Kronik

Du vrede verden

Fra et Luftskibs vægtløse svæven anes brosten, skrig og bæven...
Debat
3. juli 2001

Retfærd & Velfærd
Undertegnede var passager i Informations Luftskib, og var med i forfatterkredsen bag debatbogen Du glade verden… Det var et spændende projekt at være med i, men fra starten var der noget ved hele konstruktionen, der gav mig en mærkelig smag i munden. For her sad vi, en 15-20 akademikere fra forholdsvis privilegerede udkigsposter i magtens indre og ydre cirkler, og gjorde os kloge på verden.
Den slet skjulte antagelse bag et sådant projekt er, at det er den kølige klogskab, der skal bringe verden videre. Selvom Du glade verden… ikke søger at præsentere noget éntydigt budskab, ligger det dog som en fremherskende undertone i bogen, at denne verdens økonomiske, sociale og økologiske urimeligheder skyldes magtens dårskab – og at de derfor skal overvindes af oplyst klogskab. I forlængelse heraf fremstilles det »netværksbaserede videnssamfund« som en Guds gave til menneskeheden.
For i dette samfund kan den oplyste, kreative ånd for første gang i historien virkelig sætte den oplyste ’anstændighed’ (hvad så end dette er) på dagsordenen. Dels igennem virksomhedernes kreative medarbejdere, der så at sige kræver ’anstændighed’ indefra. Dels via bevidste forbrugere og borgere, der kræver ’anstændighed’ udefra.
Jeg må ærligt tilstå, at jeg ikke kan dele begejstringen for dette nye globale oplysningsprojekt, mere eller mindre sponsoreret af Nokia og Bill Gates. Projektet lider efter min mening af en række svagheder. Den væsentligste forekommer dog at være, at dette ’an-stændighedens’ oplysningsprojekt synes klinisk renset for den smerte og vrede, uden hvilken glæden bliver meningsløs og handlingen sjæleløs. Og netop i fraværet af vreden forekommer dette globale oplysningsprojekt, at svæve som et Luftskib hen over al den smerte, der rører sig blandt alle de mennesker, der står uden for magten. Det bliver med andre ord til endnu et projekt for eliten.
Netop som Du glade verden… blev offentliggjort, var jeg med i et helt andet projekt. Jeg var i Gøteborg, dels som deltager i konferencen Sustainability and solidarity, arrangeret af miljøbevægelsen Friends of the Earth, dels som iagttager til det mylder af begivenheder, som Gøteborg var ramme omkring i dagene fra den 12. til den 16. juni.

Det var unægtelig en noget anden kreds af mennesker, jeg her mødte – og såvel analysen af problemerne som visionerne for fremtiden havde en klart anden retning.
nHer var miljøaktivister fra de øst-europæiske lande, der var stærkt kritiske overfor, at få trukket en miljøødelæggende vesteuropæisk udviklingsmodel ned over hovedet.
nHer var repræsentanter for bondebevægelsen Via Campesina, der udtrykte deres vrede over et globaliseret landbrugsindustrielt system, som var i færd med at smadre såvel småbøndernes eksistensvilkår som lokalt tilpassede økologiske fælleskaber.
nHer var repræsentanter fra den tredje verden, der var godt og grundigt trætte af, bestandig at blive oplyst og belært fra Vestens magtelite, om den rette vej til en bæredygtig udvikling, når det i deres øjne netop var Vesten, der havde mistet enhver sans for det bæredygtige.
nHer var også aktivister fra USA og Vesteuropa, der berettede om deres kampe mod et ødelæggende landbrug, mod EU’s strukturfonde og monumentale infrastrukturprojekter, og mod de multinationale selskabers teknologiske og økonomiske herredømme.
Det var en uhyre broget forsamling af vidt forskellige mennesker, jeg mødte i Gøteborg. Men én ting havde de tilfælles: Et glødende engagement, der udsprang af en dyb smerte og en stor vrede over en udvikling, de ikke følte, de havde lod eller del i. Her var der ikke megen tro på et nyt informationsteknologisk oplysningsprojekt, der ville vokse ud af skødet på det nuværende samfund og sætte an-stændighed, retfærdighed og bæredygtighed på dagsordenen.
Det gennemgående synspunkt var, at det er de store kliniske og uoverskuelige teknologiske, økonomiske og politiske magtkonstruktioner, der er årsag til vor tids økologiske og sociale kriser. Derfor går vejen frem ikke over en yderligere koncentration og konsolidering af magten. Den må tvært imod indebære en nedbrydning af magten til en størrelse, hvor almindelige mennesker af kød og blod kan være med.
»Vores klode er ikke til salg – vi vil selv tage ansvaret« var den gennemgående parole. Ansvaret kan ikke overlades til systemerne – men kan kun bæres af myndige mennesker. Derfor må miljøbevægelsen være på vagt overfor magtens forsøg på ’greenwashing’ af sine politikker og strategier. Indholdsløse bekendelser til ’bæredygtig udvikling’ eller ’etiske investeringer’ må klædes af som det fup-nummer, de i virkeligheden er.
Det var en opløftende oplevelse at deltage i denne konference. For det første fordi de mennesker, der deltog, var aktivt handlende mennesker, der tilsammen kunne fortælle tusinder af små konkrete historier om den smerte, den vrede og den kampvilje der netop nu syder og bobler rundt omkring på kloden.
For det andet, fordi handlende mennesker netop er mennesker, der er befriende frigjort fra enhver form for handlingslammende nødvendighedslogik.
De udviklingstendenser, der præger globaliseringen, og som i dag sætter den globale dagsorden, blev anskuet som resultat af bestemte neo-liberalt inspirerede magtforhold – og ikke som en følge af uafvendelige naturlove. For det tredje var det opløftende, fordi handlingen gik hånd i hånd med tænkningen.
Teori og praksis befrugtede gensidigt hinanden. Her var både praktiske aktivister, men også kritiske intellektuelle hvis tænkning ikke blev forelæst, men tværtimod udviklet i dialog og solidaritet med den kæmpende bevægelse.

