Litteratur
Det sidste ord om Henrik Bjelkes roman Saturn (1974) er ikke sagt endnu. Den 20.7. bragte Information en artikel af forfatter Jørgen Gustava Brandt (»På kanten af Saturn«), hvis hensigt var at tilbagevise en række påstande i min artikel om samme roman i P1s månedsmagasin Emil (den 29. juni).
Ifølge Gustava Brandt tog artiklen »gulnede Ekstra Blads-artikler og sladder for gode varer som kildemateriale«, og »slog sig op på kvaliteter, som aldrig har været oversete«. Desværre er Brandts påstande grebet ud af den blå luft.
Min artikel tog ingen Ekstra Blads-artikler for gode varer. Jeg henviste blot til artiklernes eksistens, og til Bjelkes vrede over Gyldendals løftebrud i forbindelse med førsteudgivelsen af Saturn, som blev fremsat i disse artikler. Intet andet. I øvrigt er jeg opmærksom på Bjelkes overordentlige kluntede håndtering af affæren, og beskyldningerne om sammenspisthed i datidens »litterære junta« (Brandts udtryk), kalder jeg netop »beskyldninger«. At min artikel skulle »kolportere løse rygter og formodninger, som nærmer sig til historieforfalskning«, som Brandt skriver, er derfor en urimelig påstand.
Var der ikke en sag om Saturn? Jovist. Gyldendal afviste romanen uden nærmere begrundelse, og det, selv om Bjelke var lovet udgivelse undervejs. Omstændighederne omkring den mildt sagt besynderlige afvisning fremgår klart af den hede brevveksling mellem Bjelke, forlagsredaktør Erik Vagn Jensen og daværende konsulent (?) Jørgen Gustava Brandt (som nu bedyrer, at han ikke vidste noget om årsagen til afvisningen).
Skylden for miseren
Ifølge Brandt var det endvidere kun Bjelke alene, der offentligt luftede sin vrede, men har Brandt da glemt, at han i et interview i Ekstra Bladet den 16.november 1974 afviste at have del i Gyldeldals handlemåde? Senere fulgte bl.a. Erik Vagn Jensen op med en replik i Information (den 8. januar 1975), der placerede skylden for miseren hos Bjelke. En sag var der altså. Jeg skal dog gerne medgive Brandt, at »debatten ikke rasede i flere måneder med frådende beskyldninger« den underrubrik er desværre Emils, ikke min egen.
Jeg kan naturligvis ikke fastslå noget om årsagen til Gyldendals afvisning af Saturn, men spørgsmålet blev da stillet: Passede Bjelkes Saturn ikke ind i de gyldendalske koncepter? Lå der en bestemt kulturradikal modernismenorm til grund for afvisningen? At dømme efter Erik Vagn Jensens lunkne svarbrev til Bjelke, brød man sig ikke synderlig om Saturns vanskelighed, og stilen var bestemt for privat. Kunstnerisk var romanen åbenbart for grumset og ikke artistisk nok.
Forfatteren og filmmanden Jørgen Leth har i et interview med Anne-Marie Mai (i antologien Historier om nyere nordisk litteratur og sprog, 1999) beskrevet en lignende »modernistisk« reaktion på Gyldendal. Da det omfattende Tour de France-værk Den gule trøje i de høje bjerge (1995) skulle udgives, så Leth »spøgelset fra modernismen komme igen« (s. 41).
Gyldendal var ganske vist vilde med projektet, men først skulle alle Leths »grumsede materialer, en blanding af reportage, sekunddecimaler, refleksioner, erindringer, adjektiver« redigeres, »gøres lækkert og tiltalende«, som Leth skriver. At der skulle være sådanne kunstneriske uenigheder bag afvisningen af Saturn benægter Brandt.
Radikal modernisme
I det hele taget undrer han sig over begrebet den kulturradikale modernisme, som jeg og andre har hævdet kendetegner væsentlige dele af den danske modernisme og modernismekonception. Denne modernisme var naturligvis ikke den eneste (som Brandt fejlagtigt hævder er mit synspunkt), men den havde afgørende indflydelse uddannelsesmæssigt, kunstnerisk og politisk. I en fremragende artikel i tidsskriftet Kritik fra sidste år (nr. 147), har adjunkt Anne Borup beskrevet denne kulturradikale modernisme, som i løbet af 60erne simpelthen bliver til »velfærdsstatens kunstopfattelse«, men også udtryk for en streng »eksklusivitets- og eksklusionstænkning« (s. 13).
Også påstanden om Saturns oversethed irriterer Gustava Brandt. Han henviser til præsentationer af Poul Vad, Torben Brostrøm og Asger Schnack ja, præsentationer! En nogenlunde detaljeret analyse af Saturn kom først sidste år, med René Rasmussens bog Bjelke lige i øjet, hvori forfatterskabet kaldes »besynderlig overset i dansk offentlighed og litteratursammenhæng«.
At Brostrøm, Vad og Schnack har indgående Bjelke-kendskab, gør næppe Saturn til en mindre overset roman. Den gode, men indrømmet vanskelige bog, burde faktisk nå langt ud over Saturns inderste ringe.
