Læsetid: 1 min.

LÆSERDEBAT

20. juli 2001


Udlændinge og udlændinge
16. JULI – Det såkaldt danske cykelhold CSC/Tiscali, (amerikansk og Italiensk !), der består af indtil flere danske sekundaryttere og et par udenlandske stjerner, har, via den franske cykelhelt Laurent Jalabert, opnået en vis succes i Le Tour. Tillykke med det, men det der falder mest i øjnene er nu hvor hurtigt det faktisk er lykkedes at gøre Jalabert til dansker. Efter mindre end et år på dette amerikansk/italienske hold, og uden at have været i Danmark andet end en enkelt gang til et ligegyldigt gadeløb, virker det som om han allerede har fået permanent opholdstilladelse.
Mader & Leth, dette uskønne og dog poetiske makkerpar, forsømmer ikke en lejlighed til med svulstige ord, at beskrive hvordan Jalabert har tilført CSC/Tiscali »storhed«.
Hvis ’Jaja’ en dag skulle stille cyklen, vil han kunne komme til Danmark, helt udenom Karens øde øer. Her vil han så passende kunne bo i kollektiv med Wilson Kipketer, og andre personligheder der alle har det tilfælles, at de er udlændinge, og at de på grund af deres meriter med et beskedent Dannebrog på ryggen, har mulighed for at springe udenom, hvor alle andre har måttet stille sig i kø.
Værre forholder det sig med den ’buddreng’ vi har ansat i vores firma. Lad os kalde ham Mohammed. Han cykler ikke særlig stærkt. Jeg tror heller ikke han kan løbe 100 meter på under 10 sekunder. Ej heller tror jeg han har en fremtid som landstræner i fodbold. Faktisk er det eneste han gør, at komme hver dag på sit arbejde, tjene sin løn og forberede sig på en uddannelse. Og som vi har snakket om i forkostpausen: Hvis han ikke kan finde på andet end at passe sit arbejde og sin uddannelse og lære dansk, så glem det. Vent mindst syv år, og håb at de politiske vinde ikke i mellemtiden er blevet en strid vestenvind.

Erling Pedersen
Johannes Ewaldsvej 24
8230 Åbyhøj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu