Fed filmbølge

LuRøLaLo
Den danske presse har netop annonceret den nye bølge, det såkaldte Director's Cut. Omhyggeligt prøver man at manifestere bølgen som stærkt inspireret af Dogme 95, blot et skridt videre.
Men i realiteten er det en ulv i fåreklæder. En ulv uden tænder. Hvis man tror filmindustrien handler om timelange optagelser på location efterfulgt af flere måneders postproduktion – må man tro om.
Alt, hvad der skal til, er at brainstorme på et navn for den næste store filmbølge, tage nogle timers aftenskursus i amatørmarkedsføring og så sende det hele til pressen. Så let er det at få opmærksomhed.
Men vi bor i en mediedrevet verden, så jeg føler mig udenfor. Jeg vil også være med.
Jeg vil også starte en bevægelse. Jeg vil skrive en pressemeddelelse i stedet for et manuskript. Det gælder om at være den første, så tak til Information, for at høre mig lancere The Next Big Thing.
Jeg har kaldt det: »Luk Røven og Lav Lortet 2001«. Du kan kalde det ’LuRøLaLo’ hvis du vil, men vær sikker på, at du husker det. Det er det, der tæller. Marketing. Sådan er verden nu engang skruet sammen.
Mærkevarer er blevet en integreret del af vores kultur. Nike har Just Do It. Microsoft har Win-dows. Og nu har vi LuRøLaLo. Verden er allerede et bedre sted.
Det var ikke så svært at finde på den. Bare spørge Nordisk Film. Pærelet. Fem minutter i kantinen – max.
Bare slå op under »filmbølge« i et leksikon på nettet og klip og kopier alle highlights ind i et nyt Word-dokument og send det til pressen. Skub to kreative personer frem i lyset for troværdighedens skyld, og så kommer man i aviserne. Opskriften har virket før, for fanden. Hvorfor ikke prøve det?

Der er intet nyt i Director’s Cut. Det er så blottet for nyskabelse og eller nytænkning, at det er utroligt, at nogen gider skrive om det. Det er end ikke værd det papir, pressemeddelelsen var trykt på. Fortæl mig noget, jeg ikke ved. Lav noget, som ikke er lavet før. Overrask mig. Og lad være med at fornærme mig. Lavbudget er ikke 8,5 millioner. Hvad med 1-3 millioner? Og en kort optagelsesperiode er ikke seks uger. Prøv tre. Tage Dogme et skridt videre? Ønsketænkning.
Hvis man overhovedet nævner penge i et kreativt manifest, er det så stinkende tydeligt, at man er ligeglad med den kreative proces. Det er her Director’s Cut mister al troværdighed. Er jeg den eneste som kan se, at det hele bare er en dækhistorie for et filmselskab med økonomiske problemer?
Det er et råb om hjælp. Et des-perat forsøg på at kommer tilbage i mainstreamen – instruktøren og manuskriptforfatteren er bare med for at få det til at se kreativt ud.
Hvorfor bliver jeg irriteret over avisoverskrifter, der annoncerer endnu en ny filmbølge? Fordi jeg er træt af ævl og kævl, markedsføringen af den nye bevægelse, alle pressekonferencerne, som folk bruger deres tid på i stedet for at være ude og lave film. Især når der er så mange unge talentfulde instruktører og manuskriptforfattere, der bliver overset af de nuværende støtteordninger. Folk der virkelig brænder for at lave film. Hvis du elsker film, brænder for at lave film, ikke kan overleve uden at lave film – så lav dog film for helvede.
Den fundamentale forskel på Director´s Cut og LuRøLaLo 2001 er, at jeg ikke skrev en pressemeddelelse. Det havde jeg ikke tid til, jeg havde for travlt med at lave en spillefilm. Altså en rigtig mikrobudget-spillefilm, 750.000 kroner. På 16mm og ikke DV. Med rigtig kort optagelsestid – 19 dage. Med et hold bestående af 10 mennesker, som ingen løn fik. Vi havde Carte Blanche til at lave den film, vi brændte for. Carte Blanche! Hold da kæft! Et fedt navn på en filmbølge! Se, hvor let det er?

Jeg havde ikke tid, fordi jeg skrev manuskript, inviterede mine talentfulde venner til at hjælpe mig, lavede lortet på Vesterbro, og nu sidder og klipper råmaterialet.
Vi er ikke en gruppe unge, der aldrig har fået chancen før. Vi er en gruppe professionelle filmfolk, som var trætte af systemet. Trætte af at være ofre for andre folks usikkerhed i form af penge. Vi kunne sidde på Pussy Galore og brokke os over, at systemet svigter os, eller at ingen lægger mærke til os, eller vi kunne gøre noget ved det. Vi valgte det sidste.
Og vi bliver mere og mere begejstrede over den film, vi er ved at skabe. I begyndelsen af processen gav jeg mine venner tre nøgleord: Instinkt, passion og smertepunkt. Vi gør det, fordi vi elsker historien og hele processen i at skabe en film. Vi følger vores instinkter. Føles det rigtigt, så gør det. Vi skyder vores personlige smerte ind i processen. Vi har intet at tabe, men alt at vinde fra vores oplevelser. Hold da kæft! Ser I, her er et manifest! Se hvor let det er? Men du har ikke brug for et manifest, hvis du har passionen. Jeg blev inspireret efter at have mødt Suso Cecchi d’Amico under et interview til min dokumentar film The Storytellers – Europe´s Legendary Screenwriters.
Suso er manuskriptforfatter og har skrevet over 100 film i løbet af de sidste 60 år for bl.a. Visconti og Antonioni. Suso var en af de italienere, der efter krigen var ude i gaderne og lave film. Hun fortalte mig: »Vi var bare en gruppe venner, der elskede film og gik ud i gaderne for at lave den type film, vi ville se.«
Da jeg spurgte hende om navnet ’italiensk neo-realisme’, viftede hun spørgsmålet væk med hånden: »Efter at vi havde lavet filmene, var der nogle andre et andet sted i verden, der besluttede sig for at kalde det neo-realisme og skrive bøger om det. Det interesserer mig ikke. Vi var bare en gruppe venner, der elskede film og lavede film. Det er det vigtigste.«

Med det i baghovedet, samlede jeg mine venner og drog gennem Vesterbros gader i tre uger. Vi havde gjort, hvad andre kun skriver om. Pis, nu føler jeg mig virkelig dum. Jeg har faktisk lavet en film i stedet for at bruge min tid på at udtænke et smart navn for den næste filmbølge.
Dogme 95 fungerede fint. Det var en nuanceret blanding af det kunstneriske og det kommercielle. Trier er en mester i timing, hans navn på projektet gav bølgen vind i sejlene, og Vinterbergs moderne klassiker Festen blev succesbølgens kreative katalysator. Dogme har ændret filmindustrien i Danmark og givet os permanent status på verdenskortet. Og den reintroducerede Nouvelle Vague til en generation unge filmelskere, som aldrig havde set en Godard- eller Truffaut-film.
Selv om man et eller andet sted ved, at hele balladen handlede om penge, så har vi genvundet respekt på internationalt plan.
Men nu er Dogme snart over-stået. Selv om de gamle mænd med de store maver ude i Avedøre tror det modsatte og vågner midt om natten og råber »Vi laver det på DV!«.
Så tak for en fantastisk tur – men vi skal videre. Vi skal videre. Citius, altius, fortius. Vi skal glemme noget så banalt som Director’s Cut og vente spændt på The Next Big Thing. Filmen er opfundet af drømmere og profeter og ikke usikre ’moneymen’. Det er stadig produktet, der sælger, ikke den glamourøse indpakning. Man kan lave Louis Vuitton-kopitasker for 20 kroner i Bangkok. Men det bliver aldrig det samme, vel? Der går en dag, og så er den slidt. Vi skal videre. Om bølgen kommer fra Skælskør, Santiago eller Singapore. Jeg har stor respekt for folk, som har lavet film. Det er en fantastisk oplevelse. Men det med at skabe en bølge, før man har noget i kassen er ikke til at holde ud. Man ser ikke bilfirmaer lave reklame for en bil, som de ikke engang har tegnet en skitse af. »Øh, den bliver rød, og ikke så stor, men dejlig at køre i...« Nej tak.
Jeg ved ikke, om du vil synes om min rigtige mikrobudget-spillefilm, når den kommer i biograferne. Jeg håber, du vil, men jeg har ikke søvnløse nætter over det.
Jeg ved, at mine venner og jeg elsker denne film og er stolte af den. Det er nok. Vi kom, vi så, vi skabte. Intet mere end det. Og når I sidder i biografen og kommer med jeres meninger, har jeg for travlt til at høre dem, for til den tid er vi ude at lave den næste spillefilm, på samme måde og med endnu en lille budget. Ikke fordi vi ikke vil have større profit, men fordi det er sjovt. Det er hyggeligt. Det er filmmaking når det er mest fantastisk. Det er derfor, vi laver film. Derfor vi skaber.

Sagen er enkel: Lad reklamebranchen gøre det, den er god til. Nike – Just Do It. Adidas - For the Love of the Game. Philips - Let's Make Things Better. Det nytter ikke at sidde i dit pæne komfortable kontor på toppen af det fancy filmstudie og bare brainstorme for at finde et navn for The Next Big Thing. Hvis du vil ændre systemet, så brug dit talent til at lave film. Er det ikke det, du elsker? Er det ikke det, du er god til? Så LuRøLaLo og håb på, at din indsats er værd at give et navn. Af nogle andre, et andet sted i verden.
Imens er resten af os er ude på gaderne og laver det beskidte arbejde med de film, vi brænder for. Fordi vi elsker film mere end opskriften på et publikumshit.

*Mikael Colville-Andersen er manuskriptforfatter og (debuterende) filminstruktør

*Nordisk film lancerede sin nye serie af Director’s Cut-film (budget: 8,5 million kr pr. styk) d. 8. august 2001

*Læs mere på www.information.dk og søg på Director’s Cut i arkivet