Kronik

Undertrykkelsens danske støtter

Højrefløjen har glemt sine egne værdier i Mellemøstkonflikten
Debat
13. august 2001

Historisk set
Historisk set har Mellemøstkonflikten i den danske diskussion altid delt de politiske partier og folketinget i forhold til den traditionelle højre/venstre-akse:
nHøjrefløjen har støttet Israels ret til at bekæmpe palæstinensernes voldelige kamp for selvstændighed, og
nvenstrefløjen har støttet palæstinensernes kamp mod de israelske undertrykkere.
Men spørgsmålet er, om ikke tiden er løbet fra de traditionelle ideologiske og idehistoriske forskelle mellem højre og venstre. Som den amerikanske politolog Francis Fukuyama profetisk formulerede det allerede i 1989: Historien er slut, og der findes ingen alternativer til den liberal-demokratiske verdensorden.
Tydeligst var opdelingen mellem højre og venstre i 1970’erne og 1980’erne, både i Mellemøstkonflikten og i den brede debat om den kolde krig – samt for den sags skyld om Algeriet, Vietnam og mange andre steder: Venstrefløjen for det revolutionære folk mod kolonialismens og imperialismens åg. Højrefløjen for statsmagten i forsvar for Vestens interesser mod kommunismen.
Den danske debat om venstrefløjens forhold til USSR, terrorisme og Danmark under den kolde krig har kun i begrænset omfang berørt Mellemøstkonflikten, selv om den er skarpt optegnet af koldkrigsproblematikken. Polemikken i Weekendavisen og Berlingske Tidende mod Anne Grete Holmsgaards og VS’s støtte til palæstinensiske terrorgrupper er det nærmeste, vi kommer på en debat om forskellige politiske gruppers forhold til enten Israel eller palæstinensiske grupper.
Men der er meget mere at tage fat på. Konflikten mellem Israel og palæstinenserne er stadig varm, og debatten er næsten lige så stereotyp som i 1970’erne og 80’erne.
For de interesserede i debattens udvikling er der nok at gribe fat i af markante politiske tilkendegivelser. Højrefløjspolitikere har utilsløret støttet Israel i forhold til knægtelsen af palæstinensernes almindelige menneskerettigheder, mens venstrefløjspolitikere og intellektuelle har både støttet og sympatiseret med terrorisme.
I 1971 udgav journalist Jens Nauntofte en antologi med titlen Den palæstinensiske befrielseskamp. Antologien giver et godt billede af venstrefløjens revolutionsromantik i forhold til Mellemøstkonflikten – den svenske journalist og forfatter Göran Rosenberg skriver i Nauntoftes antologi:
»At arbejde for en løsning på modsætningerne i Mellemøsten indebærer at tage stilling – ikke mellem to nationale frihedsbevægelser, men mellem kolonialisme og anti-kolonialisme, mellem imperialisme og anti-imperialisme, mellem chauvinisme og segregation på den ene side og tolerance og integration på den anden.«
Rosenbergs skriverier er en udmærket illustration af 70’ernes venstrefløjs bipolære verdensorden. Han fortsætter: »Den væbnede kamp, der føres af de palæstinensiske modstandsbevægelser, er det vigtigste bidrag til et demokratisk og selvstændigt Palæstina«. Det må betegnes som en støtte til terrorisme, eftersom det er, hvad en meget markant del af den palæstinensiske væbnede kamp går ud på.

