Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
25. august 2001


Frank contra Eyben
20. AUG. – Nu har avisen utrolig mange gange bragt min gode kollega dr. von Eybens velmenende synspunkter i sine spalter. Som en lille modvægt har jeg mobiliseret den gode dr. Frank, som har mindst lige så gode begrundelser for sine synspunkter, som Eyben. Der er dog den lille forskel, at dr. Franks synspunkter ikke indeholder totalitære metoder i det godes navn. Rygende forældre får af dr. Frank lov til at beholde deres børn.

Elith Bjarne Olsen
speciallæge
Porseløkken 7
3700 Rønne

Etnicitet og blod
20. AUG. – Under overskriften »Mistillid til etniske mindretal« (18. august) omtales den såkaldte tænketanks tanker om integration og danskhed som et skift fra det hidtidige fokus på »etnicitet og blod«. Ja, det står der, »etnicitet og blod«! Det giver næring til en lurende mistanke, jeg længe har haft, om at meget snak om etnicitet i bedste fald er sludder og vrøvl. I ganske mange ordbogsopslag hedder det, at etnicitet bl.a. handler om noget med racer. At beskæftige sig intensivt med racer forekommer mig i bedste fald at være inderligt uinteressant. Og i værste fald – ja, hvad kan der komme ud af at spekulere over krumning på næser, hud og øjenfarve og »blodet« andet end den skinbarlige racisme ?

Troels Toftkær
Kildevældsgade 25
2100 Kbh. Ø

SID og fængselsstraffe
22. AUG. – Den 17. august gør David Rehling opmærksom på SiD’s bekymring over en påtænkt skærpelse af strafferammerne, fordi forbundets medlemmer er blandt dem, som oftest rammes af fængselsstraffe. Det er de skoletrætte, job-udstødte og de mentalt dårligt rustede, der fyldes i tugthusene.
En væsentlig del af de mennesker, som ikke har arbejde, har problemer med at læse f.eks. vejledninger i forbindelse med deres arbejde (hvis de fik tilbudt et). Det er nævnt i Information den 18. august i forbindelse med tænketankens rapport om den fejlslagne integra-tion. Spøgefuldt – går jeg ud fra – spørges om de så ikke er danske!
Vi kan roligt gå ud fra, at en del af disse også er SiD’s medlemmer. Det har derfor intet at gøre med, om man er af dansk (efter de principper regeringens tænketank har opstillet) eller udenlandsk herkomst, at man har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet eller har en høj strafferate – det er dårlige skolekundskaber. Det er ikke ukendt for dem, som arbejder med de udstøtte fra arbejdsmarkedet, at ganske mange af SiD’s medlemmer har et anstrengt forhold til skoler og derfor ikke har lyst til at få skolekundskaberne bragt a jour. Ligesom Hassan og Ali fra Nørrebro.
(Fork. af red.)

Jens Bruun
Solbakken 107
2840 Holte

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her