Socialt
Danske fædre er et jaget folkefærd. I forbindelse med nyt udspil til lov om barselsorlov vil regeringen sammen med et flertal i folketinget underlægge dem tvang intet mindre. Sådan bliver det i hvert fald udlagt, når medierne formidler sagen. Skurken er de såkaldte fædrekvoter, som reserverer en del af barselsorloven til fædrene, og selve tvangen består i, at orlovsdelen bortfalder, hvis ikke fædrene tager den.
Det er tankevækkende, hvordan ordet tvang glider naturligt og stort set uimodsagt ind i debatten, når det drejer sig om mænd og barsel, men omvendt er fuldstændig fraværende, når vi taler om kvinder og barsel.
Moderskab og barsel er tilsyneladende størrelser, der unddrager sig associationer om tvang i en sådan grad, at valget af børnepasningsorlov på 60 procent af dagpengesatsen kan opfattes som et frit valg, selvom det i mange tilfælde er truffet, fordi vuggestuepladsen lader vente på sig, og familien ikke ser andre muligheder end at mor går hjemme.
Fra virkelighedens forældreskabsverden kan jeg imidlertid berette flere historier om fædre og barsel, der heller ikke tyder på tvang. Men lad mig fortælle den jeg kender bedst: Min mand har barselsorlov i 14 uger og han føler sig heldig. Det er ikke uden grund for hans arbejdsplads giver ham fuld løn under barsel. Han siger, han er lykkelig ikke fordi jeg har manuduceret ham, men fordi dagene med den lille tudse har sin egen stille puls, hvor der knyttes tætte bånd over grødspisning, barnevognskørsel og bekymringer over for fast mave.
Ingen arbejdsabstinens
Jeg havde indrømmet mine bekymringer, inden han gik på orlov. Kunne han klare mosten eller ville han sidde som en, stor, rystende arbejdsabstinens efter få uger? Godt nok brummer computeren lejlighedsvis på hans skrivebord, men jeg kan høre, at fingrene på tastaturet er rolige. Vågner tudsen, er det ok at lade tingene ligge og at lade verden rode. Mit eget udbytte af arbejdsfordelingen er ikke mindre end hans. Mens jeg var på barsel fik jeg nyt fuldtidsjob. Af min ansøgning kunne ansættelsesudvalget se, at jeg havde fået barn to måneder tidligere, uden at underkende mine egne kvalifikationer, tror jeg det var afgørende, at min mand skulle på barsel og tidspunktet for min mulige tiltrædelse derfor ikke lå langt ude i fremtiden. Jeg skal ikke forklejne tingene, for selvfølgelig savner jeg kræet i dagligdagen. Men glæden over at hendes far passer hende og over at komme hjem til hendes glatte hud og høre om dagens hændelser, gør mig til et fantastisk, lykkeligt menneske. Behøver jeg at uddybe fordelene for barnet?
Hvordan tvang?
Man hverken kan eller skal generalisere på baggrund af egne erfaringer, men det er svært at forstå, at et tilbud til fædre om, at de i en periode kan kvitte racet og passe deres nyfødte med noget der ligner fuld lønkompensation, kan fortolkes som tvang. De borgerlige mener sågar, at familiens selvbestemmelsesret vil blive tilsidesat, og at barnet kan blive gidsel, hvis vi tvinger fædrene. Jeg må gentage, at ordvalget er tankevækkende for reelt set er det vel næppe mere tvang, end det kvinder har levet med siden børnepasningsorloven blev indført i 1992 for at lukke det tidsmæssige gab mellem orlovsophør og pladsgaranti. Og barnet bliver først for alvor gidsel, hvis forældrene skal til at tinge om, hvem af dem, der bedst kan undværes på arbejde.
Øremærket orlov
Hvorvidt man betragter en indførelse af fædrekvoter som tvang eller tilbud er i høj grad ideologisk funderet og afspejler om man er parat til at underlægge familieliv og arbejdsliv en ligestillingsregulering eller ej. Som det har været nævnt et utal af gange, er der mange grunde til, at en periode af orloven skal øremærkes til fædrene. Jeg gentager her ganske kort: Erfaringerne fra børnepasningsorloven viser, at det langt overvejende er kvinder, der benytter den. Årsagerne er både økonomiske og kulturelle. Hvis vi skal have fædrene til at tage barselsorlov skal den både være øremærket til dem og ordentligt, økonomisk understøttet. Erfaringerne fra Island, Sverige og Norge viser nemlig at sådanne fædrekvoter med succes trækker fædrene hjem til poderne. Hvad angår de kulturelle forandringer i vores opfattelse af forældreskabet, vil de komme proportionalt med antallet af fædre på barsel. Vi vil opdage og acceptere at der er andre i forældreskabet end mor.
Undlader man omvendt at øremærke til fædrene, underminerer man muligheder for den tidlige, tætte kontakt mellem far og barn. Men det får også mærkbare konsekvenser for kvinderne deres nuværende situation på arbejdsmarkedet forværres: De ryger hjem på længere orlov, der holder dem væk fra arbejdspladsen i længere tid (særlig hvis de får flere børn i rap), de bliver en endnu dyrere arbejdskraft, og arbejdsgivernes syn på kvinder som ustabil arbejdskraft forstærkes.
En enestående chance
En forlængelse af barselsorloven uden økonomisk understøttede fædrekvoter vil med andre ord sønderbombe ligestillingen og familielivet. Jeg river mig derfor i håret over, at mediernes manipulatoriske fokusering på tvang frem for tilbud skygger for de positive perspektiver for forældreskab, arbejdsliv og barndom, forslaget om fædrekvoter kan føre med sig, hvis det altså bliver fremsat og vedtaget.
For i denne sag har regeringen en enestående chance for at løfte ligestillingen ud af snakkeriet og sætte blæs på processen, så den korresponderer med ungdomsgenerationernes livsværdier og forventninger, og udmønter sig i forandringer, der også er til gode for arbejdsmarkedet mere generelt.
Når min husbond har vænnet svesken til at være i vuggestue, vender han tilbage til arbejdsmarkedet med en anden tid i kroppen, men også med fornyet energi det er dét visionære virksomhedsledere kalkulerer med, når de implementerer familievenlige personalepolitikker, der giver fuld lønkompensation under barsel, også for deres mandlige ansatte ud fra ideen om det hele menneskeliv.
Var det ikke på tide, at folkestyret tog tankegangen til sig?
