Læsetid: 4 min.

Når grænsen falder

Der er noget uhyggeligt ved kravet eller ønsket eller måske bare fremtidshåbet om action i stedet for kunstværker
Debat
4. august 2001

Kunst
Jeg kunne ikke lade være med at tænke »...åh, nu igen«, da jeg læste lederen den 21.-22. juli af cl (Chr. Lund), som ville udradere kunsten ved at nedbryde grænsen mellem kunst og virkelighed. Jeg synes, det er lige så synd for virkelighedens aktiviteter, som det er for kunstens endnu ufødte værker; for virkeligheden skal man ikke spøge med ved at kalde den kunstnerisk.
Det er sandelig vanskeligt med al den filosoferen, for hvad mener man med ordet kunst? Det er ikke bare et navn, det er også et begreb og ofte passer navn og begreb ikke sammen.
Før i tiden blev man kunstner hvis de værker, man frembragte, havde tilstrækkelig stor gyldighed til at gribe både hjerte og forstand. I dag er det omvendt, i dag bliver éns aktiviteter til kunst, uanset hvad de består i, hvis man da ellers af akademier og medier har opnået, at blive kaldt kunstner. Hvis en anonym person tisser på museets gulv, er det en krænkelse af blufærdigheden, men hvis personen kaldes kunstner, er der ikke grænser for de dybsindigheder, som kan udledes af svineriet.
Det kalder jeg romantisk snobberi og titel-forgudelse. Der er derimod intet aristokratisk i at bevare en vis grad af fornemmelse for den lovmæssighed, der skiller kunst fra ikke-kunst.
Man kan da godt kalde en tøjbold for skulptur og dermed argumentere for, at skulpturens grænser er ved at opløses. Men det er jo bare ord, for en bold bliver ved med at være en bold, og en form bliver kun til skulptur ved at en indre dynamik og rytme begrunder dens form og gør den til et musisk udtryk.

Gensidig forbundethed
Kunsten er altid ny, som artiklens forfatter synes at kræve det, men den er også altid gammel. Kun at tage det nye med er at tænke én-dimensionalt. Enhver tids kunst og et hvert kunstværk indeholder både det foranderlige og det bestandige; ikke som noget hver for sig, men i gensidig forbundethed, akkurat som naturens frembringelser. Tænk på Shakespeare’s dramaer. De handler om det tidsbestemte, det som tiden løber fra. De handler om sagn og om historiske begivenheder, om fyrster og fyrstinder om konger og dronninger – men gennem disse begivenheder og personer handler de også, og det er nok det væsentlige, om de store følelser, som er bestandige og vil være det lige så længe, som mennesker er mennesker.
Kunsten er på én gang tidsbestemt og tidløs, og fortidens værker er ikke bare fortid, men også nutid. Derfor har vi kunstmuseer, og når jeg bliver grebet af en ægyptisk skulptur, af Rodins Balzac-statue eller af Matisse’s lille portræthoved af sin kone, eller af et manglebræt med hestehåndtag, så er det mig lige så nært, som noget min samtid kan byde på. Ja, mere nært hvis det har større gyldighed.

Blød om hjertet
Og når cl taler overlegent om »klassiske helligdomme«, så indrømmer jeg gerne, at jeg bliver blød om hjertet, når jeg møder nogle af de største værker, menneskeånden har frembragt.
»Mennesket kan ikke leve uden skønheden« udbryder den gamle Verkhovenski i Dostojevski’s Nihilister, i sit forsvar for Rafael’s Madonna. Nej, man skal ikke glemme den poetiske virkelighed for den dagsaktuelle journalistiske, den politiske og den videnskabelige.
Jeg synes, der er noget uhyggeligt ved kravet eller ønsket eller måske bare fremtidshåbet om ’action’ i stedet for kunstværker.
Er det teknologien, som er ved at blive menneskets sjæl i stedet for dets redskab? Eller er det måske bare det gammelkendte og på sin vis tidløse filister-udbrud »ja, men hvad skal kunsten så bruges til«, der har antaget nye former?
Jeg blev engang spurgt af en journalist om, hvorledes jeg, der var kunstner og voksen også under sidste verdenskrig, kunne være så uberørt i mine skulpturer af krigens rædsler og af kampen imod dem.
Jeg kunne kun svare, at jeg da selvfølgelig virkede i det sociale og politiske og i kampen mod besættelsesmagten – men med virkelighedens midler.
I min kunst derimod, troede jeg mere på det forsvar for livet, som ligger i efter fattig evne at udtrykke sin oplevelse af dets skønhed og rigdom.

Det iskolde gys
Og jeg husker også det iskolde gys, når vi kunstnere, som var medlemmer af DKP, umiddelbart efter krigen modtog bebrejdelser fra den lidet musisk begavede partisekretær Ib Nørlund: At vi tænkte mere som kunstnere end som kommunister.
Og måske lever filister-ånden videre i den livsalige drøm om et kunstbegreb, der ikke behøver at udformes som egentligt kunstværk med egne rammer, men kan ytre sig bare ved løse ’kreative’ aktiviteter og ideer, der kan forbinde sig med hvad som helst i det virkelige liv – og sikkert aller helst med erhvervslivet.
Ja, vi bliver vel alle kunstnere på denne måde, og det kan endda blive svært at blive fri for at lave ’kunst’, selv om vi gerne ville.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her