Kronik

Når ude bliver hjem

Der er (mindst) tre måder at emigrere på. Nabokov, Solsjenitsyn og Brodsky valgte hver sin vej
Debat
15. august 2001

Tilflyttere
Vores indvandrerdebat er domineret af så primitive og forvrængede klicheer, at det bliver næsten umuligt for reelle emigranter at identificere sig med den. Baltiske trafikanter,
Vollsmoses bander, Sandholmlejrens butikstyve – er der mere?
De fleste af os ’almindelige indvandrere’ er dog helt uberørte af denne ekstreme diskurs. For at forstå denne tilværelse – og det skal man helst, hvis ambitionen er at lære at leve i en verden af emigranter – skal man rette opmærksomheden mod den modsatte pol af den diskursive skala, nemlig til Litteraturen med et stort L.
Jeg vil lade mine eksempler komme fra mit eget hjemland. Tre af det 20. århundredes forfattere forlod Rusland under traumatiske forhold og havnede i USA – Solsjenitsyn, Brodsky, og med en tidligere emigrationsbølge, Vladimir Nabokov.
Da nogle amerikanske kolleger sendte Nabokov nogle digte af den dengang unge Brodsky, svarede han, at der var da interessante rim og metaforer at finde, men han brokkede sig over Brodskys russisk, navnlig over fejl i tryk og ordvalg. Nabokov sørgede dog for at få sendt et par cowboybukser som gave til Brodsky (der på det tidspunkt endnu ikke var emigreret)...
Det med at påklæde Brodsky blev til noget af en tradition: Da digteren skulle modtage Nobelpris, sørgede Sankt Petersborgs intelligentsia også for, at han fik et slips. Det var bare ikke et hvilket som helst slips: Det havde tilhørt Boris Pasternak, der i sin tid også var tildelt Nobelprisen, men af Sovjetmagten blev forhindret i at modtage det.
Til forskel fra Solsjenitsyn, Brodsky, Pasternak (og Bunin, for at gøre listen færdig) fik Nabokov aldrig Nobelprisen.
Men han blev indstillet til den af Solsjenitsyn , der skrev et meget rosende brev om ham til det Svenske Akademi.
Nabokov gengældte dog ikke Solsjenitsyns varme følelser og kalde dennes stil for ’solzhournalism’. Solsjenitsyn forsøgte også at arrangere et møde med den aldrende Nabokov i Schweiz, men på grund af en misforståelse blev det alligevel ikke til noget.
Uanset disse ikke-møder er Nabokovs sammentræf med både Brodsky og Solsjenitsyn i USA en vigtigt kendsgerning i det just afsluttede århundredes historie. Alle tre var eminente forfattere, og via deres forhold til deres arbejdsredskab – sproget – kom de at repræsentere tre klart afgrænsede måder at emigrere på.

Nabokov emigrerede med hoved og det hele. Han ’slog over til engelsk’ og blev kåret til »den bedste nulevende engelsk-talende forfatter«.
Nabokov kunne ikke helt undvære det russiske emigrantmiljø, men han distancerede sig fra det og blev kendt for at råde de nyankomne russere i USA til at holde sig langt væk fra ’russerne her’.
Solsjenitsyn emigrerede derimod ligesom slet ikke. Ude i
USA’s province førte han en tilværelse som i en slags utopisk Sibirien. Solsjenitsyns interesse for Amerika og Vesten generelt kunne ligge et ganske lille sted.
Brodskys måde at emigrere på er den mest interessante. Han flagrer nemlig imellem alle de fastlåste tilstande. Han faldt aldrig rigtig helt til i USA, på trods af sin Poet Laureate-status og gode, ån-deligt dybe amerikanske venskaber. Men i hans engelske digtning forblev ’duften af Rusland’ altid meget stærk. Visse læsere og kritikere kan ikke se andet end fejl ved de russiske træk i Brodskys engelske lyrik – se, for eksempel sidste nummer af The Times Literary Supplement, der giver meget spalteplads til kritik af Brodskys engelsk.
Men for mange litteraturelskere er denne udenlandske flavour, i både Brodskys russisk og engelsk, den mest sublime element i hans digtning: »Jeg er altid fremmed, jeg er aldrig helt herfra«...
Her taler jeg om Brodskys menneskelige indstilling, snarere end om hans digtnings placering i forhold til center og periferi, som en litteraturteoretisk problemstilling (og som var diskuteret af). At både Solsjenitsyn og Nabokov kritiserede udenlandske træk i Brodskys russiske digte, kan næppe ændre Brodskys – eller de to førstnævntes – status i litteraturhistorien.
Litteraturhistorien er fuld af sådanne forfatterfejder, som nu den serie af gensidige fornærmelser mellem John le Carré og Salman Rushdie, der for et par år siden kørte som åbne breve i engelsk presse.Men det er meget interessant, at både Nabokov og Solsjenitsyn, modsætninger som de er, kritiserer Brodsky netop for ikke at underkaste sig de kulturelle og sproglige grænser og forholde sig til emigrationen på en klar og kategorisk måde.
De tre emigrationsstrategier, som Nabokov, Solsjenitsyn og Brodsky står for, fører til tre vidt forskellige skæbner:

Nabokov hengiver sig til emigrantstanden, og hans nostalgi bliver til hans dyrebareste skat, som han nyder at lege med. Intet er ham mere fjernt end at tage tilbage.
Hans hjem er virtuelt, han husker hver detalje og nyder selve husk-ningen. Det volder ham ingen besvær at have sit fysiske hjem i skiftende primitive huller. Det er dog vigtigt, at Amerika var Nabokovs emigration nummer to. Nabokovs uddannelse som emigrant foregik i Europa, og i hans beskrivelse af denne første emigration i Min Europæiske Ungdom udtrykker han med stærk, ukunstfærdig stemme en asylansøgers sindelag.
»Når jeg skuer tilbage til disse år i eksil, ser jeg, hvordan jeg og tusinder af andre russere førte et mærkeligt, men slet ikke ubehageligt liv i materiel fattigdom og intellektuel rigdom blandt aldeles ligegyldige fremmede, spøgelses-agtige tyskere og franskmænd, i hvis mere eller mindre uvirkelige byer vi emigranter tilfældigvis
boede. Disse stedlige indbyggere var for ens indre øje så flade og gennemsigtige som skikkelser klippet ud af cellofan, og selv om vi benyttede deres mekaniske indretninger, klappede ad deres klovne og plukkede deres blommer ved vejkanten, fandtes der ikke mellem dem og os nogen virkelig kommunikation af den rige, menneskelige art, der var så udbredt blandt os selv... Vores fuldstændige fysiske afhængighed af denne eller hin nation, der koldt havde skænket os et politisk tilflugtssted, blev pinligt tydeligt, når et eller andet elendigt visum, et eller andet diabolsk identitetskort skulle anskaffes eller forlænges, for så forsøgte et grisk bureaukratisk helvede at lukke sig om ansøgeren, og han kunne visne hen, mens mapper med hans papirer blev tykkere og tykkere i rottelignende konsulers og politibetjentes skriveborde. Vi var kun lidt bedre end prøveløs-ladte forbrydere og måtte igennem den skrækkeligste skærsild, hver gang vi skulle rejse fra et land til et andet, og jo mindre landene var, des flere ophævelser gjorde de. Et sted i deres ubevidsthed skjulte myndighederne den anskuelse, at ligegyldigt hvor slet en stat – som f.eks. Sovjetrusland – kunne være, var en flygtning fra den foragtelig per se, eftersom han eksisterede udenfor national administration; og derfor blev han betragtet med det samme latterlige modvilje, som visse religiøse kredse nærer overfor børn født udenfor ægteskabet.«
Dette var skrevet af en russisk flygtning om mellemkrigstidens Europa – men det kunne lige så godt havde været skrevet i dag, her i Danmark.

Solsjenitsyn udgjorde den modsatte pol. I USA lægger han sig på lur som en tikkende bombe, eller, for at bruge hans egen billede fra starten af
Gulag Øhavet – som »et stykke indefrossen levende fauna«.
Hos Solsjenitsyn er det lejrfanger ved Kolyma, der finder dette ’stykke levende fauna’, tør det op og spiser det. Men han går også op til emigrantens hårdeste prøve – og dumper: Han vender nemlig tilbage. Hans transsibiriske ’triumf-tog’ blev iagttaget af millioner af russere med mere forundring end ægte beundring. Og forundringen har været voksende i årene derpå, som han kom med mere og mere moraliserende, autokratiske, storrussisk patriotiske og alt andet end skønlitterære opskrifter på, hvad Rusland skal...
For nyligt så jeg et lille (dansk) blad Stjernerne i DSB kiosken på Østerport station, som på forsiden averterede med en feature om
Solsjenitsyn. Det viste sig at være en astrologisk analyse af Ruslands sjæl, baseret på horoskoper over Solsjenitsyns liv og værk. Sol-journalismen, værsgo!
Brodsky forblev på tærskelen. Han ville ikke definitivt vende tilbage, men skrev uforglemmelig stærk lyrik om ønsket om at vende tilbage, om hvordan man kan få en dagligdags, ubemærket, og ubemærkelsesværdig tilbagekomst til hjemlandet. Han omgås mange russiske emigranter, navnlig Barysjnikov, og netop i dette venskab er dansen ikke uvæsentlig. Det at danse – at flagre, at flyve, at være i bevægelse – er den mest passende metaforiske beskrivelse for sjæletilstanden af netop den måde at emigrere på, som Brodsky repræsenterer. Og som rigtig mange virkelige emigranter, der ikke føler sig repræ-senteret af den snæversynede indvandrerretorik, lettere kan identificere sig med.
Det er for de flestes vedkommende ikke skandaløst-problematisk at være emigrant. Det ville simpelthen være umuligt at beskue sit liv på den måde hele tiden. Vi lever imellem den efterladte og den nyerhvervede kultur – det bliver vores norm og vores valg. Faktisk er det svært at beskrive en emigrants ’mellem’-sindelag i noget, der giver forside stof eller primetime skærmplads. Det kræver netop en digters geni at fange det – som den lille, flygtige, men uudryddelige accent, der bliver ved med at flagre rundt og sætte sig forkert, uanset hvilket af sine flere sprog og hvor flydende man end taler.

*Dr. Svetlana Klimenko er adjunktforsker med speciale i teatersprog på Engelsk Institut, KUA, russisk underviser ved Udenrigministeriets Sprogskole, translatør og journalist.

*Læs også Jon Kysts kronik om Brodsky og Sozhenitsyn, Information 13. juni 2001, den findes i arkivdelen på www.information.dk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her