Kronik

Det skrevne liv

Læser kritikere efterhånden kun teksterne for at uddrage noget om forfatterens liv? Når man læser Joakim Garffs store Kierkegaardbiografi, kommer man i tvivl om, filosoffen var et aparte geni eller en tandløs særling
Debat
11. juli 2001

Tro & Filosofi
Joakim Garff har skrevet en strålende Kierkegaardbiografi (SAK, Gads Forlag, Kbh. 2000) og fået mange anmelderroser herfor og endog Brandes Prisen. Fuldt fortjent fordi den er så grundig og righoldig. Der ligger et kæmpearbejde til grund, der er virkelig gået til kilderne, Kierkegaards egne og mange af samtidens og med en imponerende bredde lige fra familie og bekendtes breve og fortællinger, samtidige anmeldelser og reaktioner på personen og forfatteren Kierkegaard til boligforhold, herunder lugten af affald i datidens København.
Det med lugten er ikke ment ironisk, men positivt: Garff giver et mangefacetteret, til tider næsten sanseligt billede af livet – og Kierkegaards liv – i datidens hovedstad.
I forordet til biografien skriver han i denne forbindelse, at et af hans formål har været »at genindsætte Kierkegaard i hans egen tid, kontekstualisere ham,…«, og det er, synes jeg, lykkedes meget flot og overbevisende. Og kontekstualiseringen dvs. det at sætte Kierkegaard ind i hans egen tid er på mange planer, i forhold til hans livsforløb, i forhold til begivenheder i samtiden og også i forhold til gennemgangen af Kierkegaards værker.

Men – og jeg synes, der er et alvorligt men: Hvor er tænkeren Kierkegaard blevet af? Figuren, det aparte geni, som Garff også benævner Kierkegaard, var vel ikke blot et spændende og sammensat menneske, som så mange andre menneskeskæbner.
Grunden til at så mange beskæftiger sig med ham i dag, er vel, som de skriver i Gyldendals encyklopædi, at han »såvel filosofisk som teologisk er en moderne klassiker« med »afgørende indflydelse på de forskellige former for eksistenstænkning,« der har præget det 20. århundrede. Måske var det derfor, jeg henne i læsningen af biografien kom til at tænke på et citat fra en af de i mine øjne mest spændende skandinaviske sociologer/socialpsykologer, nemlig Johan Asplund.
Han skriver i en ganske anden sammenhæng, som handler om at kritisere den omhyggelige empiriker: »Fejlen ved den moderne sociologi er naturligvis ikke den, at den samler på data eller, at den gør sig umage med sine målemetoder. Fejlen er, at man ofte lader sig nøje med data, at man behandler sociale fænomener, som om de ikke betød noget.« (Om undren overfor samfundet. Hans Reitzels Forlag 1972).
Og tænker jeg her: Ikke et socialt fænomen, men en Kierkegaard i hans livsforløb og set i sammenhæng med hans samtid – betød eller betyder hans tænkning ikke noget for Garff? Altså det indhold i Kierkegaards tænkning, der ifølge Peter Thielst har gjort ham til en af de ti mest læste filosoffer i verden i dag.
I hvert fald gør Garff næsten intet ud af at sammenfatte hans tanker og belyse deres betydning for eftertiden.
Der ligger i dette ikke fra min side en forventning om eller et ønske om en omfattende analyse af Kierkegaards filosofi og dens betydning, men snarere om en eller løbende sammenfatninger, der kunne udgøre den eller de røde tråde som de biografiske oplysninger kan belyse og give forståelsesbaggrund for.
For det er vel bl.a. dette, der gør gode biografier interessante, at de bidrager med forståelse for, hvordan den biograferede nåede frem til netop disse værker med netop dette indhold. Eller hvis det eksempelvis drejede sig om en fysiker, hvordan pågældendes livshistorie havde betydning for, at hun eller han havde gjort netop denne fysiske opdagelse.
Med hensyn til Kierkegaards betydning for eftertiden er det påfaldende, at der i personregisteret i bogen f.eks. ikke er referencer til eksistenstænkningens klassikere (Heidegger, Jaspers, Marcel, Buber, Beauvoir, Camus f.eks.) bortset fra en enkelt meget kortfattet reference til Sartre. I denne forbindelse er det ikke mærkeligt, at langt hovedparten af personreferencerne er blandt Kierkegaards samtidige. Derimod er det lidt slående, at langt de fleste af de øvrige personreferencer er før-Kirkegaardske (oldtids- og middelalderfilosoffer, forfattere mv.), mens der er ret så få referencer til personer, der har levet, skrevet og tænkt efter Kierkegaard (den nok mest/fyldigst omtalte ud over Georg Brandes er formodentligt Sigmund Freud).
Det er som om, Garff stort set alene vil have Kierkegaard placeret i sin samtid og i forhold til hans fortidige kollegaer mv., men ikke ser ham i forhold til efterfølgende filosoffer, forfattere mv. – eller i forhold til vores samtidige ditto. Forunderligt. Også fordi Kierkegaard selv, hvad Garff også nævner, med en næsten udansk mangel på beskedenhed var ganske overbevist om, at man i hans eftertid ville studere og værdsætte hans tænkning.

Måske er jeg uretfærdig, på den anden side bærer
Garff selv lidt ved til bålet, når han i sin takketale ved modtagelsen af Brandes Prisen (Dagbladet Information den 27. januar 2001) siger: »I stedet for at gentage eksistentialismens slagord, der efterhånden er slidt ned til kitsch, har jeg rundtom i biografien villet arrangere, hvad man kunne kalde narrative nicher, hvor man som læser kan genkende eller genfinde sig selv eller lige modsat blive konfronteret med livsformer såre fjernt fra ens egen.«
Og det lidt flabede, retoriske spørgsmål til dette kunne være: Når Garff skriver så lidt direkte om Kierkegaard som filosof, hænger det så sammen med, at han ikke bryder sig om eller finder eksistentialismens eller de forskellige former for eksistenstænkning irrelevant som filosofi, altså den tænkning som Kierkegaard stod fadder til?
Garffs tilgang er den narrative, fortællingens tilgang. Et spørgsmål til dette kunne være: Er fortællingernes pointe ikke knyttet til og netop interessante i forholdet til indholdet i Kierkegaards tænkning?
Jeg tror godt, man kan drage en parallel mellem det narrative/fortællende og det anekdotiske. Frans Kafka fremhævede begrebet anekdotisering i litteraturen og kritiserede i denne sammenhæng Frans Werfel for dette. Og dermed mente han, at Werfel ved at skrive anekdotisk – ikke søgte eller ikke søgte at forstå det alment menneskelige. Og i det anekdotiske ligger vel den fortættede fortælling, den korte mættede historie – og kunne man i denne sammenhæng anføre – den narrative kontekstuelle historie.
På linie hermed kunne man spørge sig, om Garffs fortællinger om Kierkegaard (om hans livsforløb, ikke mindst om Regine osv.) har anekdotisk karakter i den betydning, at de måske overser eller i det mindste undertoner, hvad vigtigt de og Kierkegaard har at sige alment – altså noget, der gælder os andre som mennesker.
Eller med andre ord: Glemmer man eller gemmer man det almene i anekdoterne og i den narrative fortælling og dens kontekstbundethed? Har den narrative tilgang med dens forskellige fortællinger om Kierkegaard ikke nogle almene pointer?

Det almene er vel det, der har gjort Kierkegaard berømt som filosof, og det er vel også det, der gør, at hans tanker rækker ud over sin tid.
Der ligger i dette ikke det standpunkt, at Regine ikke er en central person i Kierkegaards liv og for hans skriverier, selvom jeg nok synes, hun får en alt for stor rolle (Ifølge Poul Behrendt er Regine meget tæt på at være hovedperson i bogen), men snarere det, at Regines betydning for Kierkegaard og hans forfatterskab ikke forbindes mere med indholdet i hans tænkning – og igen: Med det almene, der måtte ligge i denne.
Det er som sagt ikke et argument mod, at Garff går tæt på
Kierkegaards privatliv, men snarere i forhold til, hvordan han gør det.
Om det selvbiografiske fokus – og i nærværende sammenhæng: Det biografiske fokus – siger Sara Lidmann i et interview (Weekendavisen den 16. februar:)
»Jeg synes ikke om den selvbiografiske måde at læse på, som det sidste tiår har domineret litteraturkritikken. Man går for meget op i forfatterens privatliv. ...Forstår du, den store selvbiografiske genre, Strindberg og proletarforfatterne fra 1930’erne, Jan Friedegaard, Harry og Moa Martinsson og Ivar Lo-Johansson, ville først og fremmest skildre deres omgivelser og samfundet. Men siden er man næsten gået ud fra, at alle forfattere skriver deres egen livshistorie. Jeg synes, litteraturkritikken er gået i en fælde og nu bare læser teksterne som sygejournaler for at uddrage noget om forfatteren selv og stille en diagnose.«

Det er i mine øjne for stærkt at sige, at Garff læser Kierkegaards tekster som sygejournaler og er ude på at stille diagnoser, men jeg synes ikke, at han formår frugtbart at forbinde hans privatliv med forfatterskabet – og med indholdet i Kierkegaards tænkning, der jo ikke som de ovenfor refererede forfattere handler om at skildre deres omgivelser og samfundet, men snarere om enkeltmenneskets – hin enkeltes – eksistensvilkår og livsvalg.
Selvom det kan forekomme at være halsløs gerning at sammenligne Georg Brandes analyse af Shakespeares drama Henrik den Fjerde med Garffs bog, tror jeg alligevel, at det kan illustrere en pointe.
Lidt halsløst fordi der her er tale om en biografi og ikke en monografi eller et drama som Brandes’ analyse handler om – men alligevel.
Analysen er at finde i Brandes herlige lille essay: Det uendeligt små og det uendeligt store i poesien (Essays. Gyldendal 1963).
Brandes fremhæver, at Shakespeares »evige storhed« består i, at han formår at fastholde »det uendeligt små, som udgør livet« med »det uendeligt store, der er livets årsag, grund og type«.
Oversat til nudansk kan man måske sige, at »det uendeligt små« er fortællingens indhold, begivenheder, detaljer, liv og farve, som de fremtræder i den – det empiriske eller beskrivelsen af virkeligheden i al dens mangfoldighed. Mens »det uendeligt store« er det almene eller de dybere betydninger af eller tolkninger af, hvad der er beskrevet eller trådt frem i fortællingen.
I analysen af en af Shakespeares personer skriver Brandes: »Så dybe rødder har denne individuelle karakter, så almen en betydning med så egen en udvikling.« Og videre: »Udformet indtil det uendeligt små, som sansningen sammenfatter, indeholder den det uendeligt store, i hvilket tanken udmunder, når den søger en hel historisk epokes årsag og ideal.«

Nu er det naturligvis ikke Garffs hensigt at søge »en hel historisk epokes årsag og ideal,« men alligevel synes jeg godt, at man med Brandes i baghånden kan rette følgende spørgsmål til Kierkegaardbiografien: Hvilken almen betydning har Kierkegaard i sin så egenartede udvikling? Eller mere polemisk: Er Garffs styrke hans fyldighed, righoldighed, detaljerigdom, sanselighed i hans fortællinger om Kierkegaard – vigtige kvaliteter ved »det uendeligt små« – og hans svagere side »det uendeligt store« ved Kierkegaard, hans filosofi og almene betydning – og for at blive i Brandes tankegang: Forbindelsen mellem de to sider? Og bliver tænderne ikke trukket ud af Kirkegaard på denne måde?
Det synes jeg er synd for Kierkegaard – og for os, der synes, at hans eksistenstænkning har beriget vores tanker om os selv og vores liv i vores samtid.

*Jens Guldager er sociolog og lektor ved Den sociale Højskole i København.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her