fremfører lignende anklager. Det kan resultere i en ond cirkel med yderligere konflikter, magtmisbrug og dårlig behandling af folk. Domstolene har valgt at fængsle Fruensgaard, for at få ham til at oplyse identiteten på dem, der har oplyst om politivolden – hvad han hidtil har nægtet. Han er nu midlertidigt på fri fod. Fængslingen kan kun betegnes som tortur for at presse ham til at oplyse navnene på patienterne, hvad han hidtil har nægtet, da ingen af patienterne har ønsket/turdet selv at klage, og da chancen for at en klage tages alvorligt, nok er så som så, på grund af bevisets stilling.
Politiet kunne have reageret på en anden måde, f.eks. ved positivt at anvende klagen til en undersøgelse på politistationen. F.eks. gennem en anonym spørgeskemaundersøgelse af de, der har været anholdt i en periode, om hvordan, de er blevet behandlet på politistationen. Ligeledes gennem en anonym spørgeskemaundersøgelse til de ansatte. Derefter kunne man have taget fat på at forbedre forholdene.

Får sjældent medhold
For når det gælder individuelle klagesager over politiet – eller for den sags skyld over læger – får klageren sjældent medhold. Ofte simpelthen fordi en sag ikke kan bevises, men ender påstand mod påstand. Ofte vil de eneste vidner i en sag være ansat på samme institution, som den kollega, der klages over, og disse vil sjældent være med til at vidne imod en kollega.
For nylig er to politimænd blevet suspenderet. Den ene var i første omgang gået fri af anklager efter en undersøgelse af forholdene på Station 1 i København. Han blev i anden omgang suspenderet, efter vidnesbyrd fra en betjent, som han havde truet, fordi denne betjent havde indberettet en kollega for vold mod en anholdt! Det viser lidt om, at det kan være svært både indefra og udefra at påtale vold og magtmisbrug, som ikke burde have fundet sted.
I institutioner, hvor der kan være uro, og hvor de ansatte af og til må anvende magt, og hvor institutionerne har en vis lukkethed, vil der altid være fare for, at nogle af de ansatte misbruger deres magt.
Det gælder døgninstitutioner, kost- og efterskoler, andre skoler, politiet, militæret, sygehuse, herunder lukkede psykiatriske afdelinger, socialcentre, plejehjem og plejefamilier.
Men uro over for klienter, arresterede, anbragte og andre medborgere kan i princippet forebygges og dæmpes på to måder:
Den ene er at tæve, true, spærre inde – eller anvende anden form for magt, indtil der bliver ro. Tæv og trusler er herhjemme i de fleste situationer og institutioner ulovlige magtmidler, og vil derfor normalt kun kunne anvendes, hvis andre ansatte dækker over det. Metoderne vil endvidere oftest efterlade nedværdigelse, bitterhed og fjendtlighed hos ofrene, og kan ofte resultere i, at nye konflikter blusser op senere. Konflikter som dem mellem politi og autonome i København, og politi og unge fra etniske minoriteter i Vollsmose.
Den anden er ikke-voldelig konfliktløsning, som er en psykologisk metode. Den går ud på at tage folk alvorligt, høre på, hvad de siger, også selv om man ikke nødvendigvis er enig med dem, eller man ikke kan føje dem. Det folk siger, tages – måske ikke altid bogstaveligt, men som et udtryk for deres tanker, vilje og ønsker. Et andet vigtigt punkt i metoden er, at man selv er ansvarlig for sine følelser.

Brug vreden positivt
En politimand – eller anden person med magt, kan således ikke bruge vreden over at være blevet kaldt noget nedsættende som et argument for at slå. Hvis en anholdt er vred og taler nedsættende om politiet, kan betjenten prøve at høre på, hvad det egentlig er, han vil, og derefter finde et udgangspunkt for samtale – i stedet for at slå eller true ham med nye sigtelser for æreskrænkelse og risikere at situationen kører op. Hvis den anholdte føler, han er blevet hørt, kan det være nok til, at han falder til ro, hvorefter afhøring og indhentning af yderligere oplysninger kan foregå i en mindre spændt og risikofyldt atmosfære.
Der finder træning af politiet sted i ikke-voldelig konfliktløsning forskellige steder i verden. Det samme var måske en idé i Odense, hvor man desuden kunne erstatte den førte politik over for etniske minoriteter i Vollsmose med en mindre konfronterende politik.
For at nedsætte spændinger mellem politi og folk fra etniske minoriteter har Københavns Politi dels kontaktmøder med repræsentanter for etniske minoriteter, dels har de sendt en del betjente på træningskurser, hvor de bl.a. hører om problemerne med diskrimination og racisme fra de etniske minoriteters side, og hvor de lærer lovgivning og regler om diskrimination nøjere at kende, inklusive de regler, der er udstukket af Politidirektøren.
Hvis politiet i Odense ikke i fremtiden ønsker at blive omtalt i kommende Amnesty-rapporter, på samme måde som især Københavns Politi i sin tid gjorde det, kunne disse to metoder måske være vejen frem, sammen med en understregning over for de ansatte af, at voldelige metoder såsom gennembankning med håndklæder er yt, og ikke vil blive tolereret i fremtiden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her