Læsetid: 4 min.

Sæt nyt fut i plagede bydele

Debat
3. august 2001

Hårdt ramte bykvarterer kunne nyde godt af nye markedsøkono-miske initiativer

Kommentaren - I værk
Enhver storbybypolitikers største hovedpine burde være, hvad man kan gøre ved de dele af byen, der er underudviklede og forfaldne. Alle storbyer har nemlig områder, der ikke får del i de omkringliggende områders vækst og udvikling. De kvarterer optræder hyppigt i kriminalitetsstatisikkerne, med jævne mellemrum er der skrækhistorier om dem i pressen, men ellers hører man ikke meget derfra. De er plaget af arbejdsløshed, og er typisk overrepræsenteret af etniske minoriteter.
Selv om problemerne er alvorlige nok i Danmark er de ikke noget i sammenligning med USA, hvor mange indreby-områder er så hærgede af kriminalitet, fattigdom og arbejdsløshed, at ingen frivilligt flytter derhen. I stedet flytter folk til mere beskyttede forstæder.
Den udvikling er velkendt, men selv om man fra politisk hold har forsøgt sig med alverdens projekter til at revitalisere den indre by, har resultaterne hidtil været stort set frugtesløse.
Så hvad kan man gøre? – Styrk de indre byers konkurrencevene, lyder et meget utraditionelt og kontroversielt svar fra businessprofessoren og erhvervsguruen, Michael Porter. At snakke om konkurrenceevne i sammenhæng med et så alvorligt problem som ghettodannelsen og forfaldet i storbyerne kan forekomme mærkværdigt, men forslaget bør tages alvorligt.

Attraktive områder
Porters grundlæggende ide er, at de underudviklede byområder har et stort uudnyttet forretningspotentiale. Ifølge ham, er de særdeles attraktive områder og markeder for virksomheder. Problemet har imidlertid været, at historierne om kriminalitet og social uro har skræmt mange virksomheder væk fra de indre byer. Derfor har Porter for nogle år tilbage startet en organisation med det formål at investere og oplyse om mulighederne i underudviklede byområder.
Organisationen hedder The Initiative for a Competitive Inner City (ICIC), og har allerede haft stor succes og derigennem bevist, at der er store muligheder i selv de mest forfaldne områder. Indreby-projektet er et opgør med årtiers bypolitik, og Porter erklærer blankt at den tilgang, man politisk har haft til indreby-problemer har været forfejlet. Man har etableret særlige støtteordninger og regler for de store byer i den antagelse, at byernes problemer var sociale og at byerne ikke under nogle omstændigheder kunne klare sig selv.
Resultatet har været, at man har isoleret byerne økonomisk i stedet for at integrere dem i den øvrige økonomi. Man har gjort dem økonomisk afhænge af støtte i stedet for at skabe reel, selvbærende økonomisk udvikling.
Grundantagelsen bag den politik, nemlig at storbyerne ikke kan klare sig selv, er meget forkert, mener Porter. Ifølge business-professoren, der bl.a. er blevet kendt på sine teorier om, hvordan en virksomhed skaffer sig konkurrencemæssige fordele, har byerne faktisk ret gode kort på hånden i den globale videnøkonomi.
Gennem en række interviews med virksomheder der allerede driver forretning i indreby-områder har professoren identificeret en række konkurrencemæssige fordele sammenlignet med andre områder.

Billig arbejdskraft
En af fordelene er, at områderne er strategisk godt placeret centralt i byen, og oftest tæt på hovedfærdselsårer. En anden er, at områderne er gode uopdyrkede markeder for især servicevirksomheder og detailhandel. Som en trejde konkurrencemæssig fordel peger Porter på, at der på grund af den høje arbejdsløshed er let adgang til billig arbejdskraft.
Mange tror så, at beboerne i de kriminalitetsplagede kvarterer ikke er pålidelige nok, men Porters undersøgelser viser, at de virksomheder, der faktisk har slået sig ned, har været meget tilfredse med arbejdskraften.
Med de konkurrencemæssige fordele har de indre byer faktisk gode muligheder får at blomstre økonomisk. De skal bare have lov til at udvikle deres potentiale. Politikernes opgave og den nye dagsorden for bypolitik burde være, at give de underudviklede områder lov til at udnytte deres potentiale.
Bystyret skal fokusere på at opbygge institutioner, f.eks. uddannelsesinstitutioner, der kan skabe en solid vidensbase og de skal sørge for at skabe bedre forhold for virksomhederne. De skal indentificere områdernes særlige styrker og støtte dem, og prøve aktivt at oplyse virksomheder om mulighederne, mener Porter.
Porter er noget naiv i sin forestilling om, hvor let problemerne i de indre byer kan overkommes. Særligt alvorligt er det, at han ignorerer, at de underudviklede områder ofte har en høj procentdel af svagt stillede personer, der realistisk set ikke ville kunne fungere i jobs, selvom jobsene var der.
Racisme og diskrimination på arbejdsmarkedet er et andet problem, som Porters forslag ikke løser, og som kræver mere aktiv politisk styring end den mere markedsorienterede tilgang, Porter lægger op til.
Men derfor er der stadig en del at lære fra Porter. Hans organisation har vist, hvordan en frisk tilgang til sociale problemer, og en nytænkning af forholdet mellem stat og marked kan forbedre forholdene i områder, der ellers har været set som fortabte.
Det gælder om at få overført den iværksætterånd og fantasi, som kendetegner de bedste dele af erhvervslivet, til socialt plagede områder.
I en tid hvor arbejsløsheden er lav og virksomhederne råber på arbejdskraft, har både politikere og erhvervsliv grund til at lytte til de ideer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her