Kronik

Chat med en fremmed

Den globale storby skaber ikke et nært globalt fællesskab, men sender os ud som kropsløse robotter i det sjælløse rum
3. august 2001

Det virtuelle rum
Det var McLuhan, canadisk/amerikansk medieanalytiker, som for omkring 40 år siden lancerede udtrykket »den globale landsby«, som metafor for morgendagens tv-/mediesamfund, som ville samle vor splittede verden til … ja, en global landsby. I den globale landsby ville vi have fælles oplevelser, kunne tale med hvem som helst uden begrænsninger og komme hinanden nærmere.
Det er jo en genial metafor, med et indhold som ingen kan have noget imod – et varmt og trygt sted, hvor vi kender hinanden på godt og ondt, hvor vi færdes hjemmevant uden frygt. Men metaforen er desværre også falsk. En mere passende betegnelse er faktisk Den globale storby, med en uendelighed af mennesker, vi ikke kender, anonymitet og emotionel ensomhed, en upersonlig kommunikation mere følelseskold end selv den forsigtige hilsen på trappen eller i elevatoren i højhuset.
»Mediet er budskabet,« var et andet af McLuhans udsagn, og det er måske netop i forbindelse med Internettet, vi har fået muligheden for at opdage udsagnets reelle indhold. Men et kritisk blik på medieteknologien, synes vi ikke at interessere os for i den danske debat, hvor vi stort set uden begrænsninger priser – ja, nærmest tilbeder informationsteknologien.
Godt nok har vi sporadiske debatter om børn, tv, video og computere, om børnene tager skade af at se voldsfilm og lege med computerspil med action, vold og død. Men den grundlæggende debat om, hvad denne teknologi gør med os alle, med vores samfund og vores liv, er vi ikke kommet i gang med.
Det er drømmen om den tilsyneladende grænseløse hastighed, som er selve kernen i den nye teleteknologi, den er blevet vores fælles afgud. Eller måske et narkotikum, som er i færd med at gøre os alle til kritikløse brugere af stoffet. Der stilles ikke længere spørgsmål ved fordelen eller hensigtsmæssigheden, idet hastigheden er blevet synonym for Udviklingens formål. Den er blevet det universelle magtsymbol, eller selve det miljø, som den nye tid udfolder sig i.
Den har, siger Paul Virilio, fransk arktitekt, filosof og samfundsdebattør, fået en næsten guddommelig magt, og dens tre guddommelige attributter er : Allestedsnærværelse, øjeblikkelighed og umiddelbarhed.

Det er med udgangspunkt i hans bog, Cyberworld, at jeg formulerer et kritisk diskussionsoplæg om den teknologiske udvikling, som vi alle, med eller mod vores vilje, bliver inddraget i. Nogle af os voksne med en kulturel baggrund i en anden tid spræller endnu lidt imod, men vi sidder efterhånden alle fast i edderkoppens klæbrige net – i Internettet.
Det er en reminiscens fra det 19. århundrede, når vi fortsat tror, at en forøgelse af hastigheden vil bevirke et større fællesskab mellem os, ja, at hastigheden faktisk ville bidrage til mere demokrati. En gang troede man, at jernbanenettets vækst og togenes større hastighed ville medføre større solidaritet, nærhed og mere demokrati.
Men der er ikke tvivl om, at den teknologiske udvikling på mange områder har ændret vores oplevelse af verden. Er den ’objektive’ opfattelse et resultat af fotoapparatets såkaldt objektive gengivelse af vor omverden, og har teleobjektivet rykket horisonten nærmere? Det er blevet tydeligt, at det menneskelige sanseapparat ikke kan følge med i udviklingen. Et så enkelt fænomen som oplevelsen af spillefilmen, beror jo på en manipulation af vor synssans, hvor der er tale om nethindens træghed eller øjets kognitive langsomhed.
Allerede for et halvt hundrede år siden advarede Norbert Wiener og Alan Turing, kybernetikkens opfindere, om at den nye teknik kunne blive en trussel mod demokratiet. Spørgsmålet er, i lys af den fortsatte udvikling mht. kontrol og aflytning, i højeste grad aktuelt og relevant.
Når man hører lovsangene om Internettets betydning for demokratiets fremvækst i tidligere og nuværende diktaturstater, er det nærmest kættersk at antyde, at IT ikke entydigt kan betragtes som demokratiets fremste støttespiller.

I Cass Sunsteins bog, Republic. Com., påpeger han, som også andre har gjort, den fare, som ligger i, at brugeren ud fra sine individuelle interesser programmerer sin computer til netop at servere og fremkalde de interesseområder, som brugeren er optaget af, og på den måde bidrager til at cementere den ensidighed, som vedkommende allerede sidder fast i. Sådan kan Internettet bruges til at styre vores samfund fra et fælles-fund til »et-hver-for-sig-fund«, fra bred debatskabende samfundsrelevant nytænkning til individuel indsnævret lukkethed.
Om og om igen må man holde sig for øje, at vore teknologiske fremskridt skal ’betales’, at der medfølger en nota, som vi måske ikke straks får øje på, men som vi ofte opdager, når vi savner det, der er forsvundet eller skubbet til side. Hvis vi ikke konstant forholder os kritisk til ’fremskridtet’, til det nye som kræver opmærksomhed, så ender vi som dets blinde slaver.
F.eks. medfører denne teknologi, at vi mister den geografiske by, som vi bor i – den reelle by, til fordel for den globale verdensby, som Virilio benævner som den virtuelle by, Internettets by. Vi mister det fysiske nærvær og forholdet til vor egen krop, til fordel for det imaginære nærvær på tv- eller computerskærmen.
Vi får ikke en større global nærhed, fordi vi tilfældigvis ser de samme nyheder på skærmen. Den globale landsby eller storby skaber ikke et nært globalt fællesskab, men sender os ud som robotter i det sjæleløse virtuelle rum. Når skærmen, enten det er tv eller computer, bliver mere reel og virkelig end samfundet og livet udenfor stuevinduet, så er selve det menneskelige fællesskab truet.
At chatte på nettet er en anonym kommunikation, hvor man ikke mødes ansigt til ansigt, hvor man end ikke aner hvem man taler med. Man kan chatte med hvem som helst og hvor som helst, men man kan ikke mødes og dele en kop øl, og der er intet forpligtende i den chat. Og skulle vedkommende komme for tæt på – ja, så trykker vi bare på knappen og zapper ham væk.

Alle afstande forsvinder i og med, at Internettet er alle steder og ingen steder. Når den tilfældige chatven i Australien er lige så fjern eller nær som din nabo, så forsvinder nærheden til din nabo.
Når det, som geografisk er langt væk, tilsyneladende kommer lige så nært, som det, der reelt er nært, så forsvinder nærheden som oplevelse og realitet. Når det eller den fjerne synes at komme nærmere end det/den nære, hvilket jo er en illusion, men opleves som noget reelt, så er det et angreb på det menneskelige fællesskab.
Vi lever i en tid uden forsinkelser, som Virilio udtrykker det, og med Concorden til USA, så forsvandt Atlanterhavet. Akkurat som landskabet forsvinder med de nye højhastighedstog, og som din nabo forsvinder i skyggen af din chatven i Australien.
At Concorden stjæler Atlanterhavet er mere end en smart sproglig metafor. Det er et billede på, at vi er i færd med at miste fodfæstet i vores konkrete verden, at vores reelle tid, som hidtil har været knyttet til afstande, krymper mod et nul.
Teknologien har koloniseret jordens krop med veje, jernbaner, flyvepladser osv., netop med en større hastighed som mål.
Med teleteknologien har vi (foreløbigt) nået den maksimale hastighed, og den almindelige opfattelse er, at det giver os større frihed. Men jo hurtigere vi kan rejse verden rundt, desto mere krymper jorden. Mulighederne for nye oplevelser bliver ikke flere, men færre, hvilket betyder, at det at rejse og opleve denne verden paradoksalt nok mister sin tillokkelse.

Hvorfor i pokker rejse til Ngoro’ngoro for at opleve løverne ’live’, når man allerede fra børnehaven har set talrige tv-programmer om løver på jagt, løver som parres, løver som hviler osv. osv?
Ved at vise børn verden på en skærm beskærer vi den for dem, og de mister lugten og snavset og støvet, den uudholdelige varme – kort sagt, den levende virkelighed, som møder vores sanser, når vi bevæger os væk fra den imaginære skærmverden. For slet ikke at tale om kroppens bevægelse i tid og rum, som er basis for vores erkendelse af virkeligheden.
Et andet ledsagefænomen ved hastighedsteknologien bliver at verden, oplevet som rum og afstand, udraderes. Alt bliver reduceret til øjeblikkelighed, og vi oplever en historieløs verden – historien er forbundet med oplevet tid, med fortid og skygger ind i fremtid – hvor det hele drejer sig om det, der sker akkurat Nu.
En tredje side er, at når kravet om hastighed i nyhedsstrømmen bliver det afgørende kriterium for nyhedens værdi, så bliver der heller ikke tid til analyse og fordybelse.
Når man skal have ajourførte IT-baserede nyheder på miniskærmen på sin mobiltelefon, så må det nødvendigvis blive i bikiniudgave. Og som en følge af, at vi på vores tv-skærm får 25 sekunders rapporter fra ’vor udsendte’ i Moskva, i Paris og i Djakarta, bliver vores verdensbillede endnu mere fragmenteret.
Det er dette, som den norske socialantropolog Thomas Hylland Eriksen kalder »Øjeblikkets Tyranni«, og som har medført, at almindelig klokketid, oplevelsestid, den langsomme tid, som er hjemmets og børnenes tid, bliver fortrængt af den hurtige tid, teleteknologiens tid, som udmåles i mikrosekunder, og som giver os stress og tidlig hjertedød.

Kan vi stille noget op mod denne accelererende udvikling? Ender vi ikke som den bedrøvelige ridder af La Mancha, som forgæves jagtede vindmøller?
Men som Malraux har formuleret det: »Man er et menneske, når man kan sige nej.«
Og Virilios svar på spørgsmålet om, hvad vi kan stille op, hvordan vi kan styre dette tempo, som er i færd med at ødelægge de menneskelige relationer, er konkret og præcist: At generobre sproget. Det vil sige at begynde at tale sammen.
Den vigtigste socialisering sker gennem og med sproget, og vi er nødt til at tage os tid til samtalen. Historien er blevet til gennem fortællinger, og det er fortsat de store historiefortællere – både for børn og voksne – som bevæger vort hjerte og får os til at drømme.

*Erling Salomonsen er psykolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu