Læsetid: 4 min.

Respekt for knofedtet

Studenterhuen var sat på sned, den sidste bajer drukket. Og pludselig står man så med hænderne begravet i møg-beskidt sæbevand
Debat
21. august 2001

Kommentaren - Studiejob
Det var dengang lige efter gymnasiet, at en anden én fik arbejde på hotel, eller rettere: Et hotel- og konferencecenter. Fint skulle det være. Stedet lå nord for hovedstaden, der hvor de rige bor, og hvor en bonderøv fra Lars T’s er på herrens mark.
Det var ganske kort tid efter at studenterhuen var sat på sned og den sidste bajer drukket. Der havde været læssevis af fest og ballade, skåltaler og bedste ønsker for en strålende fremtid. Og pludselig står man der så: Med hænderne dybt begravet i møgbeskidt sæbevand fra gryder og pander og skåle og fade. Køkkenet var hotellets produktionscentrum og hjerte og nerve og et gennemført elendigt sted at arbejde.

Skærsilden
Grydevasken udgjorde skærsilden, hvor fårene blev skilt fra bukkene, og hvor man som nyansat fik en enestående chance for at bevise sit værd. Gryderne kom væltende den ene efter den anden i et hysterisk og vildt opskruet tempo. Nåde var et ukendt begreb for kokke og kokkeelever, som altid råbte på flere gryder, rene gryder, helt rene gryder, og faldt de ikke på en snor, kunne man være sikker på at blive overfuset på det groveste – sådan en skide student.
Fingrene blev enten opløst i deres egen sved eller indsmurt i vaskens fedtede brakvand, som med usvigelig sikkerhed trængte sig vej ind i gummihandskerne, der gik på omgang blandt personalet og kun allernådigst blev skiftet ud, hvis nogen kom til at stikke hul med en kniv.
Voluminøse suppegryder og massive jernpander blev smidt ned til opvaskeren, som kæmpede en brav kamp for at skrabe alle madrester af i tide. Kokkeelevens største fryd var at kaste en nyvasket pande tilbage i vasken. »Om igen!« skreg han, bare sådan lige for at manifestere køkkenhierarkiet.
Lige bag ved grydevasken kogte man fond, kød- og grøntsagsfond, i to 50 liters stationære beholdere, som sendte den ene dampende hedebølge efter den anden ind over opvaskeren. Hele dagen kogte man fond, hele dagen blev der skummet skidt fra og hældt nye madrester i de dybe kogekar. Klokken 23 skulle de tømmes og vaskes og renses. Den ære tilfaldt – naturligvis – opvaskeren.
Udover grydevasken skulle opvaskemaskinen passes. Plasticbakker fyldt med snavsede tallerkener, bestik og glas blev først spulet rene over vasken og derefter ekspederet ind i bugen på et tonstungt vidunder af en stålgrå maskine, hvis kæber grådigt smækkede sammen om servicet og et par minutter efter afleverede det spejlblankt til aftørring.
Så stod man dér med sit sidste gennemvåde viskestykke og tørrede bestik af, for dét måtte naturligvis ikke bare lufttørre ligesom alt det andet (som for øvrigt også skulle aftørres manuelt når der var rigtig travlt, og tjenerne desperat og hele tiden kaldte på nye og flere og rene ting til restauranten).
Man spurtede frem og tilbage i flere timer mellem grydevasken og tallerkenvasken med sveden haglende ned ad ryggen og tankerne alle mulige andre steder henne. Ved midnatstid kunne man så vakle tilbage til sit logi med lam ryg, sokkeøl i skoene og rynkede fingre.

Lokumsrenser
Der var ekstremt meget stress på ved de store middagsselskaber, hvor prominente personer sad til høj-bords, kritisk vurderende køkkenets formåen. Tjenerne fløj frem og tilbage mellem restauranten og køkkenet. En svingdør blafrede konstant mellem de to rum, og inden tjenerne forlod køkkenet, belæssede med tallerkener, fade og flasker, blev de som regel skældt huden fuld for deres himmelråbende inkompetence – bare lige så køkkenchefen kunne få sit blodtryk ned på 230 over 110. Men når de først havde passeret svingdøren, klistrede de det store, glade smil på og skridtede formfuldendt performativt ned gennem rækkerne af stole og borde med overskuddet og selvtilliden siddende ude på tøjet. For der var en frontstage og en backstage, og det gjaldt om at kunne navigere lige godt på begge scener.
Somme tider kiksede det selvfølgelig, og der flød en halv liter rødvin ned i skødet på en gæst, eller nogen tabte sovsen ud over den hvide dug.
Den ene gang balancerer den unge student med et stålfad fyldt til randen med kød, sovs og kartofler. På vej mod køkkenet får han overbalance og taber det hele på gulvet. Fadets indhold sjasker op ad svingdøren i selv samme splitsekund som køkkenchefen entrer restauranten.
Det var adieu til studenten. Fra og med næste dag stod den på rengøring. Rengøringsholdet startede dagens gerning klokken seks om morgenen. Det var ikke alene fællesarealerne, som skulle færdiggøres inden klokken tolv. Også værelserne skulle naturligvis løbes igennem med støvsuger og rent linned, sprit og sæbevand, rene askebægre og ny papirkurv.
Det var forbandet hårdt arbejde, og var blot en af kollegerne syg, skulle resten løbe endnu hurtigere. Men det var også her, studenten modtog de mest vidunderlige, rosende ord fra en yderst sympatisk engelsktalende oldfrue:
»I have to say that you are very good at toilets!« udbrød hun en morgen. Studenten rankede ryggen og svarede med et stolt, oprigtigt og helt alvorligt: »Thank you very much, I try to do my best!«
Den levede han på i flere dage.
Derfor, kære studenter, lyder budskabet her fra: Respekt for det arbejdende folk, respekt for grydevaskeren og lokumsrenseren, respekt for alle de jobs der kræver én ting – knofedt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her