Kronik

Da Tango Jalousie kom til Sovjet

»Må vi danse?«, råbte de studerende. »Ja, selvfølgelig,« svarede en repræsentant for KGB. Dagens kronikør oplevede Sovjetunionens korte sommer i 1950’erne under Khrusjtjov
Debat
27. august 2001

Historisk set
Under mit eksil i Kasakhstan, efter frigivelsen fra Gulag, fik jeg mulighed for at følge Khrusjtjovs kontroversielle og skiftende magtpolitik fra 1953 og indtil jeg forlod Sovjetunionen i 1959.
Da Stalin døde og Khrusjtjov overtog magten, viste den almindelige sovjetiske borger stort set samme ligegyldighed og tavshed som da Nikita, som han blev kaldt, 11 år senere blev afsat ved et kup i Kreml i i 1964.
I Sovjetunionen havde desillu-sioneringen mere sin rod i den almindelige levestandard end i politiske overvejelser. Folk ville kun lade sig overbevise af det sovjetiske systems overlegenhed, hvis det kunne demonstrere, at alle de ofre, som decentraliseringen og de diktatoriske metoder krævede, frembragte håndgribelige økonomiske resultater i form af tilstrækkeligt med forbrugsvarer, levnedsmidler såvel som forbedrede bolig- og arbejdsbetingelser.
Det lykkedes ikke for Khrusjtjov at ændre det sovjetiske samfundssystem, afskaffe kommunistpartiets ledende rolle eller at begrave den kommunistiske ideologi. Alligevel kan det ikke benægtes, at Khrusjtjov, der selv var et produkt af Stalinismen, har en del fortjenester overfor den sovjetiske befolkning, især overfor de millioner af Stalins ofre og deres familier.
Ikke mindst har Khrusjtjovs tale på den 20. partikongres, gengivet af den udenlandske radio, forankret sig i min hukommelse. På en åben, men følelsesbetonet måde talte han om frygtelige begivenheder – om fængslinger og henrettelser af tusinde uskyldige mennesker, om tortur mod angivne og sagesløse partiledere, om uforsvarlige deportationer, om Stalins personlige direktiver om terror og død, om alvorlige bekostelige fejltagelser begået under krigen.
Khrusjtjov erklærede, at omkring 7.000 partiarbejdere var blevet rehabiliteret, men i løbet af få måneder efter kongressen, blev otte-ni millioner politiske fanger rehabiliteret, blandt dem forfatteren til denne kronik.
Men moratoriet udelukkede enhver overvejelse om at rehabilitere de aktive modstandere af Stalin, som var blevet dømt ved skueprocesser – bl.a. Bukharin, Sinovjev, Kamenjev, Rykov og Trotskij. Khrusjtjov og hans kolleger tøvede med at underminere grundlaget for deres egen magt, som blev erhvervet under det gamle system.

En million eksemplarer af Khrusjtjovs hemmelige tale blev trykt til frit salg, men efter en mere moderat resolution i Centralkomiteen blev hele oplaget destrueret. En del eksemplarer undslap dog, og jeg udsmuglede en pjece gemt i salami-pølser til Polen.
Der kan tilføjes, at stenogrammet af den 20. partikongres er på 1.100 sider. Brochuren med forkortelsen af Khrusjtjovs ’hemmelige tale’, der i 1956 blev fremsendt til syv østeuropæiske lande, er på 58 sider. Det var Palmiro Toqliatti der udsmuglede talen til Vesten, hvor den blev købt af en avis i USA for 50.000 dollars. I Sovjetunionen blev talen offentliggjort med 33 års forsinkelse i 1989 under Glasnost-epoken.
Men det var også ’bondepolitikeren’ Khrusjtjov, som frem for alt fik æren for lindringerne i de strenge og fattige landbrugskollektiver (Kolkhozer), for at have fjernet polititerrorens skygge, og for at sende omend kun en ubetydelig mængde forbrugsvarer til den jævne befolkning.
Den første succes med majs-programmet og med de ’jomfruelige jorder’ i Kasakhstan, hvor jeg selv boede, gav ham prestige, og han mentes at være den eneansvarlige for den generelle følelse af eufori, der kunne mærkes over hele landet.
Folk begyndte at efterligne Ni-kita ved at barbere deres frisurer og under private sammenkomster blev der råbt: »Pej do syta skazal Nikita«, (drik, hvad du kan, anbefaler Nikita). Bordet var fyldt med masser af billig vodka og syltede agurker. Blot tre år tidligere blev der ved officielle og uofficielle sammenkomster råbt og sunget: »Skål for Stalin! Skål for fædrelandet! Vi drikker og skænker igen!«

Under en festaften i forbindelse med overrækkelsen af diplomer på Det Pædagogiske Universitet i Semipalatinsk, hvor jeg var med, dukkede Leonid Utjosovs populære jazz-orkester med 24 medlemmer op. De var lige vendt tilbage fra en KZ-lejr i Sibirien, hvor de var indespærret som dekadenter (folk, som logrer for Vestens kultur).
Det var en stor overraskelse, da orkestret begyndte at spille Tango Jalousie af Jakob Gade og foxtrot. Disse og andre vestlige danse var forbudt.
»Må vi danse? – Må vi danse? – Må vi danse?« råbte de studerende.
»Ja, selvfølgelig«, svarede en repræsentant for KGB og hele parketgulvet blev stormet af entusiastiske dansepar, som tidligere dansede dekadente danse for nedrullede gardiner og musikken fra en patefon eller balalajka. De nybagte lærere, ligesom jeg, forventede store politiske omvæltninger i Rusland.
I litterære kredse var der tydelige tegn på en liberalisering. Offentliggørelsen af Dudintsevs roman Ikke af brød alene vakte en velkommen opsigt blandt intellektuelle. Denne roman kritiserede skarpt bureaukratiet og viste, hvordan tilbøjeligheden til bureaukratiske påfund under diktatoren Stalin havde frembragt en pseudo-elite, der havde forhindret nationens teknologiske fremskridt.
Perioden mellem 1953 og 1956 kan betegnes som den gyldne periode i den sovjetiske litteraturhistorie. en lang række værdifulde og spændende romaner og fortællinger af talentfulde forfattere, dukkede op på bibliotekernes hylder. En del forfattere begyndte at anfægte selve systemet og kommunismens ideologi.
Men det politiske og kulturelle forår var snart forbi. I slutningen af 1956 stemplede Khrusjtjov personligt Dudintsevs roman som ’antisovjetisk’. ’Tøbruddet’ (Ilja Erenburgs udtryk), var forbi. Det var på det tidspunkt, at Pasternaks roman Doktor Zivago blev nægtet offentliggørelse i Sovjetunionen, men det blev ikke kendt før 1958, da Pasternak fik Nobelprisen.
Khrusjtjovs taler fik nu en mere konservativ tone, og han forsøgte delvis at rense Stalin som parti- og regeringsleder. På samme måde var der et uofficielt moratorium for enhver yderligere undersøgelse eller en ny fordømmelse af forgangne forbrydelser og deres gerningsmænd. Afstalinisering og demokratiseringen blev standset under pres både hjemmefra og fra kommunistiske partiledere i udlandet.

I oktober 1956 rullede de sovjetiske kampvogne ind i Ungarn og knuste den ungarnske revolution, rettet mod den sovjetiske besættelse og ufrihed. For at aflede opmærksomheden fra det ungarnske folks tragedie drejede Moskvas radio hele dagen grammofonplader om Suez-krisen og den zionistiske trussel i Mellemøsten.
Mao Tsetung, som godkendte Kremls militærintervention i Ungarn, bebrejdede Khrusjtjov for »at tilsmudse navnet på den største leder af den internationale arbejderbevægelse, den sande
marxist-leninist, kammerat Stalin«. I deres brev lod kineserne tydeligt forstå, at Khrusjtjov ikke længere kunne accepteres som leder af den internationale kommunisme.
Et år senere i 1957 lykkedes det for Khrusjtjov at knuse det første kupforsøg mod ham fra antiparti-gruppen, anført af kendte stalinister, Maliekov, Molotov, Kaganovitj samt afskedigede Marskal Zjukov som forsvarsminister.
I 1958 overtog Khrusjtjov posten som ministerpræsident fra Bulganin. Og i de fleste institutioner og læreanstalter prangede nu billeder af Khrusjtjov i stedet for Stalin. Under Berlin-krisen i juni 1961, da strømmen af flygtninge til Vesten tog til, gav han ordre til DDR’s kommunistiske ledere om at bygge Berlin-muren.
I Khrusjtjovs sidste år ved magten blev hans politik mod Vesten mere og mere agressiv. Med opstillingen af mellemdistance- og langdistancemissiler på Fidel Castros Cuba, med en rækkevidde fra 1.450 til 3.300 km, rettet mod USA’s storbyer, satte han verden på randen af en ny verdenskrig.
Den frie verden blev chokeret, eftersom det var Khrusjtjov, der erklærede, at det ene eller det andet systems overlegenhed ikke skulle demonstreres gennem militære triumfer, men gennem fredelige præstationer. Det var en frugtbar tanke, passende for den kolde krigs efterkrigsår.
Ideen om fredelig kappestrid medførte dog samtidig en temmelig kostbar form for militærteknisk præstation. Samtidig med, at jeg og mine kolleger (for en minimal løn) om aftenen underviste børnene ved petroleumslamper på en skole uden elektricitet, uden centralvarme, uden kloakering og telefonforbindelse på et gulv af cement, sendtes på Kremls ordre en række sputnikker ud i kosmos. Det kostede millioner at demonstrere den kosmiske overlegenhed over USA.

Planerne om Khrusjtjovs fjernelse blev udarbejdet af
Bresjnev og KGB i oktober 1964. Forslaget om at befri Khrusjtjov fra hans pligter og fratage ham medlemskabet af Centralkomiteen blev vedtaget eenstemmigt uden debat. Kun tre ud af Centralkomiteens mere end 200 medlemmer accepterede ikke beslutningen. Efter Khrusjtjovs fald blev hans svigersøn Adjubej (chefredatør på Izvestija), Satjukov (Chefredaktør på Pravda) og Kharlamov (formand for statens komité for radio og fjernsyn) alle afskediget for at have støttet Khrusjtjov. Også de tre, som stemte imod, blev smidt ud af centralkomiteen. I den sovjetiske presse offentliggjordes overhovedet ingen detaljer om Khrusjtjovs fald.
Måske var folk mindre interesseret i at afsløre fortidens forbrydelser end at sikre sig et fuldstændigt brud med stalinismens metoder. Så fuldstændigt som det nu var menneskeligt muligt i Sovjet-unionen.

*Leon Nikulin er forfatter, dr.phil., født i Rusland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her