Læsetid: 5 min.

Israel og Det Gamle Testamente

Kristne, jøder og muslimer bør kappe forbindelsen til Det Gamle Testamentes menneskesyn, for at undgå fremtidige forbrydelser mod menneskeheden
Debat
7. august 2001

Mellemøsten
Det Gamle Testamentes land i Det Gamle Testamentes folks varetægt var en smuk tanke for et kristent sind. Og deres heroiske kamp for eksistens mod den arabiske overmagt var let at tage stilling til. Den arabiske befolkning herskede jo over hele det sydlige og vestlige middelhavsområde.
Hvorfor kunne de dog ikke rykke lidt sammen i den meget rummelige kupé og give en strimmel strandbred til et lille folk, som så inderligt ønskede at leve netop der? Når den arabiske verden insisterede på væbnet konflikt helt frem til 70’erne måtte det være udtryk for et arabisk ønske om et nyt Holocaust: »Jøderne kastet i havet« – til drukning forstås. Men er dette et retvisende billede? For det første kastes et slagent folk ikke i havet i virkelighedens verden. De bliver flygtninge, og jeg kan ikke forestille mig en mere attraktiv og potentielt succesfuld indvandrergruppe end den generelt højtuddannede og initiativrige israelske befolkning. For det andet er dette scenario ikke realistisk på grund af Israels militære overmagt i regionen.
Hvorfor skaber denne sympatiske overmagt da ikke et multietnisk Pax Israelium efter amerikansk mønster, med stemmeret til Knesset for alle folk i de reelt indlemmede områder, og med lige hjemrejseret for både diasporaens jøder og den fordrevne palæstinensiske befolkning? Sådan ville en moderne sejrherre altså opføre sig, men er Israel en moderne sejrherre?
Lad os for en stund støve Det Gamle Testamente af for bedre at forstå »det Israelske folks fortælling« og for bedre at forstå vores, dvs. de kristne/vestlige folkeslags, delvise accept af Israels nutidige fremfærd. For selv i vore sekulariserede samfund sidder disse ældgamle teksters tankesæt i vore knogler med stor indflydelse på vort samfundsliv og udenrigspolitik.
Allerede få sider efter skabelsesberetningen og syndfloden lover Gud Palæstina til Abraham og hans talrige efterkommere.
I Bibelens version er disse efterkommere også de arabiske folk gennem den førstefødte Ismael, trælkvinden Hagars søn. Kun ved Guds mellemkomst fødes Isak af Sara, 90 år gammel (1. Mos. 18,10-11), og så har vi miseren: »Men da Sara så (Ismael) lege med hendes søn, Isak, sagde hun til Abraham: »Jag denne trælkvinde og hendes søn bort, thi ikke skal denne trælkvindes søn arve sammen med min søn, Isak«, (1. Mos. 21,9 ff). Her tager Gud første gang stilling i konflikten, og Sara får sin vilje.

Den genetiske renhed
Resten af Det Gamle Testamentes historie er fortællingen om det jødiske folks stadige militære konflikt med regionens folkeslag om Palæstina og omkringliggende landområder, om den rette gudsdyrkelse, og om det jødiske folks genetiske renhed. Det er en grum og blodig historie fjernt fra Det Nye Testamentes forkyndelse af alle menneskers fundamentale lighed og uendelige værdi, af den materielle rigdoms uvæsentlighed, og af næstekærlighedens imperativ på tværs af alle jordens folkeslag. Det Gamle Testamentes Gud beordrer flere gange folkeudryddelser, som i beretningen om Israels første konge Saul, der får den opgave at udrydde amalekitterne og deres kvæg fra jordens overflade (1. Sam. 15). Men han svigter Guds bud derved at han skåner amalekitternes konge, og at han lader de jødiske soldater beholde amalekitternes kvæg uden at dræbe også dette kvæg. Saul dør i Guds unåde af især denne grund.
Hans efterfølger David er heller ikke uden fejl, men hans hånd ryster ikke i de afgørende situationer: »(David) slog også moabitterne, og han målte dem med en snor; han lod dem lægge sig ned på jorden og målte af; to snorlængder skulle man dræbe, og én hel snorlængde skulle man lade blive i live« (2. Sam. 8,2-3). På grund af senere kongers manglende gudsloyalitiet, lader Gud Israel splittes, Templet og Jerusalem ødelægges, og jøderne deporteres til Babylon, men får cirka 70 år senere hjemrejsetilladelse, Israel som gave, samt rundhåndet etableringsstøtte af kong Kyros af Persien.
Jerusalem og Templet genopbygges, og igen står Gud udtrykkeligt bi i deres blodige kamp for at fordrive de folkeslag, som stiller sig i vejen for Israels nationale og religiøse genrejsning. Blandede ægteskaber og andre integrationstiltag bekæmpes med fast hånd. En ny storhedstid for jøderne oprinder. Ikke mindst på det religiøse plan bliver Jerusalem et centrum helt frem gennem romersk tid, og bliver en naturlig vugge for den kristne kirke. Atter jævnes Jerusalem og Templet med jorden, og jøderne sendes i deres tredje landflygtighed (diaspora), for endelig i vor tid at tage fat på den tredie etablering af et jødisk rige.
Er Det Gamle Testamentes historie sund læsning for jøder og kristne, eller muslimer for den sags skyld? At ideen om et forjættet storrige beboet af et racerent og seksuelt ubesmittet folk, gennem Hitler og nazismen skulle ramme ikke blot slaviske folk, sigøjnere og homoseksuelle, men også selve det jødiske folk, er udtryk for en grusom historisk ironi. Og Davids ovennævnte fremfærd mod moabitterne er en pinagtig rollemodel for Srebrenicas kristne sejrherrer.
Den europæisk/amerikanske historie har således vist, at kristne/Vesten i hvert fald ikke kan administrere Det Gamle Testamentes tankesæt om ’Gud på vor side’ etc., uden at begå forbrydelser mod menneskeheden.

Territorial etablering
Er der ikke milde og tænksomme jøder derude, som kan forklare os, hvordan Det Gamle Testamentes definition af jøder som udvalgte frem for alle andre mennesker, og deraf følgende påbud om stammens renhed og udrensning af andre folk kan gentænkes og afgrænses i forhold til racisme og apartheid. Hvordan kan man være jøde uden at identificere det nutidige Israels kamp for territorial, etnisk og religiøs etablering med de tidligere voldsomme etableringer gennem Moses, Josva, Samuel, David og Salomon, og gennem Daniel, Ezekiel og Nehemias. Hvordan kan man være jøde uden at få stærke drømme om, at et tredje Tempel skal genrejses engang i det 21. århundrede på Tempelbjerget, hvor Al Aqsa moskeen i nutiden ligger i vejen? Hvordan kan man være jøde uden at få stærke drømme om et rent jødisk Israel »fra Sivhavet (Røde Hav) til Filisterhavet (Middelhavet), og fra Ørkenen (Sinai) til Eufratfloden«, som lovet af Gud i 2. Mos. 23,31-32.
Jeg længes efter svar på disse spørgsmål i en situation, hvor forbitrede, fordrevne mennesker dukker op som selvmordsbomber i Israels midte, hvor Israels hævn ikke er øje for øje, men én til fire, og hvor en blid og eftertænksom oliegeolog født på Zanzibar spørger mig en dag i London: »Hvad får Israel til at tro, at deres arrogante og æreløse behandling af muslimer kan give dem mere sikkerhed i længden, når der er en milliard muslimer i verden som krænkes og harmes derved?« Hvor vil jeg nødig skulle se mine børn eller børnebørn i en kommende global religionskrig, når Israel om ti år eller 30 år drister sig til at nedrive Al Aqsa-moskeen, og på andre måder ’gør arbejdet færdigt’.
Skulle man så ikke hellere drage konsekvensen af det humane kærlighedsbudskab, som kristne henter i Det Nye Testamente, og løfte sværdet, ikke mod mennesker, men mod Bibelens ulyksalige sammenbinding af Det Gamle Testamentes tankesæt og Det Nye Testamentes tankesæt? Muslimer må også gerne tænke med her.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her