Der var en verden til forskel mellem de diskussioner, der foregik her, og dem vi førte i Luftskibet. Der var imidlertid også en afgrundsdyb kontrast til de magtdemonstrationer, der samtidigt udspillede sig i Gøteborgs gader.
Jeg selv ankom til et fredeligt Gøteborg tirsdag den 12. juni. Men allerede i løbet af onsdagen og torsdagen blev store dele af byen omdannet til en veritabel fæstning med et magtopbud af politi, heste, hunde, cirklende helikoptere, pigtråds-afspærrede gader osv. En stor del af deltagerne i konferencen blev om torsdagen inde-spærret af politiet det meste af dagen, og var derfor forhindret i at deltage i mødet, hvilket skabte nogen forundring og vrede i en i øvrigt helt igennem fredelig forsamling.
Om fredagen eksploderede den spændte atmosfære i et ragnarok af meningsløs vold i Gøteborgs indre.
Det er naturligvis helt utilgiveligt, at en lille gruppe desparados kan forvandle en fredelig manifestation til en krigsskueplads. Men vi gør alligevel efter min mening klogt i ikke blot at fordømme denne galskab, men også søge at forstå dens årsager. Her tænker jeg ikke først og fremmest på politiets enorme magtopbud og den vrede, dette skabte. Nej, jeg tænker på det åbenbare svigt, som vi i de mere etablerede bevægelser og organisationer har gjort os skyldige i overfor disse unge, som åbenbart ikke kan se andre ventiler for deres afmægtige vrede end den meningsløse vold.

Store dele af de venstreintellektuelle bærer efter min mening et ikke ubetydeligt med-ansvar herfor. For de har i løbet af de sidste 10-15 år trukket sig ud af de handlende bevægelser og væk fra kampen mod magten. I stedet sidder de i eksklusive akademiske miljøer og taler magten og ’den nødvendige udvikling’ efter munden.
Skal vi undgå en gentagelse af Gøteborg – eller hvad der er mindst lige så skræmmende: Militære tilstande i vore byer – så er det livsvigtigt, at de intellektuelle kommer ud af deres selvrefererende og belærende diskurser og igen begynder at tage del i kampen.
Den desperate vold er udtryk for en smerte, der er gjort afmægtig, fordi den savner de ord, der kan give den udtryk. Og fordi den mangler de tanker, der kan transformere vreden til glæden og afmagten til opbyggelig handling.

I bogen Du glade verden… sluttes der af med en hyldest til den evige samtale. Tanken om den aldrig afsluttede refleksion og den evigt gentagne samtale er en smuk og rigtig tanke. Hvis den vel og mærke til stadighed forbindes med den lige så nødvendige og forpligtende handling.
Intellektuelles evige samtaler i et Luftskib højt hævet over denne verdens virkeligt smertefulde uretfærdigheder, overlader banen til de mægtige og udleverer de afmægtige til en destruktiv vrede, der kun kan finde udtryk i en destruktiv vold.

*John Holten-Andersen er medforfatter til Du glade verden... og medredaktør af SALT.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her