Læsetid: 4 min.

Genopstod Jesus i kød og blod

En moderne menighed døjer med at tro det
Debat
20. august 2001

Gudstro
Information har i denne sommer spurgt en række folkekirkedanskere: »Tror du på gud?«
Det ømmeste punkt for nutidsmennesket er ikke Jesusskikkelsen – hans gådefuldhed til trods. Det gådefulde ved hans liv og gerninger virker tværtimod såre stærkt. Men opstandelsen? Er den at forstå som et faktum, en besejring af døden, som man nok må tvivle om, men gerne samtidig skal tro på, i al fald som et håb?
I gamle dage var det for mange ikke som i dag et kors for tanken at tro på Jesu opstandelse og det evige liv.
DR2 genudsendte i juli en samtale fra 1981, der blev et fængslende supplement til serien i Information.
Johs. Møllehave interviewede P. G. Lindhardt, der da netop var gået af som professor i teologi i Aarhus og som præst.
Lindhardt (1910-88) regnes som en af de fire betydningsfulde såkaldte ’Aarhusteologer’ sammen med Regin Prenter, Løgstrup og netop afdøde Johs. Sløk.
Lindhardt blev i 1952 landskendt efter et foredrag på Askov Højskole om det evige liv. Lindhardt fortalte i interviewet fra 1981 om foredraget, hvis pointe er, at vi ikke har krav på det evige liv – vi har ikke krav på noget.
Lindhardt forklarede, hvordan den gamle optimisme fra fremskridtstiden før Første Verdenskrig også influerede på synet på ’livet efter døden’.
Denne optimisme sluttede med krigen, men i teologiske kredse holdt den sig i mange år, indtil den gamle generation af teologer begyndte at dø ud. Folk var dengang sådan indrettet i deres hoveder, at det var naturligt for dem at tænke på denne måde om fremtiden, herunder tiden efter døden.

Sikker udødelighed
Sjælen er en græsk tanke, gået over i kristendommen – ganske som også Sløk har skildret det. Lindhardt omtalte også Martensens etik, der i anden halvdel af 1800-tallet spillede en stor rolle.
I dag er Martensen mest kendt som den biskop, Søren Kierkegaard angreb i sin kirkekamp, men han var i lange tider toneangivende; hans dogmatik kom i flere udgaver og blev oversat til tysk. Pointen er her, at udødeligheden er det sikre, saligheden det usikre.
Der er et berømt ordskifte mellem Oehlenschläger og H.C. Andersen, hvor Oehlenschläger siger, at han ikke kan se, at han har krav på noget, mens omvendt Andersen er sikker på en måde, der svarer til Martensens etik – og Ingemanns salmer.
Jeg selv var i 1950’erne ikke særlig kirkeligt interesseret, men husker, at der var debat og noget, der lignede et folkelig oprør, bl.a. et stort møde i KB-hallen.
Lindhardt mindede i interviewet om, at den kendte københavnske prædikant Falk Hansen (1895-1977, mangeårig leder af KFUM) på dette møde erklærede, at han, Lindhardt, havde kuppelkatar.
Lindhardt forklarede i 1981-interviewet, at han havde sagt det samme længe før det foredrag, der vakte skandalen. Da han efter foredraget kom ned fra talerstolen, sagde hans kone: »Ja, det kan jo ikke være nyt hver gang.«
Men så tog medierne sagen op.
Lindhardt havde fået mange breve – også anonyme. De udskældende havde han ikke svaret på, men de spørgende syntes han, at han måtte besvare. I lange tider havde han hver dag skrevet omkring 25 breve.
I samtalen med Møllehave sagde Lindhardt, at det, man har at holde sig til, er Jesu opstandelse og forkyndelsen om ham, men derudover er der ingen mulighed for at udtale sig. Han fremhævede, at vi i det hele taget ikke kan kræve noget, og at forkyndelse altid må handle om fremtiden, d.v.s. pligterne her og nu. Dér, hvor kærlighed råder, er det evige liv.

Graven var tom
Interessant er det, at Lindhardt, der var professor i kirkehistorie, så stærkt fremhævede tidens måde at tænke på. Dette synspunkt er også det bærende i hans bøger om 1800-tallets kristelige vækkelser – hvorfor opstod vækkelserne, og hvorfor blev bønderne grundtvigianere og husmændene missionsfolk? I 1952 levede den gamle tankegang om det evige liv endnu. I 1981 ville ingen gø af de udtalelser, som vakte opsigt i 1952. Det var Møllehave og Lindhardt enige om.
Det kristne budskab opfattes med skiftende tiders forskellige tankegange. Jesu opstandelse var for ’de gamle’ ikke en helt umulig forestilling. Man tvivlede, man talte om korsets gåde, men mente, at man måtte tro, at det er gået sådan til, udover vor forstand: Graven var tom, Jesus den opstandne herre.
Mon ikke vi her i vores del af verden, nu i 2001 – trods alt – er sådan indrettet, at der næppe ville opstå en ’Lindhardt-sag’, selvom en præst sagde, at godt nok mente de gamle, at Jesus var opstået, men vi må se sådan på det, at dette er en mytisk fremstilling, som for os må udlægges som en pligt til at handle – eller hvordan præsterne nu i deres forskellighed vil vælge at udlægge teksten?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her