Læsetid: 3 min.

Frygt ikke globaliseringen

Nationalstaterne kan sagtens sætte sig til modværge mod presset fra globaliseringen – modsat hvad globa-liseringskritikken hævder
Debat
17. august 2001

Globalisering
Globaliseringen er ikke en naturkraft, der er væltet ind over nationaløkonomierne, men er blevet til via et historisk betinget net af nationale love, bilaterale kontrakter og internationale regimer.
Den muliggør fri bevægelse af varer, tjenesteydelser, kapital – og ikke mindst mennesker, tværs over lande-grænser.
Midt i denne udvikling gemmer sig et velkendt spillerum for den nationale suverænitet: en stat kan underskrive kontrakter og aftaler med andre stater, hvis disse fremstår som fordelagtige. Staten kan tillige opløse eller afbryde disse aftaler, hvis omkostningerne skulle blive for store.

De bestemmer selv
Nationalstaternes love er stadig gældende. Hvad enten det drejer sig om stop for importen af amerikansk hormon-kød til Europa, de industrialiserede landes blokader af landbrugsprodukter fra den tredje verden eller ringeagt for ophavsretter tilhørende udviklingslande – igen og igen unddrager regioner og lande sig fra den frie handels principper eller dens kontraktlige regler.
Det er, økonomisk set, sjældent en god idé. Men det er den politiske velvilje, der giver udslaget. Selv om det utvivlsomt vil være gavnligt at reformere verdenshandelens nuværende strukturer og dermed inddæmme de negative følger af erratiske kapitalstrømninger – truede na-tionaløkonomier med ustabile erhvervsstrukturer og utilstrækkelige finansinstitutioner kan også selv gøre noget.

Statslig styring
De behøver ganske vist ikke at gå så radikalt til værks som den malaysiske statsminister, Mahathir Mohamad, der i 1998 regelret fastfrøs kapitalstrømningerne og dermed i al fald for en stund stabiliserede nationaløkonomien.
Andre lande, derimod, har f.eks. eksperimenteret med at indskrænke kortsigtede investeringer med den begrundelse, at hvis der lukkes af for sådanne kapitalstrømninger, ja, så kan de i hvert fald heller ikke panikagtigt forlade landet igen.
Det er sandt, at en national-økonomis velbefindende er afhængig af investeringer, altså også af globale firmaers beslutninger om målsætninger.
Men globaliseringsforskere som Saskia Sassen fra universitetet i Chicago har eftertrykkeligt beskrevet, hvorfor koncerner og firmaer ligeledes så absolut er afhængige af deres nationale værter. De er storforbrugere af nationale tjenesteydelser, lige fra infrastruktur til sikring af ophavsrettigheder, fra domstole til beskyttelse mod ’ufine’ konkurrenter.
Og præcis fordi at disse koncerner er interesserede i at afsætte deres varer overalt på denne klode, kan nationale kontrolmyndigheder og konkurrenceråd gøre helvede hedt for dem. Så sent som i forrige uge forbød Europakommissionen en fusion mellem de to koncerner General Electric og Honeywell.

Fej for egen dør
Nationalstaterne kan altså sagtens sætte sig til modværge mod presset fra globaliseringskræfterne. Dog påstår skeptikerne, at den der følger globaliseringsstrømmen også mister indflydelse på at forme egne, nationale strukturer.
I socialpolitikken betyder konkurrencen om at tiltrække koncerner ofte en nedprioritering af sociale ydelser.
Især de godt udbyggede velfærdssamfund er i dag de lande, der er stærkest
integrerede i verdenshandelen.
Men netop i denne forbindelse kan det betyde en stor forskel, om et velfærdssamfund idéforladt forsørger samfundets ’tabere’ via kontanthjælp – eller om man vælger at agere som ’social investor’ og forbereder disse mennesker på verdensmarkederne ved at øge deres produktivitet gennem uddannelse o.l. Der vil altså stadig være nok spillerum for reformivrige politikere.
Hvad så med økologien? De fleste miljøproblemer – fra forgiftede grundvandsbeholdninger til beskyttelse af truede dyrearter – kan løses regionalt. Der er ikke brug for en ’global’ regering for at bygge bedre renseanlæg eller uddele påbud til miljøforbrydere. Alt dette er ganske vist ikke gratis, men på den anden side vil globalisering heller ikke formindske disse omkostninger.
Naturligvis er der internationale problemstillinger, der kræver mere end blot ændringer af regionale regler. Men det er kun ganske få, så som beskyttelse af klimaet og verdenshavene, epidemier, grænseoverskridende kriminalitet eller kampen mod skatteoaser. Alt dette kræver global governance, verdensomspændende, politiske anstrengelser.
Ved alle andre spørgsmål om globalisering lyder svaret: Fej først foran egen dør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her