Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
31. august 2001


PLO-tortur
Enhver form for tortur er forkastelig. Det er jeg helt enig i. Derfor begriber jeg heller ikke at så mange mennesker kan få Israels ambassadør så galt i halsen, mens lige så mange ser smilende til, mens landets højtstående repræsentanter venligt modtager PLO-leder Yasser Arafat.
Er er den unævnte tortur lettere fordøjelig, fordi den giver os mulighed for at lade som om den ikke eksisterer?

Marianne Asbæk Jeppesen
kandidat til Kbh. Borgerrepræsentation for Det Radikale Venstre

Bjørnen sover
14. AUG. – DR-direktør Bjørn Erichsen forklarer den manglende dækning af DR 2 med at »cirka 20 procent af seerne stadig ikke har fået skaffet sig modtageudstyr til at modtage DR 2«.
Rent retorisk må man jo beundre ham for at reducere en markant forskelsbehandling af en million danskere til et problem på størrelse med, at de forresten glemte at købe mælk i Netto, men det får de nok ’skaffet’ sig næste gang.
Alligevel burde det for en tidligere højskolemand som Erichsen være en eftertanke værd, at det sandsynligvis drejer sig om den samme million danskere, der har den dårligste adgang til, og slider mindst på borgerskabets øvrige statsstøttede kulturtilbud, som man nu spiser af med amerikansk discount på DR 1.
Med den programpolitik, er det lykkedes at tale ned til en stor befolkningsgruppe igennem de sidste fire-fem år, og det er ret beset noget svineri og en gang statslig grøftegravning af format.

Bent Jørgensen
Hårbøllevej 60, Askeby

Afsløring
15. AUG. - Minsandten om ikke Martin Selsøe Sørensen den 15. aug. i Information på side 3 om Carmi Gillon, afslører, at »Hjemme er han bedst kendt for sin rolle i mordet på daværende ministerpræsident Yitzhak Rabin i 1995...«. Så forstår man jo slet ikke, at han bliver sendt ud som ambassadør.

Peter Tage Hansen
Toeltvej 5
3480 Fredensborg

SVAR: Det burde have stået
»... rolle omkring mordet...«. Gillon var som chef for sikkerhedstjenesten ansvarlig for Rabins sikkerhed og derfor ansvarlig for, at morderen kunne komme på skudhold. Selve mordet havde han intet med at gøre. Red.

Menneskeligt hovmod
28. AUG. – Hvor er det beskæmmende at tilhøre en race som ikke holder sig for god til at underkaste alt andet levende sine egne egoistiske behov. Retten til at nyde og forbruge er nærmest ukrænkelig, og når de afledte sygdomme som f.eks. aids, cancer og kogalskab truer os, er vi mere end villige til at lade højt-udviklede dyr lide i videnskabens hellige navn, i håb om at finde mirakelmidler. Vi glemmer at sygdommene påføres dyrene kunstigt, dyret er typisk ikke disponeret for at udvikle sygdommen, og vi står undrende tilbage, for de dyre præparater kan kun fjerne symptomerne – ikke årsagen.
Adfærdsforskere bliver dyrt betalt for at dæmpe vores nagende tvivl og samvittighedsfølelse, som lektor i psykologi Clive D. Wynne fra Australien der i Information mandag den 27. august forklarer os, hvorfor dyr ikke skal have rettigheder, med den begrundelse at de ikke oplever lidelsen på samme måde som mennesker. Tænk et øjeblik tanken, om de oplever det værre – fordi meningsløsheden og angsten materialiserer sig i deres nervesystem og deres følelser. Turde du se det dyr i øjnene, der for 3. ell. 5. gang bringes ind til forsøg?

Ingrid Heintz
Falkenhøjvej 15, Birkerød

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her