Kronik

Nytten af et folkedrab

Det totalitære paradigme tilhører moderniteten og markedskræfterne
Debat
6. august 2001

Historisk set
De senere år har vist en markant tendens hos borgerlige intellektuelle til at sidestille det jødiske Holocaust/ Shoah med stalinismens forbrydelser.
Blandt andet noterede professor Bent Jensen, Odense Universitet, sig i sommeren 1999, at der var for megen opmærksomhed på Holocaust/ Shoah og for lidt opmærksomhed på andre folkedrab i historien, herunder det sovjetiske Gulag Øhavet.
Min kritik af Bent Jensen er dog ikke fokuseret på hans kritik af den partipolitiske venstrefløjs holdninger til Gulag Øhavet, men til det forhold, at han har haft en tendens til i sin argumentation at ville ækvivalere Shoah med Sovjets forbrydelser og karakterisere Sovjetunionen som totalitær.
Min kritik i det følgende lægger sig i forlængelse af to førende holocaustforskere, sociologen Zygmunt Baumans og filosoffen Hannah Arendts bog Historiefilosofiske betragtninger, hvor de har forsøgt at etablere en holdbar skillelinje mellem det sovjetiske og det nazistiske herredømme.
Som Arendt og Bauman betragter jeg det jødiske holocaust som et moderne betinget fænomen uden sidestykke, og dette er også grunden til min uenighed med Bent Jensen, som jeg formulerede i en kronik i Berlingske Tidende. Men da Bent Jensen svarede på min kronik »Holocaust og Øhavet Gulag«, foregik det parallelt med kommentarer til en række venstreorienterede intellektuelle som Curt Sørensen, Jørgen Knudsen m.fl.
Bent Jensen konstaterede derfor: at det ville »føre for langt at gå ind i en diskussion« om Hannah Arendt, som han i øvrigt havde stor personlig og faglig respekt for.
Hannah Arendt karakteriserer som Bent Jensen og mange andre historikere, stalinismen og Sovjetunionen som totalitær. Men, i modsætning til andre totalitarismeforskere, som f.eks. Carl Friedrichs & Zbigniew Brzezinskis , konstaterer hun, at der med Stalins død i 1953 sker en af-totalisering!
Arendts analyser af stalinismen, og de eksempler hun fremdrager, er modsætningsfyldte. Jeg er således enig med Margaret Canovan, som er en fremragende fortolker af Arendt, at det er vanskeligt ud fra de analyser Arendt fremdrager at se stalinismen som anti-utilitaristisk, hvilket er forudsætningen for, at et system kan defineres som totalitært. Stalinismen, og Sovjetunionen som sådan, forekommer derimod at være præget af en ekstrem machiavellisk magtutilitarisme, som ikke skelede til, hvilke midler, der skulle anvendes for at forcere en hurtig industrialisering af Rusland.

Hannah Arendts teoretiske platform er, som Zygmunt Baumans forfatterskab, forankret i fænomenologien. Det er ud fra dette omdrejningspunkt, hun analyserer civilisationen og det moderne. Arendts totalitarismebegreb adskiller sig derfor også afgørende fra klassiske totalitarismeopfattelser som Sigmund Neumans, Carl Friedrichs, og Zbigniew Brzezinskis paradigmer.
Den klassiske totalitarismeforskning, som havde sin storhedstid under den kolde krig, var præget af en amerikansk forskningstradition. Man fokuserede her meget på komparative metoder og på begreber som: enhedsideologier, terroristiske politisystemer, meningsmonopoler, centralisme, og førerprincippet. Arendt er enig i, at disse begreber er en del af det totalitære paradigme, men tilføjer, at disse begreber ikke kan fratænkes en anti-utilitaristisk praksis.
Udgangspunktet for Arendts totalitarismebegreb er massesamfundet. Det klassiske klassesamfund bryder i følge Arendt sammen, og på ruinerne af dette sammenbrud opstår en række massebevægelser. Masserne er for Arendt, i modsætning til klasserne, ikke bundet til objektive interesser i det kapitalistiske samfund. »Massemennesket kan ikke indordnes i nogen organisation som er baseret på fællesinteresse, i politiske partier, faglige organisationer eller fagforeninger. De klassiske partipolitiske partier kan derfor ikke appellere til disse nye grupper af vælgere!
Det er Arendts hovedpointe, at de totalitære bevægelser akkurat fandt deres tilhængere blandt de politisk indifferente masser. De indifferente masser er, i følge Arendt, et produkt af kapitalismens tendens til at opsplitte klasser i masser, samt et resultat af, at det aldrig lykkes for demokratierne at delagtiggøre flertallet af vælgerne i beslutningsprocesserne.
Det politiske klima blev derfor op gennem det 20. århundrede forvandlet til et ideologisk univers.
Det problematiske ved den moderne civilisations udvikling er, at ensomheden ikke længere er noget marginalt, som kun berører os i dødsøjeblikket. Det moderne massemenneske er med tabet af det politiske fællesskab og interessesamfundet, blevet rodløst og kan derfor heller ikke længere oparbejde tillid til andre mennesker. Tidens mennesker frarøves erfaringsverdenens intersubjektive praksis der er forankret i tillid, og som er forudsætningen for et politisk system.

Det eneste sted, hvor det ensomme og isolerede menneske kan fungere uden tillid og en intersubjektiv praksis, er i logikken. For Arendt er ideologierne adækvat med ideernes logicitet. Når aksiomet er sat, er der ingen udvej for konsekvenserne af følgeslutningerne: »Når man har sagt A, må man også sige B og C og så videre af det morderiske alfabet«.
Karakteristisk for inderkredsen i de totalitære bevægelser var netop også det forhold, at de stolede mere på logikken end på den sunde fornuft, og det uanset om præmisset var funderet på kviksand – og følgeslutningerne af den deduktive tænkning var absurde.
Inderkredsens frygt og foragt for erfaringsverdenen udløste utallige konflikter mellem parti og værnemagt. Selv blandt nazistiske officerer og tillidsfolk var det vanskeligt at forstå den nazistiske inderkreds’ »tilsidesættelse af alle objektive økonomiske og militære faktorer.« De måtte gang på gang erindres om, at ’økonomiske overvejelser principielt skulle lades ude af betragtning af det jødiske problem’ … men alligevel klagede de over, at afbrydelsen af et stort byggeprogram var sket, hvis ikke de tusind af jøder, der arbejdede på det, var blevet deporteret. Hans Frank, nazistisk generalguvernør i Polen, protesterede utallige gange over en sådan anti-utilitaristisk praksis. Da de ungarske jøder skulle deporteres til Auschwitz i foråret 1944, var opgaven meget kompliceret. Værnemagten var presset i bund på Østfronten, og transportlogistikken mellem front og hjemmefront var på sammenbruddets rand. Togstrukturen fungerede ikke og togvogne var næsten umulige at opdrive.
Værnemagten var derfor rasende, da det lykkedes Eichman at få stillet næsten alt kapabelt tysk togmateriel til rådighed for transporten af de ungarske jøder til Auschwitz.
Men rationelle argumenter mod det totalitære herredømme blev overalt i Nazi-hovedkvarteret mødt med foragt.

Tilintetgørelseslejrene er det totalitære systems paradigme: »uden koncentrationslejrene, uden den ubestemte angst de indgyder, og den særdeles bestemte optræning til totalitært herredømme, de giver, som ikke fuldt kan afprøves noget andet sted med alle dets ekstreme muligheder, kan en totalitær stat hverken opfanatisere sine kernetropper eller blive ved med at holde et folk i apati«.
Terroraspektet i udryddelseslejrene tjente kun det formål at opfanatisere SS, så de ikke skulle falde tilbage til hverdagslivets konformisme. Kun gennem en sådan opfanatisering af SS, kunne systemet kontrollere magten i samfundet.

Hvis man skal forstå totalitarismen som fænomen, er udgangspunktet, efter min vurdering, ikke det halv-feudale Sovjet, men det moderne Nazi-Tyskland.
For Hannah Arendt var hitlerismen delt i to kvalitativt forskellige epoker. Tyskland var frem til slutningen af 30’erne, ja måske helt frem til 1941, hvor nazisterne angriber Sovjet, et fascistisk diktatur. I fascismen er magthaverne koncentreret om at varetage bestemte økonomiske interesser. Diktaturet forfølger derfor naturlig nok de individer, grupper og klasser, som er modstandere af regimet.
I et totalitært samfund er magten ikke rettet mod oppositionelle kræfter, men mod abstrakte fjender, dvs. ideologisk udledte modstandere som f.eks. jøder og sigøjnere.
Forudsætningen for at et totalitært system kan realiseres er derfor, at oppositionen er fjernet og uskadeliggjort. I Sovjet var al organiseret modstand fjernet i midten af 30’erne og i Tyskland lykkedes det regimet at fjerne oppositionen få år efter magtovertagelsen i januar 1933.
Arendt konkluderer, at den reelle magt i Nazi-systemet i den totalitære periode, langsomt bevæger sig fra Hitler til Himmler. Den egentlige magt fra sommeren og efteråret 1944 lå derfor hos Himmler og det totalitære paradigme.
Da nazisterne kom til magten, satte de SA til at forvalte KZ- lejrene. SA var optændt af et had og en bitterhed »… mod alle, der var socialt, intellektuelt eller fysisk bedre udrustet..« Denne bitterhed, som var konkret, forekommer os næsten som en sidste rest af »menneskelige og forståelige følelser«.
SA’s kernetropper blev rekrutteret fra småborgerskabet og pøblen. Deres rolle i den nazistiske revolution var relativ hurtigt udspillet, og de spiller ingen rolle for den totalitære udvikling.

Da SS, hvis kernetilhængere var normale atomiserede individer overtog administrationen af KZ-lejrene, blev brutaliteten abstrakt, kold og anonym.
Afvigerne, forbryderne, småborgerne, de forsmåede, pøblen, og sadisterne blev erstattet af en normalitet, som skulle »... optrænes til at blive fuldgyldige medlemmer af SS«.I denne ideologiske verden af vanvid og rædsel blev fangerne og SS'ernes personlighed ændret radikalt.
SS skulle ganske enkelt socialiseres til at forstå, at alt er muligt, og at den anti-utilitaristiske tankegang skulle erstatte den klassiske nytte-kalkulerende magt, som var baseret på interessebegrebet, og som havde behersket den europæiske civilisation siden Aristoteles.

*Thue Damgaard Kjærhus er historiker og studieleder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her