Læsetid: 4 min.

Holocaust og europæiske værdier

Holocaust drages i tvivl med stor ihærdighed - nogle mener den burde være gennemført
Debat
6. august 2001

Kommentaren - Udryddelse
Tværtimod at forsvinde fra den kollektive erindring, som mange i årtierne efter Anden Verdenskrig frygtede at det ville ske, ser det ud til at i hvert fald de europæiske lande i EU i disse år er i færd med at nybesinde sig på det europæiske (og således ikke længere udelukkende tyske) ansvar for udryddelsen af jøderne.
Denne selvbesindelse fremgår bl.a. af det faktum at over 40 regeringsledere under en stor international konference i Stockholm i januar 2000, vedtog at bearbejdingen af denne erfaring, og bestræbelsen på at forhindre en gentagelse, skal indgå centralt i definitionen af de ’europæiske værdier’, der helt ubestemt er refereret til i præamblerne til traktaterne om det europæiske samarbejde fra 1957 og til i dag.
En vigtig årsag til denne nye bevidsthed om holocaust har naturligvis været folkedrabene i det tidligere Jugoslavien, der blev foranlediget af statens sammenbrud, og opløsningen af det kommunistiske partis magtmonopol.
Men hverken massemordene i Jugoslavien, Rwanda eller Øst-Timor er tilstrækkelige som forklaringer på den intense internationale interesse for det paradigmatiske folkedrab, der i 1948 førte til udarbejdelsen af FN’s konvention om forbud mod folkedrab.
Heller ikke det forhold, at de overlevende vidner er ved at dø i disse år rækker som forklaring, selv om det selvfølgelig spiller en rolle. Heller ikke den kyniske observation at Sverige har en materiel interesse i at komme et sagsanlæg og en eventuel amerikansk boycot i forkøbet, som den der har ramt Schweiz og i mindre grad Tyskland og Østrig, rummer hele forklaringen (se Richard Chesnoffs bog Hitlers tyveknægte, der netop er udkommet på dansk på forlaget Gyldendal).
Næ, når EU er ved at tage holocaust til sig som noget i retning af en grundlagsmyte eller grundfortælling på linie med – i hvert fald dele af – det amerikanske samfund og Israel, må vi søge videre og analysere det europæiske samarbejdsprojekt og dets oprindelse i Anden Verdenskrigs europæiske borgerkrig.

Et politisk projekt
Grunden til at netop holocaust drages i tvivl med så stor ihærdighed – og med så store ressourcer – er, at benægterne mener at udryddelsen af jøderne i virkeligheden burde have været gennemført. Der er altså ikke tale om desinteresseret sandhedssøgning men om et politisk projekt. Det er samtidig forklaringen på at hverken den politiske offentlighed eller historikerne bare kan trække på skuldrene, som man kan gøre, når man konfronteres med så mange andre udbredte sammensværgelsesteorier. Her er meget mere på spil, især i dag, hvor holocaust i stedet for at blegne til et fortidigt minde, er ved at indtage pladsen som det centrale element i det vanskeligt definerbare begreb ’europæiske værdier’. Ikke udryddelsen af jøderne, sigøjnerne og de andre udstødte grupper, men erkendelsen af at det skete, og fast vilje om at forhindre det i at ske igen, næsten er blevet den politiske hovedbetingelse for at kunne søge om optagelse i EU.
Det blev tydeligt for hele verden på den store konference om holocaust i Stockholm i slutningen af januar 2000. Her trådte europæiske statsledere frem på stribe med taler om deres faste vilje til at forhindre en gentagelse.
Denne placering af holocaust i den fælles-europæiske bevidsthed er et direkte resultat af borgerkrigene i eks-Jugoslavien. Her gentog udryddelser og fordrivelser i en racistisk nationalismes navn sig på europæisk jord. Ganske vist i mindre omfang, men brutalt og vilkårligt nok.
De europæiske naboer reagerede for sent og for svagt, og først med fornøden styrke, da den amerikanske storebror stillede sine overlegne militære ressourcer til rådighed, først i Bosnien, siden med luftkrigen over Kosovo.

Legitim intervention
En af de vigtige følger af interventionerne i Bosnien, Kroatien og Kosovo, sammen med andre folkedrab som det i Rwanda, er at væbnede humanitære interventioner fra det internationale samfunds side er ved at blive legitime. Vel at mærke hvis forbrydelsen – og mediernes dækning af begivenhederne – er stor nok. Det indebærer en indskrænkning af den absolutte nationale suverænitet, som mange især i Danmark er betænkelige ved. Ikke desto mindre foretages krænkelsen med henvisning til højere principper, som vi danske plejer at være varme tilhængere af.
En anden følge, som USA og flertallet af amerikanerne interessant nok er imod, er oprettelsen af en international domstol til at straffe folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden. Amerikanerne er i dag modstandere af internationale domstole, fordi de ikke vil løbe risikoen for at amerikanske soldater kan anklages af et FN-flertal.
Alligevel er processen henimod etablering af en internationale domstol i god gænge, bl.a. med to særdomstole i henholdsvis den Haag og Arusha.
Det er formentlig i disse ændringer af reglerne for det internationale samfund at vi skal søge hovedforklaringen på, at interessen for det særlige folkedrab på jøderne, holocaust, i stedet for at forsvinde, tager til.
Derfor er der oprettet centre til udforskning af holocaust og folkedrab i lande som Sverige og Danmark (og nu senest i Norge), lande der egentlig ikke kan siges at have et særligt ansvar for Anden Verdenskrigs ugerninger.
Men skandinaverne er traditionelt meget engagerede skabelsen af et velordnet internationalt samfund.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her