Læsetid 8 min.

Højforræderi

I morgen er det 60 år siden, den skændige Kommunistlov blev vedtaget. Fra den ene dag til den anden blev medlemmer af et lovligt politisk parti jaget vildt
21. august 2001

En af de mest skandaløse love vedtaget af den danske Rigsdag blev i disse dage for 60 år siden behandlet og drøftet i al hemmelighed. Først da alle aftaler var truffet i dybeste fortrolighed, blev katten sluppet ud af sækken. På få minutter og tre hastebehandlinger kunne et enigt Folketing/ Landsting 20. august 1941 sende lov nr. 349, kaldet Kommunistloven, til underskrift hos Kongen. Det skete 22. august 1941.

Dermed mente politikerne, at de i fuld overensstemmelse med Grundloven havde lovliggjort tidligere arrestationer gennem to måneder af 339 mænd og kvinder. Efterfølgende blev yderligere knapt 300 interneret efter lovens bestemmelser.

Med kun tre korte paragraffer, var loven ikke særlig ordrig. Den fastslog:

at

»alle kommunistiske Foreninger og Sammenslutninger straks vil være at opløse«

at

»Personer, hvis Adfærd har givet særlig Grund til at antage, at de vil deltage i kommunistisk Virksomhed eller Agitation... tages i Forvaring«

at

»Den Formue, der maatte tilhøre kommunistiske Foreninger... vil være at tage i Bevaring«

Optakten til loven foregik i Samarbejdsudvalget, som i daglig tale kaldtes ni - mandsudvalget. Det blev nedsat 2. juli 1940 og bestod af to repræsentanter fra de fire gamle partier, Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale. Danmarks Retsforbund havde en enkelt repræsentant.

Disse ni politikere holdt i alt 314 møder. Dets vigtigste opgave bestod i at bevare samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Da denne kollaborationspolitik led skibbrud 29. august 1943, ophørte udvalget med at eksistere. I Den Parlamentariske Kommissions beretninger findes referater fra samtlige møder, skrevet af udvalgets sekretær, retsstatsmanden Oluf Pedersen. De er gengivet ordret i bind IV(s. 505 – 823) i en af kommissionens mange beretninger. Her refereres et udvalgsmøde 6. august 1940, hvor justitsminister Thune Jacobsen første gang fremlægger lovforslag om »Forbud imod Kommunisterne«.

Ministeren tilføjer fiffigt, at »Det var stærkt anbefalet af Højesterets Præsident, Troels G. Jørgensen, og var i Overensstemmelse med Grundloven og godkendt af Justitsministeriet«.

Selv for datidens kæft, trit og retning-mentalitet var det alarmerende, at præsidenten for Højesteret blandede sig i lovgivningen og endog hævdede, at en lov, der forbød et lovligt politisk parti, ikke var i strid med Grundloven.

I de følgende dage samles udvalget for at finde ud af, om medlemmer af Rigsdagen kan acceptere, at der udstedes arrestordrer imod tre medlemmer af Folketinget og et ukendt antal mennesker, som enten er, eller formodes at være kommunister.

Mødet i udvalget 7. august 1941 var bondeangerens store dag.

Nogle udvalgsmedlemmer ønskede loven udsat indtil tyskerne selv kom i tanke om at stille direkte krav om forbud mod kommunisterne. Andre var bange for, at loven kunne anvendes på alle partier, fordi lovteksten ikke klart nok pegede på, at det var kommunisterne, man skulle have ram på.

Et besynderligt spørgsmål rejses under mødet 12. august af venstremanden Elgaard. Han sagde:

»Har kommunisterne underskrevet en erklæring om Overholdelse af Grundloven, som vi andre?«

»Det kender A’ ikke noget til,« lyder det forbløffende svar fra indenrigsminister Knud Kristensen (Venstre).

