Kronik

Den globale Boomtown

I Las Vegas kan man opleve, hvad hele den moderne verden ville lave lørdag aften, hvis nazisterne havde vundet krigen, skrev Hunter S. Thompson. Et besøg i landet, der boomer for vildt – igen
4. august 2001

Lørdagskronikken
LAS VEGAS/ LA – Nogle få kasinoer med neonskilte, det var, hvad Las Vegas bestod af i begyndelsen af 1950’erne.
USA havde vundet krigen, den kolde krig var jomfruelig, økonomien boomede og The American Way of Life – en yndet kliché fra perioden – bredte sig som en ønskelig, vestlig livsstil.
Samtidig begyndte atomprøvesprængningerne på Nellis-basen nordvest for byen. De foregik altid før daggry. I timerne op til detonationen myldrede en blanding af gangstere, gamblere og andet godtfolk ud i ørkenen med deres mørke solbriller for at se paddehatteskyen og det ætsende lys. Bagefter kørte de tilbage til byen og festede videre, mens neonlysene i morgengryet blev pastelagtige og matte.
I dag, 50 år senere, minder tilstanden en del om dengang: Den kolde krig er slut, økonomien boomer igen, og USA er på ny havnet i verdens økonomiske, mentale og kulturelle førersæde. Dengang som nu er USA præget af indre modsætninger, men samtidig også lammet af politisk korrekthed og disneyficering. Imens er Corporate America – storkapitalen – i højere grad end tidligere lokomotivet i en udvikling, ingen rigtig ved hvor går hen.
Las Vegas er det primære eksempel. Mafiaens oase er i dag erstattet af enorme hotelresorts med 5.000 værelser til cirka 10 mia. kroner. Temaerne – Venedig, det gamle Egypten mv. – slår uden problemer originalerne af banen, og er så store og indeholder så mange muligheder og forretninger, at man ikke behøver forlade dem. De er krydstogtskibe i en verden af klipper og sand.
I takt med investeringerne, der har gjort byen til USA’s hurtigst voksende, er Las Vegas blevet til stueren Disney-familieunderholdning, et røntgenbillede af nutidens politiske korrekthed. Selv ordet gambling er afskaffet – nu kaldes det gaming (det lyder mere af harmløs underholdning) – og hvor Las Vegas førhen var Syndens By kaldes den i dag Fremtidens By.
Tager man det for pålydende, peger fremtiden i retning af det perfekte bedrag, hvor de store koncerner investerer milliarder i en klinisk renhed, som ikke giver kunderne ubehagelige associationer. En verden, hvor man ikke vil forstyrres af virkeligheden. De talrige indhegnede bydele rundt om i USA er et skridt i samme retning.
Hotel-mastodonterne er et billede på dagens økonomiske klima, hvor der efter fussionsbølgens afslutning investeres som aldrig før. Samtidig forfalder gamle gangsterbuler som The Sands og The Desert Inn midt i Las Vegas. Men selv om byen har fået verdenshistoriens måske dyreste ansigtsigtsløning, er intet grundlæggende forandret.
Dog er der én væsentlig forskel.
Hvor det førhen var lidt småfarligt, er det i dag moderne og velsét at tage til Las Vegas. Selv mormoner, og kristne fra Bibelbæltet, strømmer til. Her skal det bemærkes, at byen under den renskurede facade stadig er et mekka for spil og købesex, mens det image der sælges, og som sælger, er et ganske andet.
Midt i den koreograferede virkelighed af pirater, pyramider og postmoderne dekadence er der en linje til gonzo-journalisten Hunter S. Thompsons besøg først i 70'erne: Tog man til Vegas, hævdede han, kunne man opleve »hvad hele den moderne verden ville lave lørdag aften, hvis nazisterne havde vundet krigen.«
Efter 70’erne og 80’ernes krise er de evige lys igen blevet et hjertekammer i den amerikanske drøm, som Thomson fuld og skæv ledte efter i neonjunglen. Det paradoksale er blot, at hvor dekadencen dengang var skødesløs, så er den i dag ufrivilligt tilrettelagt ned til mindste detalje, og er utilsigtet blevet et symbol på et stadig mere velstående USA, hvor privatliv og virkelighedsflugt er en luksusvare, og hvor de sociale og mentale skel er voksende.
Intet sted opleves kløften dybere tydeligere, end hvis man tænder for Talk Radio på AM-båndet, hvor utallige regionale eller nationale orakler har en mening om alting. Fænomenet åbner for en verden tilbage fra 50’erne, hvor familieværdier og dyb konservatisme var nøgleordene.
Tonen er urban, men under den stuerene facade lurer mistroen, og man møder folk, der gerne vil bekræftes i deres grundsyn: Demokraterne er forrædere, medierne er en venstreorienteret sammensværgelse, etniske befolkningsgrupper er uønskede, og forbundsregeringen blander sig for meget. De største, Rush Limbaugh og Laura Schlessinger, har over 10 mio. lyttere. Mere obskure er f.eks. Dr. Dolores og Lee Rodgers. Til gengæld vrimler det med dem.
»Your friend betrayed your trust,« som Dolores fortæller en kvinde, hvis bedste veninde har blandet sig i den (ikke alt for velfungerende) families forhold.
Lytterne til disse takshows bor i Californiens bibelbælte, små byer med kirkegang, og bingo på den lokale Burger King om søndagen, men de bor i høj grad også i metropoler som Los Angeles.

Talk Radio forekommer i det hele taget at være den perfekte opladning til LA, der går for at være den mest splittede by i verden, en by med enorme sociale spændinger. Derudover er delstaten Californien verdens 7. største økonomi. Og den har vokseværk.
Kører man til LA fra Las Vegas havner man i udkanten af San Gabriel Valley. Området er i dag en del The Inland Empire, det nye boomområde, hvor industrien og storkapitalen igen slår sig ned. Det er næste umuligt at rumme tanken. I forvejen er bor der cirka 13 mio. mennesker i et sammenfiltret bylandskab fire-fem gange større end Fyn. At området igen vokser er nærmest genetisk umuligt, men det er historisk betinget.
LA har i det meste af det 20. århundrede været en boomtown. Før krigen kom okierne til fra Midtvesten, under krigen blev byen et centrum for krigsindustrien, og efter krigen spredte byerne sig med eksplosiv fart ned gennem San Gabriel Valley, hvor smog, otte-spors motorveje og parcelhuskvarterer fulgte med – et white trash heaven, som forfatteren James Ellroy så poetisk har karakteriseret det.
Det var her McDonald's blev grundlagt. Det var her de hvid-emaljerede benzintanke, storcentrene og motellerne i aquamarine-farver opstod. Det var steder som dette, hvor superkids-generationen af købedygtige teenagere trådte deres barnesko, selve overflodskulturens fødested.
I dag sker noget tilsvarende.

Ligesom i begyndelsen af 50’erne står vi i begyndelsen af ’en amerikansk periode’, hvor landets indflydelse igen slår igennem på globalt plan. Dengang var optimismen – præcis som i dag – stor. Men et eller andet sted løb udviklingen af sporet.
LA er et klassisk eksempel. LA havde med dens vækst og velstand alle chancer for at blive en positiv historie, men blev det ikke, og drømmen om fremtiden blev langsomt pillet fra hinanden. Hollywood fik en velpubliceret sort bagside. Politiet og justitssystemet var uhyre korrupt. Intet sted uden for sydstaterne var der så mange medlemmer af Ku Klux Klan.
Læg dertil Watts-oprøret, de første gangbangers, udbredelsen af LSD og drugs, steroide-kulturen på strandene, Hell’s Angels, mordet på Robert Kennedy, Charles Manson Family, den fatale Altamont-koncert i 1969, hvor flowerpower blev til dårlig syre, den stigende mistænkeliggørelse i 70’ernes krise og ydermere alle seriemorderne, gangster-rap’en, pornoindustrien, Rodney King og O.J.-sagen.
Når man efter en sådan opremsning tænker på nutidens spaltede samfund, er det vanskelig at forestille sig, at dette ingenmandsland vil forandre sig. Ydermere kan man frygte, hvad der sker, hvis The New Economy går i sort, hvad begrebets opfinder, økonomen Michael J. Mandel, for nylig har spået.
Holder det stik, må der vel komme intet mindre end en syndflod og skylle den vestlige verdens yderste forpost ud i Stillehavet.
Det er der nu kun få amerikanere, der bekymrer sig om. Og hvorfor i grunden også, når det nu igen går godt? Generelt set er folk venlige og åbne, nye velhavende kvarterer vokser frem, og kriminaliteten er på retur. Alligevel er krisetegnene synlige, og efter kort tid i byen fremstår LA mere og mere som civilisationens yderste grænse.
Medierne fokuserer næsten udelukkende på negative nyheder, i det sorte South Central-område er det stadig livsfarligt at køre forkert, smog er stadig et massivt problem, det enorme motorvejsnet forfalder, en voldsom energikrise har netop hærget, og i San Bernadino er man ved at bygge et enormt vandreservoir direkte oven på Saint Andreas-spalten. I tilfælde af et jordskælv risikerer en by med en kvart million indbyggere at blive til en 10 meter dyb sø af mudder.
Og midt i det hele bor der altså optimistiske og imødekommende mennesker, for størstedelen, som konstant er i bevægelse. De fleste amerikanere har kun to ugers ferie, ingen fast minimums-arbejdstid og forekommer at arbejde hele tiden. På vej til en baseballkamp diskuterede jeg arbejdsmoral med en bekendt, som nægtede at tro på, at vi danskere går mod den sjette ferieuge. Da vi parkede på den enorme parkeringsplads og gik ind på stadion prøvede jeg at forklare ham, at det ydermere var betalt ferie.
Han tror vist stadig ikke på mig.
Når baseball på dette sted skal inddrages, er det fordi, sporten i USA altid har haft status som mere end en sport. Det fornemmes under et besøg på Dodger Stadium, hvor man træder ind i en verden. der ikke længere eksisterer – præcis som i åbningsscenen i Don DeLillos store roman Underverden.
Dodger Stadium er fra sidst i 50’erne, hvor de de to New Yorker-hold Dodgers og Giants rykkede teltpælene op og derved blev et af de første eksempler på en nation i opbrud. USA har eksisteret i cirka 300 år, og sporten dækker halvdelen af denne periode. Førhen var baseball et fristed, en spejling af alt hvad amerikanerne opfattede som attraktivt ved deres land: Udholdenhed, troværdighed og at held ikke er tilfældigt. I dag er det ligeså, blot med negativt fortegn.
Baseball har for længst mistet sin status som nationalsport, spillere udgør en nyrig og forkælet overklasse, og forvreden konkurrence, konstante skærmydsler og doping kvæler ydermere troværdigheden. Derudover har de store koncerner forvandlet sporten til en underholdningsindustri, hvilket de lokale hold er eksempler på. De er ejet af hhv. Disney og mediekoncernen Fox, og hvor baseball førhen var en del af folkesjælen, er det nu et produkt markedsført ned til mindste detalje.
Vender man igen blikket mod DeLillos roman, møder man senere i værket en del af persongalleriet på netop Dodger Stadium, hvor de sidder i en lukusboks tæt på banen, drikker sig småplørede og tænker tilbage. Ikke nødvendigvis på bedre tider, på andre tider. Her møder vi den amerikanske selvforståelse i dens reneste form. Hvor vi europæere synes skeptiske overfor udviklingen og nye fænomener, så opfatter amerikanere udvikling i sig selv som et sundhedstegn, som noget bæredygtigt.

Det er disse værdier og den historiske arv, globaliseringens modstandere er oppe imod. En indgroet rastløshed, en ukuelig optimisme og en udpræget liberalisme, der gennem årtier har formet og præget vestlige kultur.
Derudover handler kampen mod globaliseringen om en ny kollektiv identitet, eller mangel på samme.
Efterkrigstidens industrisamfund har længe været under forandring, men til hvad? I 70’erne og 80’erne talte man om servicesamfundet, i 90’erne om informationsamfundet. Mens vi i Europa har sat globaliseringen på dagsordenen og prøver at definere det postindustrielle samfunds værdier, så synes et relevant spørgsmål at være, om kampen er tabt på forhånd.
Accepterer man denne påstand, kan man yderligere frygte, hvordan påvirkingen bliver på det mentale plan.
Bagsiden af den amerikanske drøm har altid haft en negativ afsmitning på resten af verden, og fortsætter denne udvikling kryber splittelsen, fremmedgørelsen og disneyficeringen måske for alvor ind i de europæiske velfærdssamfund, vi så hårdnakket prøver at modernisere.
Tager man sociologen Anthony Giddens på ordet, så er globaliseringen i sin substans udtryk for optimisme, et ønske om at erobre fremtiden og møde den ganske verden, og det kunne i princippet være en beskrivelse af moderne amerikansk mentalitet.
Den mentalitet, der i mangt og meget har præget Vesten de seneste årtier uden noget synderligt modstykke.

*Thomas Kaarsted er historiker og forlagsredaktør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu