Litteratur
Information bragte den 6. august et indlæg af Jimmi Michelsen, som mener, at »Jørgen Gustava Brandt kryber uden om Gyldendals mystiske afvisning af Henrik Bjelkes roman Saturn«. Der er ikke noget, jeg krabber uden om. I min artikel den 20. juli kritiserede jeg påstande om Bjelkes roman, dens reputation og modtagelse,
Michelsen insinuerer, at jeg skulle have noget at gøre med Gyldendals afvisning af romanen. Igen kører han så frem med vilkårlige indicier på, at en speciel kulturradikalistisk modernisme var toneangivende dengang og hærgede på Gyldendal, og at det nok var årsagen til at daværende forlagsredaktør Erik Vagn Jensen afviste Bjelkes store bog. Med det har jeg intet at gøre med. Jeg har aldrig deltaget i Gyldendals afgørelser og har aldrig været forlagets konsulent.
Men Michelsen udnævner mig alligevel til forlagskonsulent, idet han henviser til »den hede brevveksling mellem Bjelke, Erik Vagn Jensen og Jørgen Gustava Brandt«. (Her sætter han et lille spørgsmålstegn i parentes ved den rolle, han tillægger mig.)
Han så syner
Jeg mindes kun svagt at have set et hysterisk brev fra Bjelke, hvori han påstod at genkende min stil i korrespondancen fra Gyldendal. Her så han altså syner, men æret være hans minde. Jeg gør dog opmærksom på, at mine breve for resten ikke er noget offentligt anliggende.
Michelsen påstår også, at jeg udtalte mig om »sagen« til Ekstra Bladet. Det kan ikke være tilfældet, jeg lod mig ikke interviewe i den avis. Det må være noget, bladet selv har brygget sammen.
I det hele taget er det løs snak, Michelsen bringer til torvs, uanset hans ihærdige gentagelser. Suppe på en pølsepind.
Til slut dementerer Michelsen uforvarende sin påstand om at »Saturn er en overset bog«, da han nævner en helt ny bog om Henrik Bjelke. Og portrættet af ham i 80 moderne danske digtere, som jeg er medforfatter til, er mere end blot en præsentation. At læserne måske har svigtet Saturn, kan vi jo ikke gøre for.
