Kronik

25 år efter Mao

Lige lidt til alle – eller en ulige fordeling af mere? Det blev de to linier i Kinas politik gennem halvtreds år – Mao Zedongs og Deng Xiaopings
20. august 2001

Historie
Da den kinesiske folkerepublik blev proklameret i 1949, var Kina et fattigt land.
’Asiens syge mand’ var Kina længe blevet kaldt. I de forudgående et hundrede år havde Kina været hjemsøgt af kolonialisme, japansk besættelse, borgerkrig, oversvømmelser, tørke og hungersnød. Det havde sat sine spor. Industrien lå i ruiner, landbruget var misligholdt, og transportsystemet var uudviklet.
Mao Zedong brugte hele sin ungdom og den første del af sin manddom på at samle Kina. Det var hans bedrift. Mao gik til bønderne og bragte dem ind i Kinas historie. Byerne og de intellektuelle blev aldrig Maos kop te. Hvis man et øjeblik tænkte på de politiske nederlag, som Kina havde været udsat for fra 1840 og frem til 1920’erne, hvor Maos politiske virke satte ind, og tænkte på, at Mao fra 1920’erne og frem til 1949 opnåede at samle Kina i en selvstændig nation, var det en bedrift, som ingen i Kina på nogen måde ønskede at fratage Mao æren for. Deng Xiaoping gjorde det heller ikke i 1981 i sin nytolkning af Kinas nyere historie.
Op gennem 1950’erne lykkedes det at konsolidere landets økonomi, og Kina oplevede nogle år med social og politisk ro og stabilitet. Maos fokus fortsatte med at være på bøndernes rolle i Kinas historie. Første skridt havde været deres befrielse fra et feudalt gods-ejertyranni. Men bønderne levede stadig på landet på deres små jordlodder, hver familie med hver sit jordbrug, mange i fattige områder, uden uddannelse, sundhedsvæsen, infrastruktur og organisering. Mao så, at de snart ville blive løbet over ende, nu hvor magten under de fredelige tider igen samlede sig i byerne.
Fra begyndelsen af 1950’erne opbyggede Mao skridt for skridt en strategi, der sigtede på at sikre bønderne indflydelse. I første omgang gennemførtes en jordreform, hvor godsejernes og rigbøndernes jord blev omfordelt. Dernæst startede man med at etablere kooperativer, men i forskelligt tempo fra provins til provins.
I 1958 samlede Mao sin nye økonomiske politik under betegnelsen Det store spring fremad.
Kina skulle ikke som Sovjetunionen alene satse på sværindustrien. Mao forventede, at et nyt økonomisk opsving ville blive skabt gennem udnyttelsen af hidtil ubrugt arbejdskraft og uudnyttede ressourcer. Opsvinget skulle blandt andet ske ved at ændre samfundets opbygning. På landet blev de mindre kooperativer samlet i folkekommuner, hvorfra landbrugsproduktionen blev styret. Folkekommunerne skulle selv drive småindustri, handel, uddannelsesinstitutioner og sundhedsvæsen med barfodslæger. På den måde ønskede Mao at sprede den økonomiske opbygning i Kina ved at inddrage landområderne. Ud-over at give øget indflydelse til bønderne havde politikken også det forsvarsstrategiske formål at decentralisere Kinas produktionsapparat for at gøre et angreb på Kina vanskeligere.

Det Store Spring Fremad løb allerede i 1958 ind i store vanskeligheder. Af mange grunde. I første omgang på grund af dårlig planlægning og overdreven optimisme. Men også fordi der inden for partiet var stor modvilje mod at fastholde fokus på bønderne og ikke på byerne og sværindustrien. Her var opfattelsen, at nu, hvor Kina igen var samlet, borgerkrigen slut, kolonimagterne smidt ud af landet, og der var en erfaren politisk gruppe med endnu en række aktive år foran sig – da drejede det sig om, at Kina kom tilbage til normale kinesiske tilstande. Det ville Mao ikke. Han ville fortsætte revolutionen, men blev ved udgangen af 1958 tvunget til at træde tilbage som præsident. Liu Shaoqi blev kort efter udnævnt til ny præsident. Og de økonomiske og sociale konsekvenser af ’Springet’ blev katastrofale med omfattende hungersnød i årene 1959-62.
I sommeren 1962 blev linierne igen trukket op. På et møde om landbrugspolitikken i centralkomitéens sekretariat forsvarede Deng Xiaoping bøndernes individuelle brug og sagde: »Det er ligegyldigt, om katten er sort eller hvid – så længe den fanger mus, er det en god kat«.
Mao hørte gennem Dengs ord, hvad Deng virkelig mente. Det var ligegyldigt med bønderne, bare de producerede de fødevarer til byerne, som de skulle. Og essensen, der var ikke fokus på bønderne.
På et udvidet møde i centralkomitéen i efteråret 1962 havde Mao endnu Dengs ord i øret, da han sagde: »Glem ikke klassekampen«. Det ideologiske trådte nu mere og mere frem og fik større og større plads i magtkampen på bekostning af den politiske analyse, dialogen og samarbejdet. Partiet var allerede splittet. Mao så, at han ikke længere havde flertallet i partiets formelle organer bag sig og begyndte at opbygge en magtbase uden for partiet. Mao gik til folket, eller som han i 1965 sagde i en samtale med den franske forfatter André Malraux, et år før Kulturrevolutionen brød ud: »Jeg er alene med masserne. Og venter«.
Mao skippede partiets bureaukrati, opbyggede en personkult, samlede sine egne folk og bragte sig i position over for befolkningen. I sommeren 1966 gik Mao op til partiets hovedkontor, det ville sige politbureauets kontor, og smækkede sin egen vægavis op. »Bombardér hovedkvarteret«, stod der. Det parti, som han siden 1935 havde været formand for, og som han selv havde været med til at grundlægge i 1921, var nu målet for hans opgør. Det var den ultimative krigserklæring, og Kina blev kastet ud i et opgør – en borgerkrig.

Mao ønskede at fastholde bøndernes indflydelse og gik mod, hvad han så, som partiets mange nye bureaukrater, der dårligt kunne skelnes fra kejserdømmernes priviligerede og satte embedsmænd i byerne. I teorien kunne man ikke være uenig. Det lød godt. Bare Kinas bønder for alvor fik indflydelse. Og entusiasmen greb hurtigt befolkningen.
Men Mao underkendte nødvendigheden af konsensus, balancen i samfundet og respekten for den politiske proces. Han brugte sin prestige, allierede sig med andenrangspolitikere, opportunister og nogle hæderlige folk, der mente at være enige i hans landbrugspolitik. Mao og folket over for bureaukraterne. Der kom nu kritik af mange forskellige politiske linier, af højre og af ultra-venstre, der var venstre i fremtoning, men højre i indhold. Det blev til et for og imod Mao. Samfundsdebatten blev erstattet af ren ideologi.
Det var utilgiveligt. Mao forbrød sig mod virkeligheden. For at nå målet tilsidesatte Mao processen. Men målet kunne ikke nås uden om processen. Fordi processen var virkeligheden.
Fra 1966 havde Mao reduceret sig selv til endnu en af de mange kejsere, som Kina havde haft så mange af. Urørlig, uimodsigelig, magtfuld og guddommelig.
Ved Maos død i 1976 havde Kina siden 1949 som helhed opnået økonomisk fremgang: Befolkningen havde fået bolig, mad, tøj, arbejde, uddannelse, en cykel og en termokande. Et grundlæggende (omend simpelt) sundhedssystem for hele befolkningen, var blevet opbygget. Forskellen til Kina før 1949 var stor.
Alligevel var Kina langt bagefter det, som mange så som landets udviklingsmæssige potentiale, og i 1975 blev den økonomiske plan De fire moderniseringer lanceret. Men programmet blev først sat i gang efter Maos død.
Det skete i december 1978, da Deng Xiaoping overtog ledelsen af regeringen – og dermed vandt anden og sidste runde. Det var Deng, der åbnede Kinas døre op for økonomisk samarbejde med Vesten i den store stil. Her bidrog den internationale situation, der i 1980’erne var anderledes gunstig for Kina end dets nærmest fuldstændige isolation i 1960’erne.
Meget hurtigt ændrede Deng i begyndelsen af 1980’erne landbrugspolitikken. Privatbruget blev indført, der hvor man fandt det praktisk. Det individuelle landbrug begyndte at udfolde sig. Men allerede i begyndelsen af 1990’erne havde bønderne tabt terræn. Forskellen mellem by og land og mellem det rige

Østkina og det fattige
Vestkina, som i perioden fra 1950 til 1980 var blevet mindre, voksede nu stærkt igen.
Deng Xiaopings sikre hånd bragte efter 1980 Kina økonomisk langt frem og gav Kina en velfærd uden sidestykke i landets historie. Når Deng en dag ville møde Mao et sted hinsides, ville de gamle politiske stridsspørgsmål sikkert blive vendt endnu en gang, og Mao ville sige til Deng,
»Hvad er det for et Kina, du har lavet langs kysten med alle de gamle unoder – korruption, hurtige penge, prostitution og overtro. Kinas bønder er endnu en gang taberne«.
Deng Xiaoping ville kunne svare: »I dine sidste ti år snakkede du ideologi, men gjorde ikke meget andet. Jeg har øget den samlede velstand i Kina med fire gange på ti år. Det har også løftet dine bønder op, selv om nogle har fået mere end andre«.
Lige og fælles om mindre – eller en ulige fordeling af meget.
Det blev de to linier i Kinas politik gennem halvtreds år – Maos og Dengs.

*Carsten Boyer Thøgersen er sinolog og handelsråd på den danske ambassade i Beijing. Han har tidligere har arbejdet for både EU og det danske Udenrigsministerium. I fredags, den 17. august, udgav han bogen ’At pege på månen’ (forlaget Liebeskind) med 25 års personlige iagttagelser af Kinas udvikling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu