Læsetid: 4 min.

Postkassen og det hule træ

Som foie gras-gåsen, der proppes med majs, overfodres vi med data til vi er ved at eksplodere
Debat
10. juli 2001

Kvalme
»Too much information running through my brain/ too much information, it's driving me insane!« Gamle Police-kendere vil nikke genkendende til ovenstående vers, og måske vil man klappe i hænderne over Sting, som allerede i de tidlige 80’ere fornemmede hvor det bar hen med informationssamfundet: Det er ikke ordene i sig selv der giver os kvalmen og gør os sindssyge – det er mængden af dem.
Nutidens bevidstheder gennemstrømmes af information med en intensitet, som er uden sammenligning i verdenshistorien, og hvis det er informationsmængden, der giver kvalmen, er det informationskompleksiteten, der skaber forvirringen: Fra færgeforliset ud for Bangladesh over Nasdaq's pludselige kursfald, kogalskab og Wimbledon til prisen på rugbrød i Brugsen. Vi tæppebombes af viden, data, oplysninger, holdninger, nyheder, fabler, myter, fortællinger, løgnehistorier, åbenbarelser, rygter, pressemeddelelser, analyser, fortolkninger, fakta, skøn og beregninger. Det vælter ud med information fra tv, radio, internet, aviser, blade, magasiner, tidsskrifter plus alt det løse – og vi er pinedød nødt til at fordøje skidtet, eller i det mindste forholde os til det på en eller anden facon, for det er blandt andet evnen til at håndtere information, der giver kompetencerne og kvalifikationerne og forudsætningerne for at gøre en nogenlunde anstændig figur på store dele af arbejdsmarkedet.
Der gives tilsyneladende intet alternativ, med mindre man er indstillet på at forsage al verdslighed og for evigt leve som eremit i ingenmandsland.
Nu er temaet om informationskvalme efterhånden ved at være rimelig slidt i kanten, men det fik fornyet aktualitet og relevans ved læsning af et gammelt Carl Roos essay (opr. 1955): »…har vel også det hule træ livets ret, og hvor skulle uglen bo med sine unger, hvis den ikke fandt et hult træ? Uglen, som er visdommens fugl. […] Alt har jo sin grotid, og for alt og alle kommer det øjeblik, da grotid hører op. Da gror kun een ting: Erindringen. Man voxer ikke mere opad, man voxer indad. Man finder sit uundværlige hule træ.«

Aldrig hvilende strøm
Sådan slutter teksten Et hult Træ. Men informationssamfundets tekst slutter aldrig. Som en aldrig hvilende strøm skyller den hen over vore hoveder. Centrale beslutningstagere modtager både 40, 50 og 60 e-mails om dagen – om dagen! Der skal ikke ret meget fantasi til at forestille sig mavesyren, som nødvendigvis må stige op i halsen på den person, som om morgenen åbner sin Outlook eller Pegasus og ser de blå tal tikke halvtreds gange ind under Indbakke.
Og man klikker på mails, og man klikker på vedhæftede filer i mails, og på billeder og videosekvenser og webhenvisninger til nettet og alt muligt andet ragelse, som for afsenderen naturligvis er livet om at gøre. For arbejdsprocesser går i stå, hvis ikke der gives grønt lys. Tekster skal kommenteres og gives input til, opfordringer skal efterkommes, beskeder tages til efterretning.
I det globale, mediestyrede samfund befinder vi os konstant på informationens overflade. Kvalmen i dag er ikke symptomet på ’spleen’ eller ’bad faith’. Kvalmen er resultatet af alle de ord, som med djævlens vold og magt mases ned i halsen på os, hvor vi går og står.
Som foie gras-gåsen, der proppes med majs, overfodres vi med data, til vi er ved at eksplodere – måske med den lumske bagtanke, at der kommer noget subtilt og delikat ud i den anden ende?
Vi lever stadigvæk i slip-strømmen på den illusion, at meget information pr. automatik også er god og brugbar information. Vi spreder information med generøse armbevægelser og trykker på Videresend Adressekartotek i den tro, at vi gør andre mennesker en tjeneste.
De afsluttende linjer i
Roos' essay er en reformulering af den velkendte, men ganske radikale bøn: »Stop toget, jeg vil af!« – Verden kører for hurtigt, og trangen til forløsning vokser proportionalt med utilfredsheden over vore sølle, moderne liv. Lad os derfor droppe karrieren og de dårlige nerver og flytte ud på landet og finde et hult træ. Dér kan vi sidde som uglen, lade hvilen falde på os og bruge tiden på at lytte til træernes susen og naturens store tavshed.
Roos peger også på en mere realistisk ambition: At vi hver især i hverdagen bør søge at finde et hult træ til pleje af den almindelige, mentale hygiejne; et sted med plads til ro og refleksion og tid til at komme på forkant med livets tilskikkelser.
For der kommer et tidspunkt, hvor grotiden hører op, og det tidspunkt kommer stadig tidligere. Unge karrierebevidste ledere i trediverne inden for IT branchen giver op, smider håndklædet i ringen og vender ryggen til høj gage og eksklusive forbrugsgoder. Enten frivilligt, eller fordi fysiske og psykiske sammenbrud tvinger dem til det. Nu går IT-branchen ganske vist for at være ekstrem med hensyn til stress og lange arbejdsdage, men væmmelsespunktet trænger sig også på i andre brancher. Man ser det i form af sene, hvis ikke manglende, svar, i glemsomhed og i de evige beklagelser over mængden af allehånde henvendelser.
Om lidt vil jeg trykke på Send og smække en ny vedhæftet fil ind til redaktionen. I morgen vil jeg med god samvittighed producere mine otte til ti e-mails, som nok så nydeligt vil lægge sig i køen med alle de andre mails og hæmningsløst bidrage til postkassekvalmen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her