Ingen af de otte ældre mænd lod til at kende Grundlovens § 48, som klart fastslog:

»Ethvert nyt medlem afgiver, når hans valg er godkendt, en højtidelig Forsikring om at overholde Grundloven.«

Skønt alle havde været på valg mange gange til Folketing eller Landsting, var der pludselig en sort plet på hukommelsen, for hvis de kunne huske Grundlovens § 48,ville det være ensbetydende med, at også de tre kommunistiske folketingsmedlemmer havde afgivet en »højtidelig forsikring om at overholde Grundloven.«

Her sidder altså en gruppe mænd med en gennemsnitsalder på 62 år og bilder hinanden ind, at de kommunistiske folketingsmedlemmer formentlig ikke har lovet at overholde Grundloven, og så må de satme også tage skade for hjemgæld, og finde sig i at blive jagtet af politiet og sat i fængsel eller udleveret til tyskerne.

Den en af de tre, Arbejderbladets redaktør, Martin Nielsen, havde de haft under lås og slå i to måneder. Nu gjaldt det om at indfange Aksel Larsen og Alfred Jensen, og at gøre det med god samvittighed.

Den 19. august holdt ni-mandsudvalget det sidste møde om Kommunistloven, inden det gik løs dagen efter med tre behandlinger i Folketinget og tre i Landstinget.

Selv om forretningsordenen sagde, at der skulle gå mindst to dage mellem første og anden behandling og mindst to dage yderligere før tredjebehandlingen af lovforslag kunne foregå. På de sidste møder enes man om at blæse på Grundlovens bestemmelser om tidsperioder mellem de tre behandlinger af lovforslag. Der er også enighed om, at intet må slippe ud før Justitsministeren har holdt sin tale om forelæggelse af Kommunistloven, og efter de meget ordrige referater at dømme, har ingen haft tanke for Grundloven § 38 ( i dag § 34), der dengang lød:

»Rigsdagen er ukrænkelig. Den, der antaster dens Sikkerhed eller Frihed, udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling, gør sig skyldig i Højforræderi.«

Der var overhovedet ingen tvivl. Der var klart tale om højforræderi, når tre folketingsmedlemmer, som ikke havde begået noget ulovligt, som kun havde en anden opfattelse af samfundssystemet, og som havde lovet højtideligt at overholde Grundloven, blev jaget vildt overalt i landet.

Trods alle de lunkne forbehold indtager Folketingets 137 medlemmer og Landstingets 70 medlemmer retsstilling den 20. august 1941. Der er ingen vaklen i geledderne. De stemmer alle ja til en højforræderisk og klart grundlovsstridig lov.

Det må have været en klam fornemmelse at overvære denne forestilling en onsdag i august 1941. Men Justitsministeriet havde sikret sig mod uroligheder ved at indkalde en hærskare af civilklædte betjente, som fyldte alle tilhørerpladser op i de få timer, lov-arbejdet stod på.

I Landstinget var der ikke en eneste, der ønskede at tage ordet. De tre behandlinger var overstået på få minutter.

Justitsminister Eigil Thune Jacobsen, som siden 1925 havde ledet politiets arbejde med at skabe et kartotek over kommunister og sympatiserende, holdt en flammende tale om de kommunistiske terrorgruppers mangeårige hærgen i Danmark.

Det seneste eksempel var skibs-attentater, som en måned før havde ført til fængselsdomme fra to til 16 års fængsel. Ministeren undlod behændigt at oplyse, at ingen af de dømte var medlemmer længere af det parti, der nu skulle forbydes. Han sagde: »Overalt hos Medlemmer af Det kommunistiske Parti kan der paaregnes hjælp til Fremme af kommunistisk Virksomhed, uden at der først spørges om, hvad denne Virksomhed gaar ud paa, om den er lovlig, eller om det drejer sig om Forbrydelser mod Landets Love.«

Folketinget brugte noget mere tid. Retsforbundet anvendte 16 ord, de radikale 23 ord til at anbefale lovforslaget. Socialdemokratiet og Venstre lovede støtte til lovforslaget. Kun én brugte al sit antikommunistiske krudt i en meget udfordrende tale. Det var den konservative Ole Bjørn Kraft, der afleverede følgende æselspark til DKP:

»Om det kommunistiske Partis Karakter og Stilling her i Landet, kan der ikke længere herske nogen tvivl; den har i Virkeligheden været klar lige siden vi havde den grundlæggende Debat her i Tinget i 1933. Et Parti, der som det kommunistiske lader sine Holdninger og Meninger bestemme, ikke af Hensyn til dets eget Folk og dets eget Land, men af, hvad et enkelt Lands interesser kræver, placerer sig selv paa en ganske bestemt Maade i sine Landsmænds Opfattelse, og derfor vil det ogsaa kun virke ynkværdigt, om et saadant Parti, naar det kommer til Vanskeligheder, pludselig vil søge Ly bagved Landsmandskabets Lov, som det selv saa tydeligt har tilsidesat gennem sin Holdning«.

Glemt er den konservative leders bekymringer i nimandsudvalget over Grundlovsbrud, ulovlig forfølgelse af folketingsmedlemmer og forsøg på at undgå lovgivning og »nøjes med en kongelig anordning«.

Nogle få minutter blev anvendt til at sætte en lov i gang, som i dag 60 år efter står som en skamstøtte foran de partier, som altid kalder sig demokratiske og forsvarere af menneskerettigheder.

Man skulle tro, at der efter den tyske besættelses ophør 5. maj 1945 var kommet et større opgør om en lov, der var blevet anbefalet af Højesterets præsident, endog med påstanden om, at loven ikke stred imod Grundloven; men der kom ikke noget opgør. Den eneste, der fik nogle alvorlige skrammer på grund af kommunistloven var Thune Jacobsen. Han havde få dage efter sin udnævnelse til justitsminister fremlagt en lov, der blev enstemmigt tiltrådt i både Folketing og Landsting, en lov. Få dage efter besættelsens ophør 5. maj 1945 blev loven i Ugeskrift for Retsvæsen betegnet som ’skændig’.

Denne betegnelse tog Thune Jacobsen til sig i sin bog På en Uriaspost, der udkom i 1946. På side 83 skriver han: »Man maa for min Skyld gerne betegne den som ’skændig’, naar det underforstaas, at Skændigheden er på tysk Side«

Men, der var netop ikke stillet krav fra besættelsesmagten om at forbyde kommunisterne ved lov. Som i andre beslutninger, der skulle træffes af samarbejdspolitikerne, blev tyske ønsker de første par år under besættelsen opfyldt, før de var fremsat.

Det gælder således planerne om en Møntunion, eller hovedparten af de 127.000 danske arbejdere, som den danske regering tvang til at rejse til det krigshærgede Tyskland som tvangsarbejdere ved at nægte arbejdsløse understøttelse.

Kun tre år efter at Thune Jacobsen havde udgivet sin bog, døde han, 68 år gammel. Dermed var den eneste person, som kom ud i politisk stormvejr efter besættelsen væk, og siden er der talt og skrevet utroligt lidt om den lov, jeg indledte med at kalde »en skandaløs lov«

I sin roman Frydenholm beskriver Hans Scherfig levende dagen, hvor kommunistloven fremlægges i Folketinget 20. august 1941. Tilhørerrækkerne er fyldt op med ansatte på Politigården, så ingen af de kvinder, hvis mænd var spærret inde i Vestre Fængsel, kunne påhøre debatten, og Scherfig tilføjer:

»Under disse omstændigheder fik justitsministeren så ordet for at forelægge loven om forbud mod kommunistiske foreninger og mod kommunistisk virksomhed. Med krøllet hår og kunstnerslips stod han på tingets talerstol og smilede affabelt til den alvorlige forsamling. Under oplæsning af lovforslaget lagde han hovedet på siden og bevægede hænderne som en bordtaler, der siger behagelige ting til damerne.«

Med bidende ironi gennemgår han lovforslag og debat, og slutter med et citat fra Jyllands-Postens leder dagen efter vedtagelsen af loven: »Der har hele tiden i dansk lovgivning været grundlag for at forbyde et parti som det kommunistiske. Det beklagelige er kun, at det ikke er kommet for længst.«

Leif Larsen er journalist og forfatter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jens Erik Starup
    Jens Erik Starup
  • Brugerbillede for Margit Tang
    Margit Tang
Jens Erik Starup og Margit Tang anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Markus Lund

Når kommunisterne i dag beskyldes for at være morderiske anti-demokrater, kan denne artikel heldigvis bruges som vidnesbyrd om at det modsatte bestemt ikke er tilfældet for landets regerende elite. Føj for satan!

Brugerbillede for Gorm Petersen
Gorm Petersen

JP citater er sjove. Også det om krystalnatten. Det sluttede med:

"Men jøderne har jo godt nok været rodet ind i mange slibrige affærer".

Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

Men jøderne har jo godt nok været rodet ind i mange slibrige affærer”.

Siger Gorm Petersen at Jyllands-Posten har skrevet. Dette er ikke korrekt. Den pågældende leder er på mange måder slem, men det dur altså ikke at citere forkert.
I øvrigt så er da ikke 60 år, men 70 år siden kommunisterne blev interneret.

Brugerbillede for Tom Paamand

Det er svært at sværte JyllandsPesten sortere. Og også dumt, da virkeligheden er slem nok: "Man kan indrømme Tyskland, at det har ret til at skille sig af med sine Jøder. Men til gengæld kan man stille det krav, at det sker på anstændig Vis". Der er da hensynsfuldt tænkt. Og også lidt pænere end lederen samme steds ti år tidligere: "Der kun er en Vej til at slippe af med Bolshevismen, og det er at drukne Lenin og hans jødiske Kreaturer i deres eget Blod".

Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen

I en retsstat med en forfatningsdomstol ville politiske partier der havde ageret som de fem i det omtalte udvalg, formodentligt været blevet tvangsopløst, og de parlamentarikere der havde stemt for loven var blevet tiltalt ved domstolene (og givet karantæne mod at deltage i politisk virksomhed i en årrække.

Brugerbillede for Lars R. Hansen
Lars R. Hansen

Heinrich R. Jørgensen:

"I en retsstat med en forfatningsdomstol ville politiske partier der havde ageret som de fem i det omtalte udvalg, formodentligt været blevet tvangsopløst, og de parlamentarikere der havde stemt for loven var blevet tiltalt ved domstolene (og givet karantæne mod at deltage i politisk virksomhed i en årrække"

Sikken da noget højstemt, 'retsstatsromantisk' og moraliserende sludder - kommunistloven ligger på niveau med den amerikanske internering af personer med tysk baggrund - et tilfælde af nødret.

De danske kommunister - var jo at regne for Stalins håndlangere i det fredsbesatte Danmark - og efter venskabet og freden mellem Hitler og Stalin blev brudt - da kunne man ikke længere have Stalins folk rendende løst rundt i Danmark - af hensyn til statens sikkerhed og forholdet til fremmede magter.

Brugerbillede for Ole Thofte

Sært at der ikke har været reaktioner på Lars R. Hansens kommentar...

Og sådan er det med de fleste debatter her på Informeren. De ender som regel ude i mosen et sted, mens debatørerne er hastet videre i samlet flok til et nyt emne... Måske skulle debatredaktørerne samle tråden til sidst og konkludere - hvis muligt :-)

Brugerbillede for Holger Madsen

Ole thofte.

Meget interessant, at du har gravet denne "gamle" artikel frem.
Men også meget aktuel.

Kommunisten Anton Nielsen bliv i søndags løsladt fra fængslet i Horserød i dyb medietavshed.