Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
16. august 2001


Gæmelke tager ikke gidsler
13. AUG. – Niels Viderø, dine tanker den 11. august om at landbruget skal betale for for-ureningen af jorden: Hvad har du spist sidst?
Gæmelke har da ganske ret. Det er da os forbrugere, som regningen ender hos – hvem ellers. Det er da også os, der ’nyder godt’ af forureningen i form af kvalmende billigt kød. Og så skriver du gudhjælpemig at landbruget har svindende betydning i samfundet". Undskyld – hvad har du tænkt dig at spise i fremtiden? Penge, IT-aktier, reklamer, biler og broer. Eller måske søm.

Bo Richardt
Dagmarvej 5
Espergærde

Palæstinensisk terror
14. AUG. – Knap et døgn efter massakren i pizzariet i Israel var sognepræst Peter Friis-Nielsen på banen.
Ikke for at bistå de overlevende jøder men for at demonstrere til fordel for deres fjender. Hermed sagde han indirekte god for bombeattentater mod israelske civile, og tv-intervieweren i DR 1 stillede ingen kritiske spørgsmål til det. Begge gik stiltiende udfra, at Israel var en slyngelstat og Friis-Nielsens protest var derfor noget af en heltedåd. De kom ikke ind på pizzaria-massakren.
Lidt senere udtrykte formand for Folkekirkens Nødhjælp Christian Balslev-Olsen sin beundring for Friis-Nielsen. Heller ikke formanden fik kritiske spørgsmål, og massakren i pizzariet blev ikke nævnt.
Friis-Nielsens protest vil danne skole, og medlemmer af Det Radikale Venstre skal allerede have slået telte op udenfor Israels ambassade for at vise vej. De har ikke blot samme holdning som Folkekirkens Nødhjælp, men også samme holdning som Danmarks nazister. På sidstnævntes hjemmeside står følgende om de radikales protest mod Israels ambassade: »Vi hilser denne handling velkommen«.
Det, er der sikkert mange, der gør. Det er ikke blot kristne, muslimer, radikale, Enhedslisten og autonome, men også nazister, der tager afstand fra
Israel, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før de slår sig sammen for at finde en endelig løsning.

Leon Nikulin og Geoffrey Cain
formand og næstformand i
Raoul Wallenberg Forening

Ingen regning
15. AUG. – »Ingen regning« er ikke kun en sang af Peter Belli.
Nu kan titlen også bruges på Venstres og Konservatives valg-oplæg. Flere penge til sundhedsomrdet, bedre hjemmehjælp til ældre og meget mere. Jo, teksten i valgoplægget er endnu mere rørende end Bellis sangtekst. Og nu kommer det bedste af det hele:
Der er ingen regning. I hvert fald ikke lige nu. Bendtsen og Fogh siger, at det kan de blive enige om en anden gang. Efter et valg naturligvis. For sådan handler vi her. Først stemmesedlen, dernæst regningen.

Lasse Nielsen
Vindegade 95
Odense C

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her