Læsetid: 3 min.

Amerikas vidunderlige dårlige smag

En stor temapark, hvor moderne kunst nydes på lige fod med et kitschet tempel for Elvis
28. august 2001

Kommentaren - Rummelighed
San Francisco: Der er nok »kultur« i Amerikas smukkeste by til at tilfredsstille selv den mest sofistikerede europæiske smag og lidt til. Jeg er her på familiebesøg i et par uger, inden jeg tager tilbage til min provinsby for foden af the Appalachian Mountains i Tennessee, en stat der er mere kendt for Elvis, Graceland og Moon Pies end for Napa Valley Chardonnay, Mark Twain og operadivaer.
Over hele byen støder jeg ustandselig på glade europæere, der ser ud til, næsten at være villige til at indrømme, at vi amerikanere måske ikke er helt uciviliserede. Men selv her er de to kulturer, der karakteriserer den amerikanske indstilling til civilisation, til at få øje på. I området er der to professionelle baseballhold der konkurrerer, og lokale beboere har advaret mig om at San Fransisco Giants tiltrækker et mere sofistikeret publikum end Oakland Athletics på den anden side af bugten.
Jeg så begge hold spille sidste weekend og da jeg så, at publikum i Oakland mindede om Elvis-fans, og i San Fransisco om Gore Vidal-tilhængere, forekom det mig, at grænsen mellem smagfuld og smagløs begge steder var hårfin.
Hvad der ikke er umiddelbart indlysende for mange udenlandske gæster er at vi amerikanere nyder vores kultur, netop fordi meget af den er dårlig smag.

Rituel klagesang
For et par uger siden besøgte jeg den nye Country Music Hall of Fame i Nashville, Tennessee. Stedet er et pragtfuldt eksempel på arkitektonisk design, der hylder den arbejdende mands musik, den fattiges ofte simple og rituelle klagesang. Musikken er ligeså autentisk, og kræver lige så meget opmærksomhed som et værtshusslagsmål, og nogle gange er »En aften med Johhny Cash« mere velkommen end en time med Domingo eller en weekend med Wagner.
Elvis, en slags protestantisk helgen i kostumer overbroderet med falske ædelstene, hædres i the Country Music Hall of Fame i Nashville, hvor man endda kan se en af hans hæslige Cadillacs, en stridsvogn en romersk kejser værdig. Elvis Maximus hersker enevældigt i Nashville, som også, meget sigende, kaldes for Sydens Athen, med sin egen kopi af Parthenon, og et universitet opkaldt efter Vanderbilt-familien.
Fra San Fransisco til New York deler de skønne kunster og det tarvelige og billige opmærksomheden imellem sig. De fleste amerikanere sætter pris på noget fra begge kulturer, nogle gange endda lige meget.
Amerika kan bedst forstås som en stor temapark, der hylder lighedsprincippet, med rutschebaner og storslåede, uægte templer af kitsch og teknologi til rådighed for alle, uden at nogen har fortrinsret.
Selv vores litteratur er en blanding af det oplyste, det elegante og det møg-elendige. Som Gore Vidal engang meget indsigtsfuldt kommenterede: »Lort har sin egen integritet«. Med andre ord: Det bedste junk har sin egen appel og sin egen skønhed, når det accepteres på sine egne betingelser.
Derfor slæber vi bestsellere med i sommerhus, nyder forfærdelige selvhjælps- bøger, kærlighedshistorier og kriminalromaner på lige fod med mere højtravende litteratur, der får os til at føle os helt på højde med det bedste i den europæiske eller en anden oprindelig kultur, der undfangede den.

Vidal og Wittgenstein
For tiden består min egen læsning af Gore Vidals selvbiografi om hans fascination af amerikansk film, den seneste Cajun-detektivhistorie af James Lee Burke, en biografi af borgerkrigsgeneralen og Ku Klux Klan-grundlæggeren Nathan Bedford Forrest, en engelsk roman om første verdenskrig, nogle digte af Robert Frost, Witt-gensteins On Certainty, en bog om baseball, en vinguide til området nord for San Francisco og Charles Willefords ikke særlig kendte mysterium Kiss your Ass Goodbye. Senere på ugen, på vej til endnu en baseballkamp med Oakland Athletics, har jeg tænkt mig at tage forbi byens fremragende museum for moderne kunst. På vej hjem vil jeg tage en pizza og en øl og hente en Michael Douglas -film, og så vil jeg se doku-programmet The Weakest Link på tv og lytte til en Dubya-tale.
Er USA et herligt land eller hvad ?

*Oversat af Gitte Lyngby.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu