Kronik

Mørk far, hvid mor

Når Jonna og Silla gik sammen på gaden, blev der råbt sjofel-heder efter dem, og Jonna blev kaldt forræder...En historie fra det virkelige liv
25. august 2001

Lørdagskronikken
Overfladisk set er Danmark et harmløst land, tolerant og humant. Det troede jeg også selv på engang, fordi jeg er dansk, og fordi jeg så gerne ville tro på dette billede, som vi sender omverdenen.
Desværre taler billedet ikke sandt. Danskere har det svært med dem, som har en anden hudfarve. Ikke når vi er på ferie sydpå, for det er jo kun i otte eller 14 dage og langt, langt væk. Men her er det anderledes. Nogle er opdraget til at tro, at hvide mennesker er en udvalgt race, som kan bestemme over dem med en anden hudfarve. Det hedder racisme, og gennem de sidste 10 år er jeg blevet konfronteret med danskernes racisme på en måde, så jeg aldrig glemmer det.
For seks år siden meddelte min svigersøn, Silla, at han ville have sin søn med hjem til familien i Gambia. Drengen var da tre år, og min datter, Jonna, var blevet skilt fra Silla kort tid forinden.
Jonna og jeg var totalt handlingslammede: Tænk, hvis han ’glemte’ at tage barnet med tilbage til Danmark? Sillas manglende anvarsfølelse over for sin lille familie i Danmark sammen med vores sorg, frygt og angst var en farlig cocktail, og vores sunde fornuft kunne være på et meget lille sted.
Jonna gik under jorden sammen med sin søn: forlod sit arbejde uden at sige farvel til arbejdskammeraterne, tog mit barnebarn ud af børnehaven uden at kunne sige: »Vi ses i morgen«. På samme måde med vennerne. I et år var de usynlige, tragedien fuldkommen.

Men lad mig begynde med begyndelsen: Gambia i Vestafrika, dette lille stærke land, åbnede sine døre for turister fra hele verden uden hævngerrige tanker om gengældelse for undertrykkelse i århundreder. Dette land rejste Jonna og jeg til for at holde ferie i vinteren 1989. Silla og Jonna mødtes. Jonna som turist og Silla som strandguide, mens jeg fik rollen som anstandsdame. De to blev glade for hinanden, og for mig var det ok, for imod kærlighed kæmper selv guder forgæves. Det er stadig min holdning.
Efter at vi var kommet hjem til Danmark, skrev de breve til hinanden, og Jonna sparede sammen til en billet til Silla, som kom på ferie hos hende i København.
En forårsdag i april, i køligt, blæsende solskinsvejr, var Silla på vej til Danmark, med tilladelse til ophold i tre måneder og en returbillet til Gambia i lommen. Før han nåede Danmark skulle han have en enkelt overnatning på hotel i London. Her var han blevet tilbageholdt af politiet, som stillede mange spørgsmål, om hvor han skulle hen, og hvem han skulle besøge i Danmark? Skonummeret spurgte de også om.
To mand forhørte ham i flere timer. De breve, som han og Jonna havde skrevet til hinanden, læste politiet højt og skreg af grin. I stedet for hotelophold blev han sat i en fængselscelle som en farlig forbryder og næste morgen eskorteret af politiet ud i flyet til Danmark.
Det var Sillas første møde med den vestlige verden. Vi der bor her, mener selv, at vi er høflige og venlige over for de gæster, som besøger os. Men det her var jo også London.
Jonna var i Kastrup Lufthavn for at tage imod ham. De danske myndigheder var underrettet om opholdstilladelsen, så der skulle ingen hindringer være. Det var der heller ikke.
Men i bussen fra lufthavnen til Hvidovre var der tre danskere, som ikke kunne tolerere en mand fra Tyrkiet. Måske var det hans næse, de ikke kunne lide, måske var han ikke så bleg som os, i hvert fald skulle han have bank, og det fik han så, godt og grundigt. Det skal tilføjes, at han overlevede, ikke fordi passagererne eller buschaufføren reagerede, for det var der ingen, der gjorde.
Alle sad med bøjet hoved eller så den anden vej, men Silla reagerede, for dér, hvor han kommer fra, er tolerance, fordragelighed, humanitet og kærlighed til ens medmennesker ikke tomme ord. Men han kunne jo ikke vide, at det er ord, som vi danskere mest bruger ved festlige lejligheder.
Jonna bad ham lade være med at blande sig, for så ville han sandsynligvis blive sat i det første afgående fly sydpå. Nu var han i København, Danmarks hovedstad.

Nogle dage efter at Silla var kommet til Danmark, var jeg i København for at byde ham velkommen og for at invitere ham og Jonna på en uges ferie i Odense.
Den sidste uge i maj kom de til Fyns hovedstad. Bøgen var sprunget ud, alt var grønt, let og luftigt. Sol og ikke mange skyer på himlen. Det blev en dejlig uge med udflugter i det fynske landskab, og selvfølgelig til H.C. Andersens hus.
Vi tre havde en dejlig uge sammen, hvor Silla fortalte om sin barndom, søskende og forældre. At han kom i skole, blev student, politibetjent og senere guide for turisterne. Det var ikke så ringe endda.
Silla arbejdede sammen med fire guider, som kunne tilbyde nøjagtig de samme udflugter som rejsebureauerne, de var bare billigere, og deres viden om Gambia selvfølgelig større.
At de også var fra Mandingastammen, og det vil sige efterkommere af Kunta Kinte, drengen, som Alex Haley skriver om i Rødder, var heller ingen skade til. Jungletrommerne var deres pressebureau. Tiden var med dem, samtidig med at de var myreflittige, stædige og stolte.
Efter ferien ringede Jonna en aften og fortalte, at hun var gravid, og selvfølgelig snakkede vi om, hvad der nu var bedst for Silla. Om han bare skulle rejse hjem, når opholdstilladelsen udløb uden at vide, at han skulle være far. Alt var oppe at vende, undtagen abort. Ville han kunne trives her i det kølige nord? To forskellige kulturer: Silla, kulsort fra Mandingastammen og Jonna, hvid, fra en landsby i det fynske? Ville de være stærke nok til at hjælpe og støtte hinanden og beskytte det barn, de ventede? Et barn, som ville blive mulat. Jonna og Silla valgte det sidste.
Den 17. juli blev de viet på rådhuset, hvor nogle få venner og arbejdskammerater var med. Om aftenen var der fest. Kun nogle få tog ikke imod indbydelsen, men det kunne ikke ødelægge festen. Fine gaver, dejlig mad, sange og taler både på engelsk og dansk, så alle kunne forstå. Og Silla holdt tale for sin brud og til sine gæster. Det var bevægende, ikke engang en tolk kunne ødelægge den. Og omvendt fik brudeparret mange gode ønsker for deres fremtid.
Det blev hverdag igen. Silla begyndte i en dansk skole efter sommerferien og lærte et nyt sprog at kende. Jonna begyndte at arbejde igen. Rammerne og fremtiden var der kun de to til at fylde ud.
Også jeg var på plads igen og kunne mærke udlængslen rive og slide i mig: ud og se verden, ikke kun for otte eller 14 dage, men gerne et halvt år. Og det kunne jo ikke være anderledes, end det måtte blive Gambia. Et fredeligt land og et venligt folk.
Min viden om Gambia grænsede til ren uvidenhed og stammede fra turistferier på afskærmede hoteller, hvor en Coca Cola altid var inden for rækkevidde.
En dag i november var jeg på vej sydpå, med et engelskkursus i bagagen, sovepose, kuffert, pas, 150 kroner i lommen og en adresse, Silla havde givet mig, på en familie i Serra Kunda.
Flere timer senere stod jeg i lufthavnen i Banjul. Der var ingen i lufthavnen til at tage imod mig. Jeg fik fat på en taxa og gav modvilligt slip på sedlen med adressen i Serra Kunda, som chaufføren heldigvis vidste, hvor var. Han skulle have 100 danske kroner for turen, men hvilken tur ud i den afrikanske aften!
Det var varmt, sådan ca. 30 grader, og jeg havde stadig vintertøj på, mærkede en salt smag i munden og sveden, der løb i stride strømme helt ned til mine tæer. Heldigvis var der hul i bunden af bilen, det gav lidt luft. Himlen var rød, og palmer vajede for en varm brise. Æsler skrydede i det fjerne, og stjerner begyndte at blinke på himlen.
Vi nærmede os bestemmelsesstedet. Chaufføren måtte lige ud en enkelt gang og spørge om vej, og så var vi der. Der blev vild opstandelse inde i campauen: en hvid, som ingen kendte eller havde hørt om. Man galede i munden på hinanden på syv forskellige sprog, og jeg forstod ikke en lyd.
Men så fandt jeg billeder frem fra Jonnas og Sillas bryllup. Det hjalp, for Silla kendte de. Nu skulle jeg have både vådt og tørt, hvad jeg bestemt også trængte til. Alle var pludselig i familie med Silla og kaldte ham for deres bror. Brødre var de i kraft af, at de var muslimer.
Der gik et stykke tid, inden det gik op for mig, selv om jeg nok syntes, at det var en stor familie, han havde. Familiens overhoved var ikke hjemme, men ude at besøge kone nummer to, så ham måtte jeg hilse på senere. Jeg skulle ringe til Jonna og Silla og fortælle, at jeg var kommet godt til Gambia. To af mine nye »venner« fulgte med op til centralen i byen. Jeg havde lige til en telefonsamtale, så var mine 150 danske kroner brugt.

Ja, jeg hoppede ud på de 70.000 favne dybt vand: ville jeg drukne eller overleve i Gambia? Det kunne jeg ikke vide. Det eneste, jeg vidste, var, at jeg havde brug for Gambias viden om at leve tæt på liv og død. Hvordan bankvæsenet fungerede, måtte tiden vise, og jeg havde jo også den adresse, som var mere værd end alverdens guld, og som blev et »Sesam luk dig op!«
Det eneste, som bekymrede mig i det øjeblik, var, at jeg var træt, havde rejst i mange timer og længtes forfærdeligt efter et sted at sove, eller måske var det Fatoma, som jeg havde i favnen, der gjorde mig søvnig.
Pludselig var alle i campaunen i bevægelse. Jako, Fatomas mor, tog sin lille pige op på ryggen, og min sovepose på hovedet, en anden tog min kuffert på hovedet, og i en lang række vandrede vi kvinder og børn ud af byen, væk fra campauens beskyttelse ud i tropenattens mørke, men med masser af stjerner til at vise vej.
Så var vi ved bestemmelsesstedet. Det var ikke et luksushotel, men pænt og rent, som Maude siger i Matador om grisehandlerens hus, hvor hun skulle overnatte, da hun fandt ud af, at også hun havde et ansvar for andre end sig selv.
Men det her var Gambia, en gambiansk familie hjalp mig, uden at vide, om jeg ville gøre gengæld. Deres tillid til hvide kunne ellers nok være på et meget lille sted: Gambias forfædre blev fanget og sejlet til Amerika for at arbejde som slaver på bomuldsmarkerne i Sydstaterne og i sukkerrørsplantagerne i Vestindien, som var dansk indtil 1914.
Danmark transporterede ca. 50.000 slaver om året fra Vestafrika. I alt cirka 15 millioner afrikanere blev eksporteret. Gambia blev først en selvstændig stat i 1965, og ligesom vi i Danmark udmærket husker Anden Verdenskrig, kunne det jo også være, at Gambia husker sin fortid, at der så også er noget, som hedder omvendt racisme. Hvis det er sandt, er det vel for-ståeligt?

Men i Danmark er racismen ikke forståelig. Det er vores overflod, vi vil beskytte. Vi melder os ind i EF og EU og lukker vore grænser. Vi kan kalde det fæstninger eller Fort Europa til beskyttelse af vore rigdomme.
At vi kan brødføde os selv og verden op til flere gange, betyder ingen ting. Vi sprøjter gerne overskudslagre med gift, så at det er uegnet til menneskeføde, blot for ikke at skulle give noget væk til dem, som ikke har. Egoisme, kynisme eller salonhumanisme vil jeg kalde det. Når bare jeg har, hvad jeg har brug for, så skidt med, at verden uden for Europa sulter. Og Gud nåde og trøste dem, hvis de banker på vores dør, og det er der altså fem procent, som har vovet.
Det er ikke de nydanske, som er skyld i vores problemer.
Højredrejningen i dansk politik bliver mere synlig, fordi grøften mellem rig og fattig bliver dybere. Løgn, bedrag og falskhed trives der, hvor visse grupper har magt til at ophøje deres egne sandheder ved at fortie og udslette andres. Altså at sparke nedad og at ud se sig en syndebuk. Og det er, hvad der sker for de nye danske i Danmark lige nu.

Den 29. januar blev mit barnebarn født. Hvor var han stolt, Silla, da han holdt sin søn i sine arme og Jonna ligeså, da hun fik ham lagt til brystet. Og nu var jeg blevet bedstemor, hvor var det en god følelse! Jeg lovede mig selv, at aldrig nogen sinde skulle mennesker gøre ham fortræd.
Et par år senere sendte Ekstra Bladet en kampagne på gaden om gambianerne i København. Den blev fulgt op af fjernsynet, som aften efter aften viste danskerne den samme gambianer stå på Nørrebro og sælge narko. Fremskridts-partiet mente, at alle fremmede skulle sendes ud af landet med flyvemaskine og smides ud uden faldskærm.
S-tog og bybusser var fyldt med plakater om de forfærdelige gambianere. Det er rigtigt, at nogle få solgte narko i København, men sådan som pressen, især Ekstra Bladet, fortalte os det, er ikke sandt. En hetz var sat i scene og blev fulgt op af velvillige danskere.
Når telefonen ringede, og Silla tog den, blev røret lagt på. Når Jonna og han gik sammen på gaden blev der råbt sjofelheder efter dem, og Jonna blev kaldt forræder. Nationalfølelsen blomstrede i disse år, men jorden blev jo også gødet godt og bliver det stadigvæk. Skinheads eller nynazister havde klubhus i nærheden af, hvor de boede, og når Silla og Jonna mødte dem på fortovet, måtte de en tur i rendestenen. De var de fleste og derfor de stærkeste.
Det blev for meget for den lille familie. Racismen var nået inden for hjemmets fire vægge. I stedet for at holde sammen, blev Silla og Jonna hinandens værste fjender. Silla flyttede, drengen blev hos Jonna.

Om et par dage skal jeg til København sammen med mit barnebarn, som skal på weekend hos sin far. Silla kan igen have sin søn hos sig uden overvågning.
Det er fire år siden, jeg har set Silla. Kan han tilgive os? Jeg anede ikke, at Danmark havde latente racistiske tilbøjeligheder. Der skulle bare en ekstrem højredrejning i dansk politik samt en velvillig presse til, så vågnede den indre danske svinehund og forlangte at blive fodret, og det blev den så.Men uanset, så glæder jeg mig til at møde ham igen, Silla.

*Erna Rosenmaj er forhenværende sygehjælper, nu efterlønner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu