Læsetid: 3 min.

Skal vindkraften afvikles?

Neoliberalisterne kan komme til at koste det danske samfund dyrt
Debat
2. juli 2001

Vedvarende
I begyndelsen af juli 2001 vil tusind mennesker fra hele verden drage til København for at deltage i en europæisk konference om vindenergi.
En fortsat sikring af vindkraftens fremtid er meget vigtig netop for Danmark, fordi vi har 50% af verdensproduktionen af vindmøller. Den globale efterspørgsel er stærkt stigende, så de nuværende 15.000 beskæftigede i den danske industri og de mere end 10 milliarder valutakroner kan blive til mange flere.
Eftersom vedvarende energi er ny og decentral, afhænger fremgangen i alle lande af den rigtige politik. Energi er nu som tidligere totalt bestemt af politiske forhold, som blandt andet indebærer, at de gamle energiformer kul og uran i Europa får milliardstore skjulte tilskud. Det skal vind- og solenergi konkurrere med.
Med den danske energireform fra 1999 forlod Danmark en 20-årig tradition med garanterede mindstepriser for vindmøllestrøm og startede en blind liberalisering efter et EU-direktivforslag, som ikke bliver gennemført. I 18 måneder siden den nye energilovs ikrafttræden den 1. januar 2000 er der ikke solgt en eneste vindmølle til private i Danmark, hvilket naturligvis er ildevarslende. Den private sektor repræsenterer 90% af al vindkraft i Danmark.
Men i stedet for at tage dette vigtige emne op, så stagnationen kan brydes, er der et konferenceafsnit om det liberaliserede elmarked. Kun få procent af vindmøllerne i Europa sælges på markeder med liberaliserede ordninger, så det er snarere ideologi og ønsketænkning at præsentere indlæg på dette område, som kun har marginal betydning.
Ideen med liberaliserede markeder og kvoter kom fra Eurelectric, de europæiske elselskabers fælles organ. Med forslaget fik Eurelectric stor indflydelse på Kommissionens første udkast til et direktivforslag for vedvarende energi, som blev skarpt kritiseret af de mest vågne VE-organisationer, men altså slugt råt af de danske politikere, godt hjulpet på vej af danske aktører som EWEA-vicepræsidenterne Peter Hjuler, Risø, og Søren Krohn fra Vindmølleindustrien. EWEA, den europæiske forening for vindenergi, er medarrangør af konferencen.
Derfor virker det grotesk, at Eurelectric, som jo er direkte modstander af decentral energiforsyning, er repræsenteret i en paneldiskussion på konferencen, hvorimod de tusinde deltagere ikke får et eneste indlæg at høre om den spanske og særligt den tyske lovgivning for vedvarende energi, som meget interessant snart får følgeskab af Frankrig.
Der findes i programmet ingen indlæg om den sensationelle tyske energilov fra sidste år og dens forgænger, som på få år har givet Tyskland den absolutte førertrøje inden for vedvarende energi. Halvdelen af alle Europas vindmøller står i Tyskland, ene og alene som resultat af progressiv lovgivning med garanterede mindstepriser, som gælder i 20 år. Elselskaberne er pålagt at købe vindelektricitet til en lovfæstet pris. Dermed kommer ALLE forbrugerne til at anvende vedvarende energi maksimalt. Og at betale herfor.
Dette er blevet godkendt med en epokegørende dom i Europadomstolen i Luxembourg den 13. marts 2001, som gav Tyskland medhold. Domstolen fastslog, at miljøhensyn og vedvarende energi er vigtigere end det indre markeds konkurrenceprincipper.
At Eurelectric har en anden mening herom er åbenbart, men nu har domstolen altså talt: Ethvert land kan i fremtiden indføre garanterede mindstepriser.
I udlandet undrer mange sig over, hvor Danmark er på vej hen, så man kan kun håbe, at der fra konferencens publikum kommer kritiske røster, som bringer en relevant debat frem.
i form af tabte arbejdspladser og valutaindtjening. Også miljøet vil i øvrigt lide under, at man vælger den forkerte form for politik inden for vedvarende energi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her