Læsetid: 1 min.

LÆSERDEBAT

27. juli 2001


Støjens kanon??
16. JULI – Det er påfaldende hvor tit techno-folk forsøger at placere technoen og beslægtede musikformer i forlængelse af avantgarde-fænomener i det 20. århundredes kunstmusik. Artiklen »Støjens metropolis« i Inf. den 12.7 af Niels Mark Pedersen er ingen undtagelse. Her er det støjmusikken der skal placeres (legitimeres?) i forlængelse af, ja nærmest som fuldbyrdelse af den store tradition.
Påstandene i den forbindelse er imidlertid tvivlsomme og til dels fejlagtige.
Således bliver Edgar Varese gjort til ingeniør, for at underbygge en påstand om at disse støjkomponister ikke kom fra musiklivet. Men Varese var uddannet dirigent og komponist, bl.a. fra konservatoriet i Paris. Han elskede byen og brugte gerne sirener, slagtøj og senere elektroniske lyde for at skabe det han kaldte »organised sound« hellere end musik. Men støjmusik, var han på den galej? Sådan hører jeg det ikke.
Og Stockhausen, en »milepæl i støjmusikken«? Kan man forestille sig en mere rendyrket komponist med stort K? Har hans musik noget som helst til fælles med støjmusik? Det har jeg svært ved at få øre på. Men Stockhausen har rigtignok brugt støj i sin elektroniske musik – hvor han ville komponere og syntetisere langt mere bredspektrede lyde end egentlige toner.
For både Stockhausen og Varese handlede det om at komponere – og om at udvide det klanglige repertoire til brug for kompositionerne. Der indgår støj i deres musik, men gør det den automatisk til støjmusik? Og – i bredere forstand – er enhver der benytter optaget lyd i en komposition en videre udvikling af musique concrete? Technoens »store historie« kunne nyde godt af en æstetisk præcisering.

Anders Conrad
Snebærhaven 109
2620 Albertslund

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu