Kronik

Borgeren – og den Anden

Er islam som sådan svær for os at integrere, eller må de vesteuropæiske samfund ganske enkelt nytolke borgerbegrebet? – Også i Frankrig går bølgerne højt
Debat
29. august 2001

Tro & Filosofi
Særstatus for middelhavsøen Korsika – hvor er vi nu henne! Sådan cirka kunne forårets debat opfattes i Frankrig, hvor der blev ført en heftig debat om Republikkens enhed, udløst af et forslag om et »frit Korsika«.
Men nationens enhed er også dukket op i en anden og længere debat, hvor det navnlig er sociologerne, der har taget ordet. Denne debat er affødt af problemer, som har at gøre med indvandrerne og deres efterkommere, og den føres på den baggrund, at det ikke længere lykkes at integrere immigranterne i det franske samfund.
Debatten er af interesse uden for Frankrig, fordi den især gælder islam som fremmed religion og kultur i Vesteuropa, og den åbner for spørgsmålet om borgerbegrebet i det multikulturelle samfund.
At islam bliver et vanskeligt anliggende i netop Frankrig, kan skyldes flere forhold. Dels er den islamiske befolkningsgruppe i landet af betydelig størrelse, anslået til over fire millioner, dels har landet en såre traumatisk kolonifortid i flere af de islamiske lande, der især har leveret immigranterne.
Men de stigende vanskeligheder skyldes også den specielle franske udgave af nationen. Frankrig er et af de vestlige lande, hvor samfundets sekularisering har fået sin fuldeste formelle udformning.
I forfatningen er det således fastsat, at Republikken er bekendelsesfri, men der er religionsfrihed i landet.
Det verdslige politiske samfundsrum får en ideologisk funktion som dynamisk og produktiv ramme for den kollektive republikanske identitet. Man fokuserer på borgernes enighed om værdier og livsformer.
Denne samfundsmodel, der på fransk betegnes laïcité, har dels fremmet en stærk forestilling om en national identitet, dels produceret myten om den republikanske samfundsborger som en borgertype, der har universel eksportværdi. Og der har hersket en national forestilling om, at Frankrigs lange tradition som immigrationsland var solidt forankret i Republikkens evne til at indoptage de fremmede i sit univers, fordi dette var båret af universelle værdier.
Integrationsstrukturerne, dvs. familiemønstret, skolesystemet, fagforeningerne, de politiske partier, værnepligten, ja cafeerne rensede de fremmede for oprindelseskulturernes slagger og gjorde dem til gode republikanske medborgere. Men alligevel er den islamiske befolkningsgruppe blevet mere og mere synlig med sin særegne religion og kultur.
Integrationsproblemet har flere aspekter. For det første må der findes en ordning for islam som næststørste religion i Frankrig.

Hovedproblemet er ikke af den art, at der i islam ikke skelnes mellem religiøs og verdslig sfære. De senere års sociologiske undersøgelser i Frankrig siger samstemmende, at der er en sekulariseringsproces i gang i det islamiske trossamfund i landet.
Vanskelighederne skyldes først og fremmest, at den franske stat har behov for et repræsentativt organ, som det kan indgå i dialog med. Men for islam eksisterer der ikke nogen hierarkisk kirkestruktur og intet organiseret præsteskab, og islam i Frankrig udviser en farverig mangfoldighed af trosretninger og nationale og etniske tilknytninger.
I 1999 blev der indledt et bredt forsøg på at finde en løsning, og den synes nu at være på vej.
Den formelle integration af islam som religion er således ikke uden problemer. Men det fundamentale i integrationsproblemet er ikke af religiøs art. Det er af social karakter.
Navnlig kan integrationsproblemet registreres socialt i en række forstæder i de franske storbyer. Her er der ved at udvikle sig noget, der i foruroligende grad ligner ghettodannelser, og forstæderne har siden halvfemserne været skueplads for veritable ungdomsoprør, hvor de unge ofte vender sig mod islam i et besværligt forsøg på at opbygge en personlig identitet. Det spørgsmål er naturligvis blevet stillet, om det ganske enkelt er islam iboende, at religionen/kulturen ikke kan integreres i den republikanske samfundsmodel.
Men samtidig har en række sociologer omvendt spurgt, om ikke det er selve integrationsbegrebet, og dermed borgerbegrebet, som generelt må nytolkes i de vesteuropæiske samfund.

En af de sociologer, der har taget til orde i debatten, er Dominique Schnapper, der sociolog. Hendes seneste bog Que-est que la citoyenneté?, udkom sidste år, da hun stadig var ansat ved den højere undervisning i socialvidenskab i Frankrig. Desuden har hun i en årrække ledet den franske sammenslutning af sociologer, og skrevet en række bøger om emnet nation og borgerskab, og i midten af februar blev hun udnævnt til nyt medlem af det franske forfatningsråd, Conseil d’Etat, som overvåger, at lovgivningen er i overensstemmelse med Republikkens principper.
I Que-est que la citoyenneté? viser Dominique Schnapper, hvorledes der konstant er sket en udvikling i borgerbegrebet i det vestlige samfund, og hun understreger, at det moderne demokrati har den kulturelle pluralisme som princip. Det multikulturelle samfund er ikke et fænomen, som er specifikt for de seneste årtier, men det er trængt ind i debatten i takt med, at forestillingen om nationen og den nationale identitet anfægtes af både regionalbevægelser og tværnationale strukturer og strømme.
Det er derfor nødvendigt at nytænke demokratiet, fordi det historisk er blevet tænkt med nationen som ramme.

Således er det blevet nødvendigt at tage stilling til, om demokratiet kan bære, at der officielt anerkendes kulturelle rettigheder, ligesom der i tidens løb er etableret civile og sociale rettigheder.
Hvad der fortsat skal sikres, er samfundets enhed ved det fælles borgerskab, samtidig med at den enkelte borger har frihed til at træffe sine egne eksistentielle valg. Og her afviser Dominique Schnapper kategorisk det princip, at staten officielt giver bestemte kulturgrupper særrettigheder. Thi en juridisk og politisk anerkendelse af kollektive særrettigheder betyder, at der officielt fastlægges borgerkategorier.
For det første strider dette mod princippet om den individuelle frihed. Det strider i det hele taget mod demokratiet, at et barn ifølge lov tilhører en officielt identificeret samfundsgruppe ved sin fødsel. Ordningen indebærer en udtalt risiko for, at individet lukkes inde i en specifik kulturramme og dermed hæmmes i sin kontakt med andre i samfundet.
For det andet vil det modarbejde den sociale integration, hvis der anerkendes kulturelle særgrupper. Det fører til et fragmenteret samfund, og den yderste konsekvens er ghettodannelser og apartheid.
For det tredje er det vanskeligt at se, hvordan der sikres lighed for loven for borgerne som helhed.

Det afgørende er, at rettighederne gælder enkeltindividet, ikke gruppen som en samfundsenhed, der er defineret ud fra kulturelle og/eller etniske kriterier. Med andre ord kan der etableres rammer, som individet kan udnytte, f.eks. overgangsordninger, der skal bidrage til at løse specifikke økonomiske og sociale problemer.
Dominique Schnapper taler således for en fleksibel udgave af demokratiet, hvor der ved praktiske ordninger åbnes for kulturel pluralisme. Hermed gør hun op med myten om den republikanske borger med de universelle værdier, men vejen frem, betoner hun, er fortsat og alene en demokratisk integration af kulturelle minoriteter i samme politiske enhed.
Samtidig hævder hun som sociolog, at de sociale problemer, integrationen rejser, kun kan løses langsigtet ved diverse praktiske ordninger og økonomiske foranstaltninger, hvis der i en befolkning samtidig er vilje og evne til at lære den Anden at kende. Og her er det især muslimen, der opleves som den Anden, den anderledes, ikke mindst i samfund, der har en stærk national selvforståelse.
Tolerance er ikke nok. Nøgleordet for integrationen er anerkendelse, understreger Dominique Schnapper. Det er ikke blot nødvendigt at se og erkende den andens anderledeshed. Det er også nødvendigt at anerkende vedkommende som lige i menneskelig værdighed.
Og det vil igen sige at erkende, at alle kulturer har ydet deres udviklingsbidrag til den store Historie, til de fælles værdier. Hvilket naturligvis ikke er ensbetydende med, at der ukritisk accepteres fremmede kulturnormer, som strider mod, hvad der i etableringslandet opfattes som almene menneskerettigheder.

Anerkendelsen er en aktiv proces. Den kræver en omfattende og struktureret indsats med information og uddannelse, hvor den Anden er emnet.
Dette gælder inden for undervisningssystemet og i den offentlige administration, og det gælder i det daglige samkvem i samfundet. Processen er krævende. Således har f.eks. tørklædesagerne vist hvor komplekst et kulturfænomen kan være.
Anerkendelsen af den Anden som legitim medborger i sin anderledeshed, er således både en etisk fordring og et konkret krav. Men kravet er uomgængeligt ifølge Dominique Schnapper, hvis demokratiet skal magte den multikulturelle pluralisme i det moderne samfund.
Og hun står ikke ene med sin opfattelse. Den deles bl.a. af en anden fremtrædende fransk sociolog, Alain Touraine, der har formuleret det på den måde, at den demokratiske multikulturalisme er hovedmålet for de sociale reformbevægelser i dag, ligesom det industrielle demokrati var det for hundrede år siden.

*Dominique Schnapper: ’Qu'est-ce que la citoyenneté?’ Editions Gallimard, Paris 2000.

*Gunnar Aagaard Nielsen er cand.mag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her