Læsetid: 2 min.

Jeg siger fra

Én af Israels venner svarer
Debat
20. juli 2001

Niels O. Fruensgaard havde i sidste uge en opfordring til »Israels sande venner i Danmark om at sige fra« – jeg følger opfordringen – og siger hermed fra overfor Niels O. Fruengaards fuldstændig énøjede og fordrejede fremstilling af begivenhederne i Mellemøsten.
»Den israelske stat blev skabt i vold« – ja og nej, den israelske stat blev skabt ved en beslutning i FN, og blev så få timer gammel angrebet af samtlige nabolande – det mener Fruensgaard åbenbart er israelernes skyld – det kan så få en til at overveje det formålstjenlige i overhovedet at gå ind i en debat med ham.

Hvem startede krigen
»Trekvart million palæstinensere blev gjort til flygtninge« – jamen, igen, hvem var det, der startede krigen ? Jeg har ikke læst tilsvarende beklagelser fra hr. Fruensgaard over de millioner af tyske flygtninge fra Østpreussen, Bagpommern, Schlesien og Sudeterlandet. Og jeg forstår ikke, Fruensgaard glemmer de hundredtusinder af jødiske flygtninge fra de arabiske lande, der efter 1948 kom til Israel – men det er nok fordi, Israel ikke puttede dem i flygtningelejre, men integrerede dem i det israelske samfund!
Fruensgaard mener, at de »nuværende palæstinensere er akkurat lige så hårdt ramt af konflikten som deres forældre og bedsteforældre var« – tja, det må jo så falde tilbage på araberne: 90 procent af palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza lever i dag under det palæstinensiske selvstyre – at en del af de arabere, der i 1948 forlod Israel, stadig holdes i flygtningelejre i Libanon og Syrien kan Israel næppe klandres for. Det er en skamplet, som til dels falder tilbage på verdenssamfundet, som har så travlt med at kritisere Israel, at man har glemt disse mennesker. Herhjemme kan det undre, at Folkekirkens Nødhjælp, der gerne vil gøre noget for palæstinenserne, også helt synes at have glemt denne gruppe.

Voldsspiral
Højdepunktet i Fruensgaards indlæg må være de to næste påstande: Palæstinensernes terror kaldes nu pludselig »modterror« – siden opstanden startede sidste år, har vi igen og igen set fanatiske palæstinensiske gruppe angribe civile mål i Israel – og næsten hver gang har Israel svaret – reageret. Dog ikke sidste gang – efter det forfærdelige drab på 21 unge foran diskoteket ved stranden i Tel Aviv har Sharon – endnu – ikke svaret. Israels regering er åbenbart klar over det dybt, dybt problematiske i denne voldsspiral.
Men det skal vi alt sammen glemme – »detaljerne i det historiske forløb er underordnede«. Tak, tak, tak – Fruensgaard – endelig én af Israels kritikere, der vil indrømme, at »detaljerne i det historiske forløb« er meget ubehagelige for den antiisraelske lobby her i landet!
Så bare rolig – jeg skal nok lade være med »at dukke mig, men udvise et tilsvarende mod og sige højt, klart og utvetydigt fra« - Fruensgaards propagandaindlæg.
Fork. af red.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her