Vil du se min smukke navle?

Det virtuelle rum
Dette er det virkelige kig indenfor i en ung kvindes virkelig liv.« Sådan byder webcam’ets ukronede dronning Jennifer Ringley velkommen til ’jennicam’. En hjemmeside med et tilsluttet internetkamera - et såkaldt webcam. Siden 1996 har Jennifer haft et webcam tilsluttet sin computer. Hvert andet minut transmitterer kameraet et opdateret billede fra hendes hjem ud på Internettet.
Og hendes projekt har udviklet sig til en sand trend. Internettet er i dag fyldt med hjemmesider, der tilbyder et kig indenfor i folks private hjem.
Kvaliteten og nyhedsværdien er dog stærkt svingende. Enhver med en internetforbindelse kan eksempelvis følge med i den kedsommelige offentliggørelse af privatlivets rutiner med et webcam, der transmitterer billeder fra familiens sofahjørne eller kattens madskål.
’jennicam’ ønsker i stedet at involvere de besøgende på hjemmesiden. Jennifer supplerer den visuelle dokumentation af hendes gøremål med intime dagbogssekvenser, en logbog over hendes drømme, madopskrifter og et massivt billed arkiv over de sidste fem års optagelser. Hun pointerer på sin hjemmeside, at ’jennicam’ er hendes virkelig liv. Der er efter hendes mening ikke tale om selviscenesættelse, men om en upretentiøs observering og dokumentation af et helt almindeligt liv. Et liv der er levet i fuld offentlighed.
Internettet er det nye årtusindes kombinerede marketingsstrategi, reklamesøjle og legeplads. Det er et kæmpemæssigt forum, der med sine tekniske udfordringer indvarsler ny økonomi og nye kommunikationsformer. Og med webcam’et giver Internettet også nye muligheder for det enkelte menneskes virtuelle (selv-)realisering. ’jennicam’ er præcis sådan en selvrealisering og selvpromoveren.
Men trangen til at stille sig til skue for eget og andres blik er ikke en ny tendens. Internettet har gjort det muligt at transmittere ens tilstedeværelse i et konstant opdateret flow af billeder, men det at posere foran spejlet eller kameraets linse er langt fra nogen nyhed i vores moderne verden. Menneskets selviscenesættelse er i høj grad vokset ud af den generelle udvikling og de nye opfindelser, der i midten af det 19. århundrede lagde grobunden for det moderne samfund.
I det præmoderne samfund var der ikke fokus på det enkelte menneske og bestemt ingen interesse for at udstille privatlivet. Nedbrydningen af privatlivets barrikader sker først med den moderne individualisering, hvor det enkelte menneskes erfaringshorisont sættes i centrum. Bevidsthed om individuel identitet bliver mere og mere udbredt, og viser sig bl.a. i et stigende antal af personlige erindringer.
Der tages afstand fra dogmatik og konvention gennem selvstændige krav om, at ægteskabet skal bygges på kærlighed og ikke bestemmes af familiens status. Folk begynder at give deres børn navne, der ikke som tidligere har slægtsmæssig forbindelse, men i stedet signalerer ny individualitet. Og visitkort bliver en udbredt måde at signalerer det nye navn og individuelle ståsted. Men folk har ikke kun behov for at markere deres nyvundne individualitet overfor andre – også overfor dem selv. Spejle bliver uhyre udbredte og ikke længere kun et privilegium for de bedrestillede. Det er nu muligt for almindelige mennesker at se sig selv i fuld figur og studere deres eget spejlbillede. Mennesket retter blikket mod sig selv.

Og blikket får mere at studere med den nyeste opfindelse – det fotografiske billede. Med den første, simple fotografiske metode kan et motiv efter cirka 15 minutters eksponeringstid fikseres til en metalplade. Metalpladen fungerer så som negativ for en uendelig reproduktion af det fikserede motiv. Fotografiet er opfundet og bliver hurtigt forfinet til det papirbaserede billede. Med fotografiet kan øjeblikket fastfryses, naturen kan fikseres, og det moderne menneske kan udbygge spejlbilledet til et permanent fotografisk billede af sig selv. Et fotografi der kan studeres og vises frem. På tidspunktet for dets opfindelse repræsenterede fotografiets forskydning af tid og sted en unik og revolutionerende ny opfattelse af menneskets mulighed for at være synligt tilstede uden fysisk tilstedeværelse.
Efter 1850 bliver fotografiet en populær metode til at optegne og huske tidens gang. Gennem fotografier af bryllupper, barnedåb og konfirmationer begynder det enkelte menneske langsomt at opbygge en visuel dokumentation af livets forskellige faser.

Muligheden for at kunne portrættere det enkelte menneske medfører en tendens til at iscenesætte sig selv på fotografier, og i kraft af fotografiets karakter af massefænomen bliver det at posere en del af det daglige liv. Mennesket lærer at se på sig selv og kroppen på en ny måde, ligesom medmennesker i høj grad vurderes ud fra deres visuelle udseende.
Men fotografiet skaber også et paradoks. Fotografiet gengiver et objektivt udsnit af virkeligheden, og det fungerer derfor ikke kun til udfoldelse og iscenesættelse af den enkeltes identitet, men i høj grad også til at fastsætte identiteten.
Hvor en opfindsom person tidligere kunne udskifte sin identitet med en falsk fødselsattest og nyt navn, kan fotografiet og brugen af fingeraftryk det middel der usvigeligt sikkert kan dokumentere og fastslå en persons endelig identitet. Et paradoks mellem på den ene side at kunne skabe sig selv og på den anden side at kunne fastslå identiteten objektivt.
Paris er den første europæiske storby, der fysisk rammes af urbaniseringen. Hovedstaden omorganiseres og moderniseres i løbet af 1860’erne. Store boulevarder anlægges på bekostning af de gamle, mørke labyrintiske kvarterer, og byen forvandles til et sted, hvor anstændige damer trygt kan færdes. Langs boulevarderne åbner udendørs cafeer, hvor damerne kan lade sig beskue i aftenstemningen badet i lyset fra gaslygterne.
Med nedbrydningen af de tidligere barrierer for udsyn og synlighed åbnes byen op. Cafelivet blomstrer, og for første gang skabes der et offentligt rum, hvor store grupper af mennesker afslappet kan opholde sig sammen adskilt af usynlige vægge.

For med den nye storby introduceres også en ny social omgangsform. En omgangsform vi alle kender. Storbyen udstiller det enkelte menneske, men opstiller samtidig usynlige barriere omkring den enkeltes person, så vi kan færdes synligt blandt så mange mennesker uden at skulle involvere os. Vi er synligt tilstede og samtidig i en reserveret neutral position .
Synlighed, utilslørethed og blottelse er menneskets erfaring i det moderne samfund. En modernitetserfaring der konkretiseres i udviklingen af individuel identitet og efterfølgende i individuelle krav, oplevelsen af storbyens rum, opfindelsen af fotografiet og udbredelsen af spejle. En historisk kortlægning af det moderne menneske viser skabelsen af et selvstændigt individ med handlekraft og frihed til at kunne skabe sin egen tilværelse. Men også skabelsen af et menneske der konstant har sit eget og andres blik hvilende på sig. Det ultimative vilkår i det moderne samfund er synlighed – for eget og andres blik.
I dag har bl.a. webcam’et gjort det teknisk muligt at bringe det menneskelige ansigt og tilhørende krop med på Internettet og gengive det i real tid – ‘jennicam’ er et konkret eksempel. Med webcam’et er blikket blevet Internettets primære sans, ligesom det er i vores almindelige, fysiske hverdag.

Webcam’et er den tekniske videreførsel af den visuelle erfaring, som spejlet og fotografiet gav det moderne menneske. Den spejlende linse bekræfter menneskets selvstændige status som individ. Billeder af os selv giver os selvbevidsthed. Vi udstiller, iscenesætter og poserer foran blikke og kameralinser som den naturligste ting i verden. Vores kultur er en synlighedskultur.
Vi skal derfor ikke blive chokerede, når en ung kvinde bruger den nyeste teknologi til at spejle sig i. Jennifer lader webcam’et køre de fleste af døgnets 24 timer. Hun fortæller os, at det er hendes virkelige liv, vi ser. Hun er et produkt af synlighedskulturen.
Hjemmesiden ’jennicam’ er blot det seneste skud på stammen af en kultur, der har gjort det til sin dyd at blotte sig. Og det er netop, hvad den unge moderne kvinde gør – hun har installeret et webcam i sit hjem og er nu i fuld gang med at spille for galleriet.

*Line Mørkbak studerer Moderne kultur og kulturformidling ved Københavns Universitet. Hun skriver speciale om latino-kulturen i The Mission District i San Francisco og er pt. bosat i Eugene, Oregon med sin amerikanske kæreste