Læsetid: 4 min.

The winner takes it all

Hvem skal dømme dem, der sidder på pengene, medierne og magten?
23. juli 2001

Krigsret
Da Den Internationale Krigsforbryderdomstol blev oprettet, var glæden næsten total i Vesten – og man skulle da også være et skarn, hvis man ikke synes, at krigsforbrydere skal straffes for deres ugerninger.
Alligevel sidder der en djævel og nager. Hvem skal dømme, og hvem skal dømmes. Hvad skal domstolen bruges til? Skal den gøre al uret ret igen? Eller skal den kun gøre den uret god igen, som de, vi ikke kan lide, har begået?
Forleden stod Milosevic for første gang for krigsforbryderdomstolen – og jubelen var udbredt i Vestens medier og blandt politikerne. Retssagen bragte løfter om domfældelse af andre store fisk som Pinochet, Baby-Doc Duvalier (Haiti), måske Sharon o.s.v. o.s.v. – alle forbrydere mod deres egne befolkninger, men som på det seneste har mistet deres status, nu hvor Vesten ikke rigtig har brug for dem mere.

Dem vi ikke kan lide
Ingen har nævnt ordet »krigsforbryder« om hverken Jeltsin eller Putin, som i Tjetjenien begår mindst lige så slemme krigsforbrydelser mod et mindretal i deres eget land. Ingen taler om at sætte Kinas ledere for Krigsforbryderdomstolen trods utallige forbrydelser mod egen befolkning – i hvert fald ikke så længe man øjner enorme afsætningsmuligheder til den kinesiske milliardbefolkning.
Slet ingen taler om at sætte visse af Vestens ledere for krigsforbryderdomstolen sammen med de serbiske, for når vi begår krigsforbrydelser, gør vi det i humanitetens navn. Alle siger, at Milosevic startede krigen – men husker ingen, at det hele startede, da Jugoslaviens to rige regioner, Slovenien og Kroation, ville frigøre sig fra deres fattige landsfolk, serberne? Var der overhovedet blevet krig, hvis ikke Tyskland havde anerkendt Sloveniens og Kroatiens løsrivelse uden forhandlinger med resten af det oprindelige land, og hvis ikke USA og de øvrige EU-lande havde fulgt trop med øjnene lukkede for den serbiske befolknings rettigheder? Hvordan havde krigen udviklet sig, hvis hverken USA eller Tyskland havde trænet det kroatiske militær og væbnet det til tænderne? Heller ingen har nævnt Tudjman fra Kroatien som krigsforbryder, selvom han gav ordre til
fordrivelse af en halv million serbere fra Østslavonien.

Marionetter og monstre
Også når det gælder Kosovo må man sætte spørgsmålstegn ved Vestens uskyld i grusomhederne. Forud for urolighederne ved grænsen til Kosovo havde Vesten bevæbnet og trænet den paramilitære gruppe UCK til tænderne – i håbet om at kunne provokere Milosevic tilstrækkeligt til, at man kunne få ram på ham.
Dengang kaldte man gruppen for »frihedshær« – men nu, hvor Milosevic endelig er faldet gennem folkets egen vilje ved et valg, har man svært ved at tøjle sine selvskabte monstre, der bruger de militære våben og tricks, vi selv har lært dem, til at tyrannisere såvel makedonere som serbiske og andre mindretal, og nu udgør en trussel mod freden i hele Makedonien.
Hvad med NATO? Ingen har heller tænkt sig at sætte NATO for krigsforbryderdomstolen – en sag er allerede blevet afvist i Haag. NATO startede bombardementerne i marts 1999 uden nogen som helst godkendelse i FN – ja, man spurgte ikke engang, for der ville aldrig blive flertal i Sikkerhedsrådet for en sådan aktion. En serbisk hærleder er anklaget for under krigen mellem Serbien og Kroatien at have givet ordre til at bombe Zagreb, hvilket kostede seks civile livet. Ingen anklager imidlertid NATO, der også selv under de 70 dages bombardementer af Serbien i 1999 bombede utallige civile mål.
Heller ingen anklager NATO, selvom man f.eks. i timevis bombede en kemisk fabrik i Pancevo, Serbien – et bombardement, der har forurenet hele området, dræbt mange gennem de livsfarlige stoffer, som blev frigivet, og forurenede en stor del af Europas største flod, Donau, så kun alger kan overleve i mange år fremover.
Ingen anklager NATO for overalt i Serbien at have spredt klyngebomber, der nu ligger som dødsensfarlige miner på marker, veje, ved skoler, bebyggelser og mange andre steder. Ingen anklager NATO for at have brugt uranforstærkede missiler eller for ikke siden at kunne redegøre for, hvor resterne af disse dødsspredere ligger, da træfsikkerheden i 5.000 m højde kun er godt 20 procent.

Ingen mægling
Milosevic blev solgt for løfter om økonomisk støtte på 11-12 milliarder kroner til et Jugoslavien, der gennem ti års krig, angreb og blokade er på fallittens rand. Når man nu tænker på, at skaderne efter NATO’s angreb alene i 1999 vurderes til at udgøre omkring 250 milliarder, må man spørge sig selv, om det ikke er en krigsforbrydelse at bruge 250 milliarder på en krig, som har skabt skader for et tilsvarnede beløb, når man formentlig med langt mindre civilt og diplomatisk ville have kunnet løst problemerne ved Jugolslaviens opløsning – vel at mærke med langt færre liv på samvittigheden?
Men hvem skal dømme dem, der sidder på pengene, medierne og magten? Bliver domstolen ikke kun et skjul over det »humanitære« Vestens egne fejl?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu