Læsetid: 2 min.

Løgnagtige folketingspolitikere

Hvorfor denne forfølgelse af en forsvindende gruppe venstre-orienterede netop nu så mange år efter den kolde krigs ophør?
Debat
18. juli 2001

Hvorfor denne forfølgelse af en forsvindende gruppe venstre-orienterede
netop nu så mange år efter den kolde krigs ophør?

Hetz
Lige hjemkommen fra ferie, erfarer jeg, at jeg ufrivilligt har været centrum i en ’debat’ i Berlingske Tidende. Begivenhedsforløbet er ganske lærerigt.
’Debatten’ blev udløst af en radioudsendelse, hvor jeg kritiserede højrefløjens hetz mod venstreorienterede og dens samtidige fortielse af det kontinentaleuropæiske højres generelt udemokratiske sindelag og adfærd helt frem til 1945.
Jeg forsøgte også i udsendelsen at relatere den aktuelle diskussion til en videre historisk problematik, vedrørende forfølgelsen af diverse mindretal gennem tiderne. Hvorfor har det været så udbredt?
Den efterfølgende ’debat’ har karakteristisk nok slet ikke forholdt sig til det, jeg faktisk sagde i udsendelsen, men til mit påståede politiske tilhørsforhold og til spørgsmålet om, hvorvidt sådan en som mig overhovedet må komme til orde i den offentlige debat. Folketingsmedlemmerne Brian Mikkelsen og Jens Rohde har herunder fremført den påstand, at jeg er tidligere medlem af DKP (Berlingske Tidende den 8. juni og 30. juni).

En lodret løgn
Lad mig sige det så stærkt jeg kan: Det er simpelthen en lodret løgn. Jeg har aldrig –aldrig – nogensinde været medlem af DKP. Jeg har heller aldrig, som påstået af Brian Mikkelsen, forsvaret Sovjetunionen og Østtyskland. Tværtimod har jeg vedvarende, siden jeg for næsten 50 år siden – altså længe før de to fløse overhovedet var påtænkt! – begyndte at ytre mig i den politiske debat, angrebet stalinismen og al dens væsen.
Smarte Brian og smarte Jens har her været et nummer for smarte. De står afsløret, grebet i gemen bagvaskelse og løgnagtighed.
De kommer herved også til at bekræfte min påstand om ’debattens’ karakter af hetz. To spørgsmål trænger sig her på. Hvorfor denne forfølgelse af en forsvindende gruppe venstreorienterede netop nu så mange år efter Den Kolde Krigs ophør? Og hvilken værdi har en ’debat’ der er karakteriseret ved løgn, bagvaskelse, forenklinger og fortielser. Niveauet i Berlingske Tidendes ’debatter’ om venstrefløjen har efterhånden bevæget sig betænkeligt nedad mod det niveau, der karakteriserede nazi-pressen i Weimarrepublikken, når den hetzede løs mod ’marxismen’ (hvorved den interessant nok først og fremmest forstod socialdemokraterne! ).

Trist for debatten
En sørgelig udvikling, må man sige, for Nicolai Blædels gamle avis. Men det er også trist for debatten.
For naturligvis kunne det være værdifuldt at diskutere forskellige venstrefløjsgruppers (i øvrigt meget forskellige) forhold til stalinismen, årsager og konsekvenser o.s.v., ligesom det også kunne være af stor værdi, seriøst at diskutere den europæiske højrefløjs forhold til højreautoritære, fascistiske og nazistiske bevægelser og ideer i perioden fra 1918 til ’45.
Men sådanne debatter kommer aldrig til udfoldelse fordi de dominerende højrefløjs skribenter og politikere allerede i starten får forvandlet sådanne debatter til personangreb og grov polemik, samtidig med at de helt fortrænger højrefløjens demokratisk blakkede fortid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her