Medier
»Der skete ingenting« sukkede journalisten i TV-Avisen kl. 18.30 den 27. august, i et tomt indslag om det norske kronprinsepar. Men indslaget bragtes alligevel. Og der var sågar mere ingenting kl. 21, hvor vi dog fik at vide, at det var »den norske presse«, der »jagtede« brudeparret.
Men heldigvis er der et valg. Og TV 2 svigtede ikke: »Norsk kronprinsepar leger kispus med pressen« (kl. 19), og »Hvor er det norske kronprinsepar blevet af?« (kl. 22).
Næsten hele lørdagen kunne licensbetalerne også vælge om de vil se DR 1 eller TV 2. Det forsvarede DRs programdirektør Jan Grarup i P 4 den 25. august i fuldt alvor. Det svarer det til at give alle også diabetikere kostvalget mellem flødeboller med eller uden kokos.
Nyhedsniveauet på begge kanaler er generelt kriminelt lavt. F. eks. indslaget samme aften kl. 18.30 om »et norsk skib« med 450 »illegale« afghanske flygtninge.
Er det nu illegalt overhovedet at flygte? Bevares, interessen for, og viden om, forholdene i Afghanistan i nyhedsredaktionerne ,er i forvejen til at overse: Buddha-statuer og fængslede vesterlændinge.
Vestens blinde hjælp
Afghanistans fascistiske styre kom til magten med Vestens blinde hjælp. Og omkring 3,5 millioner afghanere er flygtet til Pakistan og Iran. Omkring 375.000 krigsflygtninge er tilbage i Afghanistan og cirka 140.000, som er hjemløse p.g.a. af en katastrofal tørke.
I løbet af en uge brugte TV-Avisen 43,3 min. på brylluppet kl. 18.30, og 11,8 min. kl. 21. TV 2 brugte 21,5 min. kl. 19, og 3,4 min. kl. 22. Til sammenligning har TV-Avisen siden den 1. juni frem til den 28. august d.v.s. 89 dage brugt cairka 18 min. på hele det afrikanske kontinent syd for Sahara, og cirka 17 min. kl. 21.
For TV 2 er tallene 15,6 min. kl. 19, og hele 47 sekunder kl. 22. Og af denne knappe dækning er 12 min. brugt kl. 18.30 for at fortælle om de utilladelige overgreb på hvide farmere i Zimbabwe; knap 10 minutter kl. 21. For TV 2: 8,6 min. kl. 19 (55 procent), og 22 sek. ud af de 47 kl. 22.
Vinkelen var altså de hvide. Selv om de fleste overfald og drab er begået mod sorte i et land, hvor 5 procent af befolkningen ejer 70 procent af jordarealet, og beskæftiger 65 procent af befolkningen (The Guardian, den 28. august 2001).
Der var to interessante undtagelser: »Den glemte krig i Congo en krig, som ikke får megen opmærksomhed i Vesten« den 4. juli i TV 2 kl. 19. (Det er for dårligt, at vi går hele tiden og glemmer krige rundt omkring i barbarernes verden). Og så den 3. august i TV-Avisen kl. 21 »Det kenyanske mysterium løst«.
Mysteriet er altså, at de kenyanske mellemdistancerløbere i følge udsendelsen slår alt og alle. Hvorfor er der ikke noget mysterium om amerikanske svømmere, svenske tennisspillere og danskere i badminton?
Begge stationer kaster sig også over raceoptøjer. Det være sig i Vollsmose, Nørrebro, USA eller England. Men så får den hele armen. Se f.eks. TV 2 kl.22 den 23. august: »De nye problemer på Nørrebro har i to år været hverdag i Odense«
Den samme tomhed
Men også fra England, hvor nogle hundrede gik amok. TV 2s udsendte stod uden for en moské, så selv de mest tungnemme kunne være med. Men hvor var tv-nyhederne henne, da over to millioner mennesker samlede sig til årets fest i Notting Hill. I løbet af de to dage var der knap 60 sigtelser blandt de to millioner festende.
Men den slags er åbenbart ikke i imperiets interesse. Så hellere bruge sendetiden på ugebladsstof, som giver seerne valget af den samme tomhed.