Selvfølgelig kan man ikke sige, at hele venstrefløjen har støttet terrorisme, men tankegangen bag store dele af venstrefløjens opfattelse af Mellemøstkonflikten illustreres af f.eks Rosenberg, og den indebærer en nødvendighed af voldelig modstand og revolution. »Terrorismens danske heppekor«, som Arne Notkin og Bent Blüdnikow rammende kaldte det i en artikel i Weekendavisen d. 4/11-94.
Dog er det meste af venstrefløjen en anden i dag end i 70’erne og 80’erne. Støtten til den voldelige revolution er forsvundet, og overordnet arbejder næsten hele venstrefløjen i dag for en liberal-demokratisk verdensorden, hvor politisk vold og terrorisme er uacceptabelt.
Paradoksalt nok er det opfinderne og indehaverne af den liberal-demokratiske ånd, der har sværest ved at slippe ud af 70’ernes og 80’ernes perspektiv på Mellemøstkonflikten. I 70’erne og 80’erne var palæstinenserne og deres støtter for højrefløjen fuldstændigt identificerbare med radikalt venstreorienterede revolutionstanker.
Palæstinensiske gruppers politiske udtryk blev ikke af højrefløjen associeret med den faktiske undertrykkelse af palæstinensernes ret til selvbestemmelse og Israels gentagne forsøg på at eliminere palæstinenserne som politisk gruppe.
Denne liberal-demokratiske fløjs fuldstændige ignorering af en folkegruppe uden rettigheder står ikke tilbage for venstrefløjens støtte til terrorisme, især ikke når den ses i sammenhæng med højrefløjens samtidige bevidstløse støtte til den stat, der målbevidst søgte at bekæmpe selve ideen om, at dette folk skulle have rettigheder.
For højrefløjen og Israel var det endda et spørgsmål, om palæstinenserne overhovedet fandtes. Israel repræsenterer stadig for højrefløjen stabilitet og demokrati på trods af, at Israel var/er stærkt etnocentrisk og ikke et demokrati i den liberal-demokratiske ånd.
I 1975 blev Nils Vests film Et undertrykt folk har altid ret vist for første gang, og den skabte en voldsom debat, som varede i flere år. Filmen er en dokumentar om palæstinenserne, som til overflod er fyldt med Che Guevara-romantik og giver et ukritisk blik ind i den palæstinensiske modstandsverden. Højrefløjen i dansk politik og Zionistforbundet , anført af Arne Melchior (daværende formand for Zionistforbundet) angreb filmen for at være ’fyldt med løgne’ og for at ‘tilsvine en anden stat‘. Det gik så vidt, som at filmen blev set af to jurister med henblik på at få vurderet, om filmen kunne censureres.
Filmen blev af mange debattører anklaget for at være antisemitisk, og aviser gik så vidt som at kalde filmen ’Jødehad for statens penge’ (Frederikshavn Avis 17/12-76) og ‘Statsbetalt film anvender Hitlers smæderier om jøderne‘ (Berlingske Tidende 29/12-76).
Kendetegnende for hele kampagnen mod filmen var, at det ikke var palæstinenserne, der var i centrum, men billedet af Israel som en aggressiv og kolonialistisk stat. Med fantastisk ildhu værnede højrefløjspolitikere og danske zionister om Israels image på trods af, at det også dengang var kendt og dokumenteret, at Israel brød et utal af konventioner og regler for krigsførelse i kampen mod palæstinenserne.
På samme måde som store dele af den danske venstrefløj var et heppekor for terrorister, var den danske højrefløj et heppekor for undertrykkelse, kollektive afstraffelser og systematisk benægtelse af palæstinensernes rettigheder i Israel/Palæstina.
Spørgsmålet er, om højrefløjen overhovedet har ændret holdning siden debatten om Vests film. Højrefløjens seneste bestræbelser anført af Anders Fogh Rasmussen tyder ikke på det. Fogh Rasmussens kritik af Lykketoft og regeringen sætter fokus på billedet af Israel, og ikke på hvilke rettigheder et liberal-demokratisk land bør støtte i en konflikt som den mellemøstlige. Fogh Rasmussens og andre højrefløjspolitikeres angreb på Lykketoft er en reproduktion af Israels ambassadør i Danmarks og Israels viceudenrigsminister Michael Melchiors klager over Danmarks kritik af Israel.

Israel er et land, der konstant har været krigsførende eller har holdt besat territorium i de seneste 50 år, og derfor burde man mene, at det ikke er klogt bare at acceptere endsige reproducere Israels argumenter. Den massive reproduktion af Israels argumenter, Israels udlægning af konfliktens historie og zionismens iscenesættelse af egen ret til Palæstina, som formidles af store dele af den danske politiske scene, er meget logisk en støtte til undertrykkelsen af palæstinenserne.
Undertrykkelse er ikke kun noget fysisk, det er også udlægning af historien forstået som etablering af viden. Når politiske grupper reproducerer et bestemt ’vidensregime’ bliver der skabt en os og dem-forestilling, og så længe højrefløjen ser palæstinenserne som ’de andre’, er også de uretfærdige.
Men er palæstinenserne virkeligt ’de andre’? Vil palæstinenserne en revolution mod ‘os’? Eller vil de det samme som os – det liberale demokrati?
Arne Melchior repræsenterer sammen med Peter Duetoft i vid udstrækning den danske højrefløjs position i forhold til Mellemøstkonflikten, og Melchior holder stadig fanen højt som cheer-leader for Israels danske heppekor.
I en artikel i Weekendavisen d. 17/10-97 graver Melchior i historiens losseplads og fremdrager myten om ’et land uden folk til et folk uden land’. I artiklen betvivler Melchior desuden både palæstinensernes historiske tilknytning til Israel/Palæstina og palæstinensernes status som flygtninge.
»Det engang så frugtbare land, der flød med mælk og honning, var blevet til et forladt, ufrugtbart, tomt og øde land,« skriver Melchior.
En sådan videreformidling af, hvad venstrefløjen i 70’erne og 80’erne ville have kaldt ‘zionistisk propaganda’, er en væsentlig del af undertrykkelsen af palæstinenserne. Det er undertrykkelsens danske heppekor. Peter Duetoft står som sagt ikke tilbage for Melchior, når det drejer sig om at verificere det billede af verden, der udgår fra Israel. I Berlingske Tidende d. 24/10-96 forstår Duetoft israelerne, fordi palæstinenserne ’hader Israel’. Israel har endvidere ’historiske erfaringer’, der maner til forsigtighed over for palæstinenserne – vil de nu fred? Tør vi lukke de vilde horder ud af buret? I virkeligheden er det vel palæstinenserne, der har ’historiske erfaringer’ med Israel, for at bruge Duetofts talemåde.

Støtte til politisk vold er ikke noget, venstrefløjen har monopol på. Venstrefløjens tidligere støtte til terrorisme og revolutioner er bare den mest eksplicitte støtte. Højrøstet, programmatisk, aktivistisk og voldelig politik vendt mod Magten og dens lakajer. Politisk vold er ikke kun bombesprængninger og flykapringer.
Hannah Arendt skriver: »Liv uden tale og handling er bogstaveligt talt dødt for verden; det er ophørt med at være et menneskeligt liv, fordi det ikke længere bliver levet blandt mennesker.« Undertrykkelse af friheden til at tale og deltage – til at skabe fællesskab – det er også politisk vold i en form, kun Magten kan udføre. Israel har gennem 50 år bekæmpet palæstinensernes historie, identitet og mulighed for at skabe et konstruktivt fællesskab – i disse dage diskuteres det endda i Israel, om Israel skal lukke og slukke for det palæstinensiske selvstyre.
Fukuyamas profeti om, at historien er slut, er god at tænke over. Alle toneangivende politiske grupper støtter grundlæggende de samme værdier og vil gerne støtte den samme udvikling i resten af verden.
Derfor er det paradoksalt, at højrefløjen i sin ukritiske støtte til Israel glemmer at støtte de værdier, som de hævder at have, og som de vandt den kolde krig med. Skal man støtte den liberal-demokratiske udvikling, skal man vel støtte de basale principper, der bærer en sådan udvikling. Dem er Israel ikke garant for. Det er det palæstinensiske selvstyre heller ikke.
Men individuelt er palæstinenseren den undertrykte – den hvis muligheder for at tale og handle skal etableres. Det kan ikke ske, så længe Israel ikke frigiver palæstinensernes historie, identitet og rum.

*Jakob Feldt er cand.mag. i hebraisk og historie fra Carsten Niebuhr Instituttet for Nærorientalske Studier

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her