Kronik

Grøn skattereform i Danmark

Formålet med en grøn skattereform er at forbedre miljøet. Pointen er, at man opkræver mere skat på ressourceforbrug og forurenende adfærd og i stedet nedsætter skatten på arbejdskraft
9. august 2001

Økonomi & Politik
Danske erfaringer viser, at grønne skatter og afgifter er miljømæssigt virkningsfulde. Dette bekræftes af Det Europæiske Miljøagentur og OECD. Forbruget af engangsbæreposer og klorerede opløsningsmidler er gået betydeligt ned, siden der kom afgift på. Og pga. den høje registreringsafgift købes der færre biler i Danmark end i vores nabolande. Den lave danske benzinafgift betyder derimod, at der køres mange kilometer i bilerne.
En grøn skattereform betyder endvidere at mere miljøvenlige løsninger gøres billigere. Det gælder f.eks. kollektiv trafik, økologisk landbrug samt reparationsarbejde, som alle kræver megen arbejdskraft.
For omkring 10 år siden gennemførte Danmark, Sverige og Holland det første større skift fra beskatning af arbejdskraft til beskatning af især energiforbruget, og indenfor de sidste par år har også Tyskland, England, Frankrig og Italien gennemført små grønne skattereformer.
Der er således skabt ’luft’ til at Danmark kan gå videre med en tredje bølge af stigninger i de grønne skatter og nedsættelser af beskatning af arbejdskraft, uden tab af konkurrenceevne for dansk erhvervsliv generelt.
En fortsat omlægning af beskatning fra arbejde over på beskatning af ressourceforbrug og forurenende adfærd, anbefales af en bred kreds af internationale økonomiske organisationer og regeringer. F.eks. OECD, Verdensbanken, EU-kommissionen, Det europæiske Miljøagentur. Samtidigt er det en klar fordel, at den enkelte borger eller virksomhed har mulighed for at sænke sin egen skattebetaling gennem bevidst at gennemføre en miljømæssigt fornuftig adfærd.

Nedsættelse af beskatning af arbejdskraft kan bringe flere i arbejde, og dermed være med til at skabe økonomisk vækst og besparelser i sociale udgifter. Øget beskatning på ressourcer og forurenende adfærd ,vil samtidig spare samfundet for udgifter til forebyggelse og oprydning efter miljøødelæggelse.
Denne dobbelte økonomisk fordelagtige virkning af en grøn skattereform kaldes dobbelt dividende. At den faktisk optræder ved selv små grønne skattereformer påvises i flere internationale undersøgelser.
Hvis grønne skatter og afgifter øremærkes til kun at finansiere udgifterne til oprydning og forebyggelse på miljøområdet, så forhindres mulighederne for at sænke anden beskatning, og ideen bag en reel grøn skattereform forsvinder.
Grønne skatter og afgifter bør derfor som hovedregel lægges i statskassen.
Løsning af yderligere miljøproblemer skal derefter prioriteres i forhold til løsning af alle andre opgaver i Danmark, således at fordelingen af offentlige udgifter prioriteres samlet.
For eksempel betales udgifterne til hospitaler i dag af provenuet fra skat på arbejdsindkomst. Der er intet i vejen for, at en del af denne udgift i fremtiden kan betales af en øget skat på ressourceforbrug og forurening, således at skatten på arbejde kan nedsættes.
En afgørende forskel mellem indkomstskatter og grønne skatter er synligheden.
Indkomstskatterne er mere eller mindre ’skjult’ som et administrativt træk på lønsedlen. De grønne skatters miljømæssige effekt ligger derimod i synligheden. Beskatningen af ressourceforbrug og forurenende adfærd skal jo tilskynde til, at befolkning og virksomheder til stadighed overvejer, om deres køb eller handling er blevet for dyr på grund af de grønne afgifter.

Der er megen snak om, at de grønne skatter vender den tunge ende nedad. Isoleret set er dette rigtigt, bortset fra beskatning af biler, benzin og lystbåde, som vender den tunge ende opad.
Der er nu sat forsøg i gang for undersøge om grønne skatter og afgifter kan gøres bedre socialt afbalancerede ved at indføre et afgiftsfrit bundfradrag, og samtidigt lade det forbrug, der ligger derover, beskatte kraftigt.
Vi finder ideen positiv, hvis det kan gøres rimeligt retfærdigt og uden et stort administrativt apparat.
Men en grøn skattereform åbner for langt flere muligheder for at fastholde den sociale fordeling end blot at ændre på strukturen i de grønne skatter og afgifter.
En grøn skattereform ser nemlig skattesystemet som en helhed, og det vil derfor være muligt at kompensere en evt. social skævvridning ved f.eks. at øge bundfradraget, ved at sænke bundskatten og ved at forhøje en række sociale tilskud som børnechecken, SU, pensionssatserne, arbejdsløshedsunderstøttelsen, varmetilskud m.v.
I en grøn skattereform tilstræbes det at fastholde den sociale fordeling i skattesystemet, idet en ændring i denne fordeling bør besluttes ved en særskilt politisk beslutning.
En grøn skattereform sigter endvidere på generelt at bevare danske virksomheders konkurrenceevne over for udlandet, samtidig med at virksomhederne presses økonomisk til at opføre sig mere miljørigtigt.
Dette gøres ved at gennemføre en forhøjelse af beskatningen af virksomhedernes ressourceforbrug, og en forøgelse af beskatning af forurenende adfærd.
Statens indtægter på disse afgifter kan så tilbageføres til industri- og serviceerhverv gennem nedsættelse af virksomhedernes arbejdskraftafhængige udgifter, gennem tilskud til f.eks. energibesparelser eller udvikling af renere produkter, eller gennem nedsættelse af den generelle erhvervsbeskatning.

En grøn skattereform skal ikke øge den samlede beskatning, men blot flytte beskatning fra arbejdskraft over til ressourceforbrug og forurenende adfærd.
Hver gang der foreslås nye eller øgede grønne skatter må der samtidig foreslås en tilbageføring af provenuet, således at den samlede nettobeskatning efter gennemførelsen af en grøn skattereform er konstant.
Det kan her være nyttigt at opdele beskatningen i to dele – en for privatpersoner og en for erhverv.
En forhøjelse af grønne skatter og afgifter for borgerne kan tilbageføres gennem nedsættelse af beskatning på arbejdskraft. En forhøjelse af de grønne skatter og afgifter, der betales af virksomhederne, kan tilbageføres på en måde, så forringelser af konkurrenceevnen undgås, f.eks. som tilskud, for at gøre energibesparelser rentable, for at nedsætte virksomhedernes betaling af udgifter til arbejdskraft eller som generel nedsættelse af erhvervsbeskatningen.
Ønskes derimod generelt en større indsats over for miljøproblemer udover virkningen af skattereformen, bør dette ske i den samlede politiske beslutning af statens udgifter

Det største problem med en grøn skattereform er det pædagogiske. For sammenhængen mellem øgede grønne skatter og afgifter på den ene side og sænkede skatter på arbejdsindkomst og øgede sociale tilskud kan være vanskelig at forklare befolkningen.
Hæver man således de grønne skatter på bestemte produkter med en mia., er det synligt, at disse produkter stiger i pris. Sænker man samtidig bundskatten med en mia. kr. sænkes indkomstskatten kun med brøkdele af et procentpoint. Det vil ingen opdage, især da lønnen og dermed skatten ofte vil være steget så meget, at den faktiske skat ikke falder i kronebeløb.
Politikerne har med andre ord et pædagogisk problem med at forklare, at der faktisk er tale om en skatteomlægning og ikke en skattestigning.
Det pædagogiske problem med at forklare sammenhængen i en grøn skattereform gør det derfor let at slå politisk plat på gennemførelsen af en grøn skattereform.
Modstandere kan ’blot’ fokusere ensidigt på stigningerne i grønne skatter som følge af en grøn skattereform og fortie de tilhørende kompensationer, og således skabe en fordrejet og mangelfuld debat i medierne om skattestigninger.
Jo højere de grønne skatter er, jo mere effektive for miljøet vil de være, idet befolkningen og virksomhederne vil søge at undgå adfærd, der udløser betaling af høje grønne skatter. Men jo mere upopulære kan de blive i befolkningen.

Skal en grøn skattereform derfor have et betydeligt omfang, og dermed en betydeligt positiv virkning på miljøet, må principperne om flytning af skat fra arbejde til ressourceforbrug og forurening, forstås og accepteres af hovedparten af befolkningen.
For de øgede grønne skatter (og nedsættelsen af anden beskatning) skal jo indføres og opretholdes af et politisk flertal, der er afhængig af fortsat vælgertilslutning. Dette sætter grænser for størrelsen af de grønne afgifter, uanset hvor socialt afbalancerede og miljømæssigt fornuftige de end måtte være. Og det stiller store krav til informationsniveauet.
En grøn skattereform kræver modige politikere og megen information
En fortsat omlægning fra beskatning af arbejdsindsats til grønne skatter på ressourceforbrug og forurening forudsætter derfor både modige politikere og en omfattende information til og debat med befolkningen, hvor de positive effekter for miljøet fremhæves.
Der er således store perspektiver i en grøn skattereform. Den vil både kunne forbedre miljøet og være med til at udvikle nye former for livskvalitet.

*Christian Ege er sekretariatsleder for Det Økologiske Råd.
*Søren Dyck-Madsen er temamedarbejder i Det Økologiske Råds sekretariat

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu