Læsetid 2 min.

Bevar Folkekirken

Privatisering af Folkekirken vil fremme fundamentalisme og gøre en begravelse vanvittig dyr
11. august 2001

Praktisk
Der findes en legende om, at salig Stauning en gang i trediverne skulle have indskærpet en kommende kirkeminister følgende: »Se nu til, at de kristne holder fred, ellers er Fanden løs!«
Det var den gang. Nu er der smult vande i den skatteborgerfinansierede kirke, der bryster sig af, at 83 procent af befolkningen er medlemmer. Lignende tal på tilhængere kendes kun fra Stalins storhedstid, men dækker i denne sammenhæng nok snarere over snusfornuft end angst for ikke at komme i Himlen.
Folkekirken er en praktisk foranstaltning, der både har en funktion som ceremonimester ved livets store begivenheder, fødsel, giftermål og død, og så som kustode ved nationalfølelsens museum, der er under kraftig erosion i disse mellemfolkelige tider, men hvor synet af en gotisk landsbykirke gengiver den enkelte fornemmelsen af at høre til, mens de svundne århundreder sagte suser forbi.
En af FN’s utallige undersøgelser hævder, at over 40 procent af verdens befolkning er ikke-troende, mens den største trosretning, kristendommen, tegner sig for 18 procent. Hvordan det står til i Danmark, véd jeg ikke, men det er med garanti mere end 60 procent, der er ikke-troende.
Digteren Henrik Nordbrandt, hvis engagement i danske og især folkekirkelige spørgsmål ikke virkede trykkende, udtalte, at kirke og stat skulle skilles ad. Men i øvrigt var han vist ligeglad. Men nu, hvor sommeren og dens overfladiske enqueter går på hæld, vil jeg gerne slå et slag for institutionen.
Set med mine øjne afgik den kristne tro i Midt- og Nordeuropa, i og med reformationen, ved døden. Bibelen blev oversat til nationalsprogene, teologien kunne alle snakke med om, og med den moderne videnskabeligheds gennembrud forekom flere og flere af testamenternes beretninger usandsynlige.

Små grupper, stor magt
Hvorfor jeg så ønsker den besynderlige konstruktion Folkekirken bevaret? Jo, den er et værn mod populistisk obskurantisme, den trygge ansættelse befordrer magelighed hos forkynderne, og den giver et rimeligt billigt tilbud på praktiske og åndelige foranstaltninger omkring jordelivet. Man behøver blot at kaste et blik på frihedens land, USA, for at se, hvor stor magt, små, højtråbende fundamentalistgrupper kan opnå. For slet ikke at tale om amerikanske bedemænds prislister.
Det allerbedste ville efter min mening være, hvis alle religioner af en vis størrelse og pondus kunne komme ind under folkekirkelignende ordninger, så imamer, rabbinere og andre præster fik løn af staten. Ligeledes skulle staten understøtte bedehuse, templer, synagoger og moskéer på samme måde som kirkerne. For ikke at glemme gravpladser!
Indtil konciliet i Nicaea i 325, hvor Konstantin den Store indsatte den kristne kirke som statsreligion med trosmonopol, og sig selv som dens ypperstepræst, Pontifex Maximus, havde den romerske stat en lignende ordning, religio, der betyder anerkendt trossamfund, og den fungerede glimrende.
Så tal ikke om at nedlægge Folkekirken. Tal om at udvide den. Det vil tage pusten fra de indremissionske helvedesprædikanter og de politiserende shariatilhængere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu