Kronik

Penge til Arnoldi

Aldrig før har statsstøtten til kunst og kunstnere været så betydningsfuld. Men behøver man virkelig hjælpe kunstnere, der tjener udmærket på det de laver?
Debat
11. august 2001

Lørdagskronikken
Det ville være arrogant at bilde sig ind, at den almindelige dansker nærmest skulle være født med en opfattelse og en accept af statsstøtte til kunst og kunstnere – som om denne kunststøtte var defineret og alment anerkendt een gang for alle. Nej, der burde naturligvis pågå en fortløbende kulturpædagogisk indsats på området, så det forklaredes hvad kunststøtte er godt for – og navnlig hvad det var skidt for, hvis den ikke var der!
Kunstfondens uddeling af et tre-årigt arbejdsstipendium til Per Arnoldi i foråret, har i allerhøjeste grad aktualiseret nødvendigheden af forklaringer og debat. Men hvordan i alverden skal man forklare befolkningen, hvilke motiver der er gældende ved uddelingen af netop arbejdsstipendier, når Arnoldi offentliggør, at han simpelthen vil arbejde videre som han hele tiden har gjort – de i alt 720.000 kr. gør kort sagt ingen verdens forskel?
Dette her er en sag med perspektiver, og rækker langt ind i uddelingspolitikken, men det kunne nemt blive en hurtigt overstået happening, en kikser – og så hurtigt videre!
Lad os med Kunstfondens egen tekst slå det helt fast, »Idéen bag disse flerårige stipendier er, at kunstneren skal kunne leve uden at behøve at skaffe sig indtægter ved ikke-kunstnerisk arbejde«.
Kulturministeren, Ministeriet og Kunstfondens Repræsentantskab bør kaste sig ud i et folkeoplysende arbejde, og det kan vel ikke have undgået de nævntes opmærksomhed, at slægter har det med at henrulle, og generation efter generation formasteligt skyde uskyldigt frem – og dem må vi komme til undsætning, det er vores pligt, ligesom det er vores pligt ikke at overlade diskussionen til reaktionære, nye og gamle rindalister og kulturfjendske politikere.
Per Arnoldi har været forskrækket over igen at møde det, han kalder »kunstnerhadet«, men jeg synes både han og andre (kunstnere) skal vogte sig for at diskriminere den anden vej.
Den ikke-kunstforbrugende og måske lidet kulturinteresserede dansker i den ene ende af skalaen, og en fattigrøv af en kunstner som mig selv i den anden, er ikke automatisk hadere af kunstnere og kunststøtte, vi krænkes simpelthen i vores retfærdighedsfølelse:
En veletableret kunstner, som med garanti kan vælge og vrage mellem store opgaver modtager et arbejdsstipendium, som skulle give ham arbejdsro... Vi kunne i øvrigt læse om mandens triste skæbne ved at skulle flytte fra den ene overklasse-adresse til den anden – nemlig fra sit fire-etagers hus i Toldbodgade i København til Amaliegade lige om hjørnet. Per Arnoldi omtaler det som trist men fremhæver også – ret skal være ret – at han ikke piver. Med hans egne ord: Nu bor jeg udmærket i Amaliegade, men jeg har aldrig besværet nogen med piverier.
Skulle man have en anelse kunstnerhad eller kunstnerlede i sig, så må det da blomstre op her.
Inden jeg vil forsøge mig med eksempler på, hvad statsstøtte til kunsten er godt for, så lad mig kaste mig over dét, som både Kunstfondens udvalg og den hædrede kunstner formodentlig vil synes er uanstændigt, nemlig den materielle virkelighed og de kroner og ører, det reelt handler om. Der er noget knibsk over, at man nærmest benægter eller bare taler udenom det faktum, at det jo er gysser, man slipper – uha-nej, det er sør’me ikke »socialhjælp«, fortæller formanden for udvalget for kunsthåndværk og design, Peter Hiort Lorenzen, man skeler sandelig ikke til hvor velbjærget en kunstner er...
Det er dog med kunststøtten og statsmidlerne som det er med al anden kunst- og kulturstøtte – vi ser her bort fra hædersbevisninger – at pengene der uddeles skal gøre en forskel, endda en markant forskel, og denne forskel er en materiel hjælp og ikke en spirituel åbenbaring eller abstrakt anerkendelse. Sagt på en anden måde: Det er en akut og kunstnerisk begrundet socialhjælp.
Der kan være en besindig borger her, eller en rindalist dér, som henholdsvis undres eller harmes – og så kan der altså være en kunstner som jeg, der oplever Kunstfondens prioritering som en krænkelse – ikke fordi jeg er forsmået, men fordi jeg dels er mindrebemidlet og dels er fortørnet på mindrebemidlede og anerkendte kunstneres vegne.
Dernæst kigger jeg på tingene fra min mildt sagt spartanske virkelighed, hvilken bl.a. er en lille lejlighed på Vesterbro, med brusebad i huset ved siden af og wc på bagtrappen. I modsætning til Per Arnoldi, som er en stor dreng og ikke piver, så piver jeg regelmæssigt, men så trøster jeg mig med digteren Thorkild Bjørnvigs ord, da han skrev om kollegaen Rilkes skrøbelige liv: »Der er før set afgørende ting fra en fortabt post.«

Det står klart, at når man tildeler en etableret 60-årig kunstner, som i mange år har lavet rentabel kunst, og vedkommende så trækker på skuldrene og siger: »Tak for anerkendelsen, men det gør ingen forskel« – så har Kunstfondens udvalg for Design og Kunsthåndværk tømt begrebet arbejdsstipendium for indhold, og det er indlysende at Kunstfondens ærinde var at hædre manden. Sammenrodningen af hædersbevisning og arbejdslegat er meget uheldig. Nok indeholder et arbejdslegat pr. automatik en anerkendelse – kald det bare hæder – ja, men det tildeles ikke for at hædre.
Som det er blevet nævnt flere gange i debatten, skulle man have sat en kunstner som Per Arnoldi på Finansloven med dét, der hedder Livslang Kunstnerydelse, og den begrundelse tremandsudvalget i øvrigt citeres for i forhold til arbejdslegatet ligner præcis – ligesom de andre hædrende omtaler – teksten til en indstilling til den livslange kunstnerydelse.
Apropos livslang kunstnerydelse: Jeg har selv den ære at være modtager af en sådan ydelse, den fik jeg for et par år siden, og den er såmænd indtægtsreguleret, og på kr. 110.000 om året. Man må så tjene ca. 140.000 oveni – og efter dét, barberes der gradvist ned til minimumsydelsen på 12.000, som i øvrigt er den ydelse 40 procent af de omkring 250 kunstnere modtager.
I denne forbindelse vil jeg slå et slag for, at den livslange kunstnerydelse – som den hædersbevisning den er – blev fritaget for skat, for herved kunne kunstneren føle sig ægte fritaget for at fare rundt med tungen ud af halsen, skrive strømme af oftest frugtesløse ansøgninger, bæve for pantefogeders indgriben og slippe for tvangspåført pine med uvedkommende arbejde.
En sådan hædret og ægte frigjort kunstner kunne nu hente inspiration i et roligt sind og en bevæget fantasi – ja, han eller hun kunne endda rejse lidt omkring og inspireret få snuset til en større verden, hvilket alt sammen – med en senere kreativitet – kunne glæde en masse mennesker.

En stor del af kunststøtten sluses tilbage i statskassen.
I Arnoldis tilfælde vil den (forøgede) beskatning sikkert sende det meste af det treårige stipendium tilbage, hvor det kom fra. Når vi også husker, at det er 40 procent af de hædrede kunstnere der modtager minimumsydelsen på 12.000, så ser statens udgifter til kunsten snart yderst beskeden ud.
Nu skal man jo vare sig for at argumentere alene med rindalisterne og de kulturfjendske på højrefløjen i tankerne – der kan nemt gå for meget købmand i det, når der for eksempel skal tales for en savnet forøgelse af kultur- og kunststøtten, men alligevel – lad os se engang på litteraturen: Regnestykket med tilhørende bundlinie med hensyn til statsfinansernes reelle udgifter ser sådan her ud i den form Litteraturrådet har givet det i sin lille bog En ny politik for litteraturen, nov. 2000:
»Det er en udbredt opfattelse, at kunst- og litteraturstøtte er en mæcenvirksomhed for en civiliseret stat, som kunstnerne skal være dybt taknemmelige for. Når talen falder på forøgelse af bevillingerne, er det, som om både befolkning og politikere tror, at nu skal forfattere igen have hjælp og almisser. Ser man på det litterære kredsløb, er historien imidlertid en ganske anden. Faktisk viser det sig, at forfattere både gennem deres skattebetaling, hvor cirka halvdelen af alle tilskud går tilbage til stats- og kommunekasser, og gennem deres produktion bidrager med en betragtelig nettogevinst for samfundsøkonomien. Forfattervirksomhed er et produktivt erhverv, som gennem bogmomsen bidrager til statskassen med op mod 400 millioner kr. årligt. Litteraturstøtten beløber sig ikke engang til det halve.«
I det regnestykke der så følger, er nettoværdien sat til cirka 300 millioner.

Lige nu vil jeg se bort fra alle de tankevækkende mange arbejdspladser og det penge-flow sådan kunstnerisk produktion i øvrigt afstedkommer – og i stedet afrunde temaet med de sociale og økonomiske aspekter ved uddelingen af stipendier, inden jeg vil give eksempler på åndens velsignede mangel på nytteværdi, og kunstens ukrænkelige øko-system.
Det synes afgørende for etikken, og for den almene forståelse af statsstøtte til kunst og kunstnere, at vi som sagt ikke bliver fine på den: Der lurer immer en fare for, at både vi kunstnere, Kunstfond og kulturadministratorer mister kontakten med virkeligheden, altså slipper jorden med fusserne – for kunstnernes vedkommende på det nærmeste en forpligtelse? – og man kan ikke forlange, at kunstnereliten skal befolkes af personer med en stadig vågen social indignation og øje for klassesamfundets uretfærdigheder. Du godeste, hvor man kan savne en lidenskabelig kulturradikal stemme i debatten – for eksempel når man læser tremandsudvalgets formand Hiort-Lorenzen som snor sig forgæves. I Politiken den 20. maj, kunne man læse følgende:
»Peter Hiort-Lorenzen, du er formand for tremandsudvalget, der har givet støtten til Arnoldi. Hvorfor har I valgt at støtte en kunstner, der nu i 40 år har vist, at han kan klare sig selv?«
»Arnoldi er en begavet kunstner, og han bidrager til at designfaget bliver bedre. Desuden har han de seneste år udviklet sig godt, og vi mener, der er mere potentiale i ham. Masser af kunstnere har lavet nogle af deres bedste ting, når de var mellem 60 og 70.« Ja. Ja, ja – her tales om forudsætningen for en uddeling, men den forudsætning, at manden er en god kunstner, legitimerer ikke i sig selv, at han får stipendiet.
I sin iver for at gøre propaganda for en mangfoldig og statsstøttet kunst kan man let begå den dumhed at indføre begreber som gavnlighed og nytteværdi. Men er sandheden ikke den, at det er med kunsten og det spirituelle som det er med sex og det erotiske: Det der gør det attraktivt er blandt andet, og navnlig, fraværet af målbar nytteværdi, gevinst og hensigt.
Lad os se lidt på sagen: Jeg fik engang en bestillings-opgave af beskedent omfang, og det var at skrive et par små bøger for unge på baggrund af en såkaldt Undervisningsvejledning for 90’erne – et forlag valgte et par emner ud, og jeg erindrer mig, at hovedtemaet var benævnt »Sundhed og Sex« – det fremgik faktisk flere steder, at det skulle være godt for både humøret og helsen at skaffe sig et velfungerende sexliv. Kort sagt: Sex skulle være sundt, hvilket er ligeså dubiøst et udsagn som det, man kunne læse sig til for nogle år siden på et apotek.
På et skilt stod: »Idræt er sundt«. Vi véd jo alle sammen, at idræt ikke er sundt, og kun muligvis kan være det, og vi véd alle sammen, at det er en god og sund tilværelse, som kan smitte af på sexlivet, og ikke omvendt.
At anbefale sex ved at påstå dets helsebringende nytteværdi, er ligeså bøvet som at påstå kunstens og kulturens gavnlighed.

Det er med kunsten som det synes at være med de fleste afgørende ting i vores liv, nemlig at den er uden for det rationelles rækkevidde, og uden i gængs forstand målbare værdier – dette kunne godt skræmme os bort fra den folkeoplysning om kunst og statsstøtte, som jeg efterlyser så kraftigt, for det bliver let til floromvundne hensigtserklæringer med et kropløst sprog, som ingen ville tænde på, men det føromtalte kunstneriske øko-system, hvor en lille digtsamling kan blive til en stor film, eller en sær symfoni kan inspirere en rockmusiker, dette store og uhåndterlige krat med svulmende blomster i den ene luftige afdeling og i den anden: Det sarte rodnet i den sorte jord – det er jo en konkret verden, og det var denne verden og dette uoverskuelige samspil et kulturpædagogisk arbejde skulle indkredse og beskrive – og helst håndgribeligt.
Den italienske filminstruktør Bertolucci sidder ved sit klippebord, hvor han bliver interview’et om sit mesterværk År 1900 – filmen med Robert de Niro og Gerard Depardieu som helt unge – han fortæller stilfærdigt og uden bagtanker om, at han står i dyb gæld til den lille, eksperimenterende kunstfilm, som han har set i den obskure art-cinema sammen med et fåtal andre. »Uden disse oplevelser havde jeg aldrig lavet År 1900«, siger han. Nej, at male bevægende med både brede, smalle, store og små pensler i et episk filmværk, som kunne gribe enhver, gøres ikke uden at kende til alle penslers brug og alle palettens farver.
Eller en anden italiener – tilfældigvis – læser Pablo Nerudas digte og en biografi – sikkert statsstøttet i begge ender som finkulturelle udgivelser – og senere opstår idéen om at lade det enfoldige postbud møde og elske denne ven og faderfigur, digteren i eksil.
Filmen Postbudet fik den halve verden til at le og græde. En rundrejse med lynvisitter kunne også havne i musikkens verden, for eksempel hos Leonard Bernstein, der som bekendt komponerede West Side Story, og han var rundet af den ypperste klassiske musik – om det nu var mæcenerne eller statsstøtten, der skabte symfoniorkestrene og uddannelserne her og dér – denne dirigent og komponist har bevæget sig i alle musikkens vækstlag, fra avantgarden til jazzen, fra folkloren til det klassiske, og i dette uindgribelige sammenvæv næres kunstneren og kunstens mangfoldighed.
Måske fik en teaterinstruktør eller en filminstruktør et par søde nålestik af inspiration ved – uden sammenligninger! – for eksempel at se mit danseteater »Kontor og Anklage«, i Folkets Hus i Rømersgade, surrealistiske danse såmænd udsprunget af Garcia Lorcas digt af samme navn – og med ét skyder den smalleste og mest finkornede kunst sig ud med katapult, og drysser med sin konfetti eller som snertende haglbyger ned over mange flere mennesker end netop poesilæserne.

Hvis man ikke støttede kunst og kunstnere over statsfinanserne, og dermed overlod kunsten til udbud og efterspørgsel, altså til markedskræfterne, så ville formodentlig trefjerdedel af kunstens udbud, altså tilbudet til borgerne, forsvinde, og det på ufattelig kort tid. Alene det rentable ville overleve.
Hvis jeg så i flæng nævner for eksempel Cirkusrevyen, operetteteatret, musicalen i stort forum, gyser- og thrillerfilmen og rockkoncerterne, så ligger der ikke noget som helst nedladende i det, men skræmmende er tanken, at ikke meget andet så dagens lys. Også det der ville blive tilbage – altså den såkaldt rentable kunst – ville på grund af iltsvind i de omtalte næringsveje med garanti forringes i kvaliteten.
I en tid hvor massemedierne – med tv-stationerne i front – udøser deres pop og plat over os, hvor Big Brother og quizzer og actionfilm dominerer billedet (tag bare forureningskilden porno med) – og en tid hvor selv DR TV udvælger seervenlige voldsbilleder fra Göteborg, og ikke viser meget andet derfra, truer den rene kulturdarwinisme.
Aldrig før har statsstøtten til kunst og kunstnere været så betydningsfuld.

*Eske Holm er koreograf, danser og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her