Kronik

Inderst inde

Integrations-’tænketanken’ sætter fokus på de ’nye’s kultur og privatliv. Mystisk, når problemet nu er arbejdsmarkedet, hvor mange flygtninge og indvandrere ikke er selvforsørgende
Debat
28. august 2001

Integrations-’tænketanken’ sætter fokus på de ’nye’s kultur og privatliv.
Mystisk, når problemet nu er arbejdsmarkedet, hvor mange flygtninge og indvandrere ikke er selvforsørgende

Retfærd & Velfærd
I Danmark skal vi alle være ens – inderst inde, ellers går det ikke. Idéen om det danske enhedssamfund er senest blåstemplet af Indenrigsministeriets såkaldte ’tænketank’. En bærende tanke, der udgår fra ’tænketanken’ er, at flygtninge, indvandrere og deres efterkommere (nydanskere) i højere grad skal rette sig ind på ’danskhedens’ spor.
Underforstået heri ligger, at i det danske samfund er der kun ét spor, der fører accept, anerkendelse og ’succes’ med sig. De øvrige spor som findes, fører til den ene eller anden form for samfundsmæssig afsporing. Som islam-eksperten Jørgen Bæk Simonsen så præcist analyserede det i Politiken på dagen for rapportens udgivelse (den 17. august): »Den danske befolkning tør ikke lade andre ytre sig på en anden måde. Vi siger hele tiden, at flygtninge og indvandrere skal være en del af et frit samfund, men det er den frihed, som danskerne definerer i år 2001«.
Som nydansker må friheden opleves som et mere hult begreb, end ’gammeldanskerne’ bryder sig om at måtte erkende; og som bekendt forfalder vi her i landet ikke nemt til at ransage vores egne fejl og mangler: Tænk blot på den instinktive og næsten kollektive forargelse, der opstår, når udenlandske observatører drister sig til at kritisere Danmarks måde at behandle nydanskerne på.
Den kulturradikale forfatter og kritiker Jørgen Knudsen har et sted i sin seneste essay-samling Den falske Tryghed beskrevet, hvordan normaliteten er blevet en afgud for det mindretal af danskere, som udgør nationens forsørgelsesgrundlag. Knudsen mener, at det er så som så med friheden i et land, der i sygelig grad er besat af ikke at afvige fra normen. Altså: Man skal være i arbejde, kunne forsørge sig selv, snakke perfekt dansk, helst være hvid i huden.
Grundlæggende er der ikke så meget at rafle om: Indordner man sig under det, Jørgen Knudsen kalder for »normalitetens tyranni«, er der slet ingen problemer. Så kan man tilslutte sig det ophøjede fællesskab, og man bliver en del af det»adultologiske establisment«.
Adulterne er den kreds af personer der, ifølge Knudsen, har indfriet normalitetens forventninger og derfor bruger deres tid på at iagttage, undersøge, problematisere og analysere, hvad der er galt med alle dem, der ikke indgår i kredsen. For vi skal være ens, selvom forskelligheden hyldes, også i ’tænketankens’ rapport, som et grundprincip ved danskheden.

Dette er måske rapportens største ambivalens. En undersøgelse har vist, at omkring 20 procent af danskerne ikke ville bryde sig om, hvis deres kommende nabo viser sig at være af ’fremmed’ etnisk herkomst.
Cirka 60 procent af nydanskerne står uden et arbejde; undersøgelser har her påvist, at en hovedforklaring er en uskøn blanding af statslige forhindringer – i de første tre år i Danmark tillades det ikke for en flygtning eller indvandrer at søge arbejde, uddannelsespapirer fra oprindelseslande godkendes ikke osv. – samt decideret diskrimination. Om ikke fra arbejdsgiverne så via modstræbende signaler fra virksomhedernes gammeldanske stab af ansatte.
Rapportens grundtese er, tilstræbt eller ej, at jo mere nydanskerne fralægger sig ’gamle vaner’ og eksotisk kultur, jo hurtigere vil integrationen lykkes, men spørgsmålet er om dette mantra er holdbart.
Angsten for forskellighed i det danske samfund synes at udgøre den udelt største hindring for integrationen. Det er et paradoks, at ét af rapportens syv kriterier for en vellykket integration er respekten for forskellighed, for sagen er jo, at det er den modsatte egenskab, man antydningsvist opfordrer nydanskerne til: Tilpasning og ensretning.
Der lurer en farlig risiko, hvis nydanskerne ikke unddrager sig fristelsen til at stå fast ved deres rødder, synes ræsonnementet at være. ’Danske værdier’ først! Mon ikke størstedelen af nydanskere er både klar over og indstillet på, at efterleve, hvad der forstås ved ’danske værdier’ – respekten for demokratiet, forskelligheden og ytringsfriheden – samt at lære sproget?
Jeg tænker her især på de yngre og mellemste generationer af nydanskerne. Adulterne i ’tænketanken’ burde i lige så høj grad have rejst værdispørgsmålet omkring tolerance og respekten for forskellighed overfor mange af gammeldanskerne – fra vælgere over politikere til erhvervslivet; selvom man ingenlunde bør underkende en udtalt bekymring hos dele af gammeldanskerne.
Den overordnede besked fra ’tænketanken’ orienterer sig mod en kulturtilpasning eller måske i virkeligheden kulturensretning. ’Kulturificeringen’ af debatten om integration og nydanskere har længe været den altdominerende diskussionspræmis.
Og det er just heri, at integrationsdebattens største udfordring ligger: At sætte sig udover behovet for evigt og altid at fokusere på de kulturelle forskelle. På kultursammenstødene. Denne dagsordensforskydning har desværre ikke indfundet sig, og med udgivelsen fra Indenrigsministeriets ’tænketank’ holdes kulturificeringen i hævd.

Müzeyen Boztopral, nydansk fuldmægtig i Arbejdsministeriet, havde tidligere på året et indlæg, ’Fri mig for kulturel integration’, i tidsskriftet Information om Indvandrere fra Syddansk Universitets Center for Migration. Heri beskriver han sin irritation og træthed over den etablerede måde, hvorpå man i Danmark anskuer integrationsproblemerne.
Boztopral fremhæver, at op gennem 1990’erne er alle blevet fortalere for deres egen kultur. Der er sket en mobilisering af kulturhævdelse, en overfokusering på ens kulturelle egenart.
Samtidig ser han en række kontroversielle paradokser i integrationsindsatsen: Det officielle Danmark anerkender, at flygtninge og indvandrere skal have samme rettigheder og muligheder som gammeldanskerne. Men det sker parallelt med udmeldinger fra politikere og medier om mere eller mindre tvungen kulturel integration.
Her er vi ved kernen i Müzeyen Boztoprals kritik, og som burde have været hovedoverskriften i ’tænketankens’ rapport. Nemlig den, at der fokuseres mere på kulturel end på økonomisk integration velvidende, at det største problem er, at et stort antal af flygtninge og indvandrere ikke er selvforsørgende. Der fokuseres på deres privatsfære, selvom de største problemer ligger i det offentlige liv: Manglende kontakt til danskerne og integrationen på arbejdsmarkedet.
Er ret-jer-ind-eller-forsvind-filosofien en bæredygtig strategi for en bedre integration? Mange integrations- og indvandringsforskere advarer mod en aggressiv, ’indskærpende’ majoritetsholdning overfor minoriteterne i samfundet – en holdning, rapporten er eksponent for. »Når majoriteten organiserer sig selv og opfører sig som en nation, og søger at forme staten i dens eget spejlbillede, foranlediges også minoriteterne til at definere sig selv som nationer eller i det mindste som etniske grupper. Det polariserer det politiske samfund og gør integrationen vanskelig. Både retfærdighed og politisk visdom tilsiger, at majoritetssamfundet bør modstå fristelsen til at kræve det kulturelle ejerskab af det politiske samfund«, skriver Bhikhu Parekh, professor i politisk teori ved Hull Universitetet i England i bogen People, Nation and State – the meaning of etnicity and nationalism.
Han undsiger dermed fremtrædende danske politikeres opfattelse af, at det er vigtigt, hele tiden at udmale overfor indvandrere og flygtninge, at danskhedens værdier har forrang fremfor dem, de måtte have bragt med sig fra Anatolien, Beirut eller Somaliland.
Parekh mener, at der ved enhver migrationsproces sker en naturlig tilpasning til det nye samfund i forhold til elementære principper som at overholde det pågældende lands love og regler. Derfor er det ikke essentielt, men snarere kontraproduktivt i forhold til virkningen, når/hvis majoritetssamfundet hele tiden betoner dets kultur og værdiers særstilling.

Der er intet i vejen med at stille krav til samfundets nye borgere – men kravene skal gå hånd i hånd med en praktisk vilje til at åbne sig op fra majoritetssamfundets side. Det være sig naboer, politikere som erhvervslivet. Nydanskerne trænger til at få at vide, at de er om ikke ligefrem elsket, så i hvert fald velkomne, som indvandringsforskeren, økonomen Hans Kornø Rasmussen fremhæver i bogen Dem og Os. Kornø Rasmussen har ikke selv formlen, der skal nedbryde mistilliden og frygten, som en del af gammeldanskerne nærer overfor ’de fremmede’. Han citerer Hans Magnus Enzensberger fra bogen Den store Vandring: »Enhver migration fører til konflikter, uafhængig af hvad der udløser den. Gruppeegoisme og fremmedhad er antropologiske konstanter«. En nedslående og resignerende analyse måske. Men kan denne erkendelse bundfælde sig hos en større del af befolkningen ved konstruktive politikeres mellemkomst, kan integrationen og integrationsdebatten måske finde et mere fremadrettet fodfæste i et forsøg på at bløde lidt op for de antropologiske konstanter.
Fremfor kulturfikseringen bør Danmark lade sig inspirere af gamle indvandrerlande som USA og Canada. Her tilbydes ingen, eller et minimum af, velfærdsydelser, men kan man arbejde, så er man mere end velkommen. Selv en tre millioner mennesker stor illegal arbejdskraft fra Mexico ser amerikanerne nu på med snusfornuft: De bidrager til at holde de økonomiske hjul i gang, derfor kan man lige så godt give dem opholdstilladelse, i stedet for at bruge ressourcer på at jage dem. Fjern de stive, nidkære reguleringer og forbud mod at arbejde, for alle flygtninge og indvandrere i de første tre år i Danmark. Skru ned for volumen med den ængstelige kulturenhedssnak og stop diskriminationen på arbejdsmarkedet. Nydanskerne vil faktisk gerne arbejde, som de fleste gammeldanskere. Så gi’ dem dog lov til det!

*Danny Rødgaard er journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her