Læsetid: 2 min.

Lagen som kunst

Konceptkunsten fortsætter med at udfordre vores opfattelse af hvad kunst er for en (u)mulig størrelse
Debat
19. juli 2001

Konceptkunsten fortsætter med at udfordre vores opfattelse af hvad kunst
er for en (u)mulig størrelse

Kunstkritik
Efter at have læst Charlotte Christensens indlæg »Mesterværket der forsvandt« (den 12. juli), i sommerens »Tilbage til 60erne«-serier føler jeg det på sin plads at kommentere hendes misforståede og mildest talt tendentiøse udlægning af hvad hun kalder »koncept-kunstens banalisering.« At Charlotte Christensen åbenlyst bekender sig til den klassisk skolede fraktion af kunsthistorikere som føler ’lede’ ved konceptkunstens medieoverskridende tankeværker er kun fint, så ved man da hvor hun står. Det er en smagssag, og den respekterer jeg, selvom jeg overhovedet ikke er enig.

En udstillet seng
Det, som generer mig, er hendes udlægning af hvordan konceptkunsten virker. Charlotte Christensen skriver at det »jo er ideen der gælder,« og mener derfor at hun eller enhver anden lige så godt kunne udstille en seng som engelske Tracey Emin har gjort det, og fået stor berømmelse på. Ja, faktisk var hun ifølge eget udsagn tyve år foran Emin da hun i 70erne overvejde at udstille sin brugte lagener.

Tre tabte snore
Det er rigtigt at koncept-kunsten primært bygger på ideens kraft, men lige så vigtig for den, hvis ikke mere, er den konkrete realisering af ideen. Tag for eksempel nogle af konceptkunstens faddere som John Cage og gode gamle Marcel Duchamp.
Begge var de konceptuelt funderede i deres tankegang, men kun i det omfang at de vidste at deres ideer kaldte på fysiske værker i en eller anden forstand, med alle de valg (materielle, æstetiske, kompositioriske), det indebar. Cage blev nødt til at opføre sit stilhedsværk »4’33« før det gav mening, ligesom Marcel Duchamp blev nødt til ’tabe’ sine tre snore på hver en meter for at vise metermålets relativitet.

En grøn bil
En idé er altid abstrakt og generel (»En uredt seng kan alle finde på at udstille,« som CC skriver), men først idet den specificeres, tager materiel og sanselig form, bliver den vedkommende som kunst.
Alle kan jo også finde på at male et monokromt lærred, men før man rent faktisk har gjort det, som Klein, Rodchenko, Fontana og Rauschenberg, har man jo bare formuleret et ønske verbalt, i stil med »jeg har tænkt på at male min bil grøn.«
Derfor er Charlotte Christensens lagen-ideer også fuldstændigt ligegyldige, om de er sande eller ej. De blev ikke til noget. De forbliver rene uforpligtende tankespinderier og det gør konceptkunsten ikke.
Den fortsætter med at udfordre vores opfattelse af hvad kunst er for en (u)mulig størrelse. Og det er ikke banalt, men fundamentalt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her