Læsetid 3 min.

Selvstyre og enkeltsager

Kommunerne vælger selv om de vil bygge et nyt sportsstadion eller prioritere uddannelse af unge, enlige mødre
16. august 2001

Kommentaren - Forskel
Individualisering og standardisering er to centrale begreber, hvis man læser lovtekster, bekendtgørelser og gennemser diverse rapporter og evalueringer på det sociale område.
Men hvad med at få fokus på mindst to andre områder: ulemperne ved den decentrale styreform og kommunernes ringe økonomi.
Individualisering indfanger bredt de mange bestræbelser på at inddrage borgerne i arbejdet. Det er deres ønsker og behov, den kommunale indsats bedst muligt skal forsøge at imødekomme.

Individuelle tilbud
Der står skrevet i stort set alle love og bekendtgørelser på det sociale områder, at de givne tilbud skal være »individuelt tilpasset«. Ifølge lovgivningen må man f.eks. således ikke pr. automatik sende alle kontanthjælpsmodtagere på Social og Sundhedsuddannelsen – også selv om der er akut behov for social- og sundshedsassistenter.
Borgeren skal tages med på råd og indsatsen skal tilrettelægges så den lige præcis hjælper den enkelte borger mest muligt.
Standardisering dækker et andet udviklingstræk, som drejer sig om at få ensartet den hjælp, der gives i kommunerne. Hjælpen må ikke blive for vilkårlig. Det individuelt tilpassede tilbud skal gives på baggrund af standardiserede metoder. Faglighed skal sættes i centrum.
Det lyder alt sammen meget fornuftigt. Strik tilbuddene sammen, så de matcher de enkelte borgeres situation bedst muligt og gør det på en standardiseret – dvs. fagligt – forsvarlig måde. Hvorfor i alverden gør man dog ikke bare det i kommunerne?

Kommunal enegang
Den decentrale styreform, betyder at kommunerne på flere og flere områder selv prioriterer over de forskellige områder, som skal løses.
De enkelte kommuner vælger med andre ord selv, hvordan de vil prioritere mellem de mange forskellige opgaver. Vil en kommune f.eks. prioritere uddannelse ved at tilbyde revalidering til unge enlige mødre og derved højne uddannelsesniveauet i kommunen, eller ønsker kommunen hellere at bygge et sportsstadion?
Skal alle kommunens borgere tilbydes institutionspladser efter 12 måneder, eller nøjes man med at forbeholde pasningsgarantien for de erhvervsaktive borgere?
Der er masser af områder, der forhandles om i det daglige, og som bevirker at borgernes situation er radikal forskellig afhængig af den kommunale prioritering nedfældet i diverse skuffedirektiver.
Resultatet er som forventet: Den dårlige økonomi i kommunerne bevirker, at der skal prioriteres mellem opgaverne, hvilket logisk set betyder, at der er stor sandsynlighed for, at borgere i ensartede situationer får forskellig hjælp.
De »særligt tilrettelagte tilbud« skal udvikles inden for ganske snævre – økonomisk betinget – rammer. Standardiseringen bliver et spørgsmål om at efterleve bureaukratiserede rutiner. De yndede begreber får i praksis dermed et ganske andet indhold end intentionerne i lovgivningen.

Berøringsangst
Enkeltsagerne dukker frem, og fagfolk blander sig. Der fremføres den ene sag efter den anden, som tydeligt beviser, at kommunernes praksis ikke afspejler lovenes intentioner.
Socialministeriet sender derfor konsulenter og forskere ud for at undersøge, hvorfor vilkårene er så forskellige – det går nemlig ikke i et retssamfund som det danske, hvor vilkårlighed sættes synonym med lille retssikkerhed.
Og her kommer så paradokset: Nu skal de kommunale sagsbehandlere lære at lytte til borgerne og tilbyde dem – ifølge den centrale lovgivning – den rigtige behandling. Men rammen for arbejdet forbliver den samme – den decentrale styreform er der nemlig ingen der ønsker eller tør at røre ved.
Det er fortsat kommunerne selv, der får lov til at prioritere over de mange socialpolitiske områder, som bevirker at praksis bliver meget forskellig.

Trætte skatteborgere
Så hvad skal sagsbehandlerne derude i kommunerne gøre, når den lokale prioritering umuliggør udarbejdelsen af »særligt tilrettelagte tilbud« til kontanthjælpsmodtagerne?
De kan selvfølgelig skifte job til en kommune med en mere human politik, eller hygge sig på det ene efteruddannelsestilbud efter det andet.
Og vi andre – forskere og konsulenter – kan glædes os ved, at der fortsat vil være arbejde til os.
Kontanthjælpsmodtagerne kan være nødt til at flytte lidt rundt i landet afhængig af den kommunale praksis (så længe det vil være en mulighed).
Men gad vide, hvornår skatteyderne bliver trætte af at betale for et så selvindlysende resultat af decentralisering?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu