Læsetid: 4 min.

Systemskiftet og det nationale demokrati

Rygterne om partiernes død har vist sig overdrevne. De lever fortsat og har – på trods af dødserklæringerne – vist sig som nogle over-ordentligt levedygtige demokratiske institutioner
25. juli 2001

Politik
»Historien går ikke baglæns«, skriver Jørgen Steen Nielsen i sin leder om systemskiftet d. 24. juli. Nej, vist gør den ej – men den har det af og til med at gentage sig selv. F.eks. i debatten om det nationale demokratis og de politiske partiers fremtid.
Jørgen Steen Nielsens dødserklæring over de politiske partier adskiller sig ikke synderligt fra, hvad man kunne læse i Information for godt og vel 30 år siden. Information var på det tidspunkt talerør for ’det nye venstre’ der i høj grad opstod som en protest imod de etablerede partier. Venstrefløjs-ideologerne kunne – som Jørgen Steen Nielsen – ikke se nogen som helst demokratisk fremtid for disse forstenede institutioner. Alternativet skulle i stedet være udenomsparlamentarisme og det direkte demokrati. I 70’erne var det de såkaldte ’græsrodsbevægelser’, som skulle være alternativet til partierne. Befolkningen interesserede sig for enkeltsager og ikke for sammenhængende politiske budskaber, lød argumentet. Og mange forudså, at partierne ville blive drænet for medlemmer til fordel for bevægelserne.
Men rygterne om partiernes død har vist sig overdrevne. De lever fortsat og har – på trods af dødserklæringerne – vist sig som nogle overordentligt levedygtige demokratiske institutioner. Efter nyhedens interesse slumrede det nye venstre hen. Ideologerne sidder i dag på høje stillinger i det offentlige og i det private erhvervsliv. Mange af ideerne blev optaget af det etablerede system. Den udenomsparlamentariske aktivitet eksisterer fortsat – som vi kunne se det ved G8-topmødet i Genova. Men påstanden om, at dette skulle være udtryk for en »proces imod en global netværksparlamentarisme« er det svært at se mening i.
De store topmøde-demonstrationer er på mange måder en gentagelse af begivenhederne sidst i 60’erne. Dengang fik tusindvis af unge formet deres politiske bevidsthed gennem protest imod Vietnam-krigen og gennem den anti-imperialistiske kamp. Demonstrationerne i Berlin, Paris, Chicago m.v. i 1968, Verdensbank-demonstrationen i København i 1970 var den tids pendanter til demonstrationerne i Genova. Den offentlige interesse var ikke mindre. Analyser som Jørgen Steen Nielsens om partisystemets fallit kunne læses i ethvert gymnasieblad.
Det er storartet, at mange unge igen – som deres forældre – aktionerer imod verdens uretfærdigheder. Men der er dog et stykke herfra og så til påstanden om, at der er tale om »en helt ny politisk kraft«. Om 30 år vil aktivisterne fra Genoa – ligesom en Joschka Fischer og en Ralf Pittelkow – sidde i bedsteborgerlige stillinger og fremsætte formanende ord om den tids unges aktioner.
Også til den tid vil partisystemet eksistere. Ikke uforandret og problemløst, men det vil fortsat være en krumtap i et demokrati, som i alt væsentligt vil udfolde sig i nationalstatslige rammer.

Gammelt fænomen
Jørgen Steen Nielsen hævder, at de nationale parlamenter har mistet kontrollen over de globale markedskræfter. Javist, men det er der ikke meget nyt i. Den såkaldte globalisering er et gammelt fænomen, og mig bekendt har de nationale parlamenter aldrig haft kontrol over den internationale kapital. Det har tværtimod forholdt sig omvendt. Som det fremgår af Ole Langes artikel om systemskiftet var det H.N. Andersen, som var drivkraften i begivenhederne i 1901. 100 år før det blev moderne at tale om ’globalisering’, skabte Andersen en transnational virksomhed, hvis hele eksistensberettigelse var at agere globalt.
Det afficerede ikke H.N. Andersen i forhold til den danske politik, som han med stor fornøjelse blandede sig i – ligesom han forsøgte sig som international statsmand under Første Verdenskrig (hvilket ikke var nogen succes).
Allerede Lenin skrev om »imperialismen som kapitalismens højeste stadium«, og leverede en analyse, som ikke lader de moderne globaliseringsteoretikere noget efter. Det betyder ikke nødvendigvis, at han havde ret.
Jeg har svært ved at se, hvorfor de nationalstatslige demokratier netop nu – i forhold til tidligere – skulle have overlevet sig selv i forhold til de globale problemer. Og jeg har mere end svært ved at se konturerne af den »netværksparlamentarisme«, som Jørgen Steen Nielsen taler om.

Stærkere modspil
Men vil det så ikke være klogere at tage udgangspunkt i den realitet, der ligger i, at nationalstaten fortsat er rammen for en udfoldelse af demokratiet? Og hvordan der så på baggrund af den realitet kan skabes et stærkere demokrati og et stærkere internationalt modspil til de globale markedskræfter? Hovedproblemet er her den folkelige forankring i bred forstand. Som nævnt er det storartet, at så mange unge mennesker aktionerer i Genova. Og NGO’ere samt græsrodsbevægelser som ATTAC skal have al mulig støtte. Men det er jo ikke tilstrækkeligt i forhold til de mange millioner vælgere, som ikke er aktive, og hvor mange i angst for udviklingen går den reaktionære vej med nationalisme og fremmedfjendskhed til følge. På trods af Internettet og aktive unges grænseoverskridende diskussioner, foregår den demokratiske samtale fortsat i alt væsentligt indenfor nationalstaterne. Hvis vi afskriver den nationale politik (og partisystemet), kaster vi barnet ud med badevandet. Til glæde for de transnationale selskaber og de globale markedskræfter.
Men det er så også afgørende, at nationalstarene bliver bedre til at samarbejde om de internationale problemer – eksempelvis i EU og WTO. Samt at der sikres demokratisk legitimitet bag det internationale samarbejde.
Her bliver det altså svært at undvære partierne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu